Charleston, South Carolina, var en af de byer, jeg virkelig havde glædet mig til at opleve. De pastelfarvede huse, de smalle brostensgader og den klassiske sydstatsstemning gør, at byen føles både historisk og hyggelig på samme tid – som et sted man bare har lyst til at gå rundt og nyde i roligt tempo.
Vi var desværre kun i Charleston i en halv dag, fordi vi var på roadtrip langs østkysten, og det er helt klart en af de byer, jeg ville ønske, vi havde haft mere tid i. Vi var på en bustur rundt og fik set mange af de historiske bygninger, hvilket var en fin måde at få et hurtigt overblik på. Vi nåede også en bådtur, men den kunne vi godt have skippet – den var ikke noget særligt, og tiden havde været bedre brugt på bare at gå rundt og mærke stemningen i byen.
Derfor har jeg samlet de bedste seværdigheder og oplevelser i Charleston her som inspiration, så du kan få mere ud af dit besøg og forhåbentlig opleve byen i et roligere tempo, end vi nåede.
Byens historie
Charlestons historie går helt tilbage til 1670, hvor byen blev grundlagt som en engelsk koloni. Og man mærker hurtigt, at Charleston ikke bare har historie – byen føles historisk overalt, fra de brostensbelagte gader til de gamle huse, kirker og smukke gårdhaver. Charleston voksede hurtigt til at blive et af de vigtigste handelscentre i det sydlige USA, blandt andet gennem handel med ris og bomuld. Den rigdom kan stadig ses i byens imponerende arkitektur og elegante bygninger, som giver Charleston sin helt særlige charme.
Byen spillede også en vigtig rolle under den amerikanske borgerkrig, hvor de første skud blev affyret ved Fort Sumter. I dag er Charleston kendt for at kombinere sin rige historie med en levende atmosfære og den klassiske sydstatsgæstfrihed, som gør byen til et helt særligt sted at besøge.

Must see seværdigheder
Historic Downtown Charleston
Charlestons historiske centrum er en perle af smalle gader, charmerende pladser og velbevarede bygninger, der fortæller historier fra fortiden. En spadseretur gennem de brostensbelagte gader afslører historiske huse, hyggelige caféer og unikke butikker, der tilsammen skaber en atmosfære, der er både nostalgisk og livlig. Her kan man virkelig fornemme byens historie og charme.
Rainbow Row
Denne ikoniske række af pastelfarvede huse er en af Charlestons mest fotograferede seværdigheder. Rainbow Row strækker sig langs East Bay Street og er kendt for sin smukke arkitektur og charmerende atmosfære. De farverige facader er et must-see for enhver besøgende og giver en perfekt baggrund for billeder.
The Battery og White Point Garden
Dette historiske område tilbyder en betagende udsigt over Charleston Harbor og er hjemsted for en række historiske monumenter og kanoner, der minder om byens fortid. White Point Garden er en smuk park, der inviterer til afslappede spadsereture eller picnics under de skyggefulde træer, mens man nyder den maritime atmosfære.
Fort Sumter National Monument
Fort Sumter er kendt som stedet, hvor den amerikanske borgerkrig begyndte. Besøgende kan tage en færge til Fort Sumter og opleve historiens vingesus gennem guidede ture og udstillinger, der fortæller om fortets betydning og de begivenheder, der udspillede sig her.
Charleston City Market
Denne historiske markedsplads fungerer som et centrum for shopping og kultur i Charleston. Markedet tilbyder en bred vifte af lokale produkter, håndværk og delikatesser, hvilket gør det til et populært sted for både lokale og turister. Her kan man finde alt fra søgræskurve til smagfulde sydstatsretter.
Magnolia Plantation and Gardens
Magnolia Plantation er kendt for sine storslåede haver og rige historie, der strækker sig tilbage til det 17. århundrede. Besøgende kan tage en guidet tur gennem plantagen og nyde de fantastiske landskaber, der er fyldt med blomstrende planter og frodige haver.
Boone Hall Plantation
En af Amerikas ældste fungerende plantager, Boone Hall, er berømt for sin smukke allé af egetræer og historiske bygninger. Plantagen tilbyder guidede ture, der giver et indblik i livet på en sydstatsplantage og den historie, der er forbundet med stedet.
Charleston Museum
Som Amerikas første museum tilbyder Charleston Museum en omfattende samling af udstillinger, der dykker ned i byens historie og kultur. Museet er et must-visit for dem, der er interesserede i Charlestons rige arv og ønsker at forstå mere om dens udvikling gennem tiden.
Arthur Ravenel Jr. Bridge
Denne moderne bro, der forbinder Charleston med Mount Pleasant, er en af de længste hængebroer i Nordamerika. Broen tilbyder en fantastisk udsigt over Charleston og det omkringliggende område, og er et populært sted for gåture og cykling, hvor man kan nyde den friske luft og den storslåede udsigt over havnen.

Plantager omkring Charleston
Noget af det, jeg virkelig fortryder ved vores korte besøg i Charleston, er, at vi ikke nåede at besøge en af de historiske plantager i området. Charleston er nemlig omgivet af plantager, som ligger så tæt på byen, at det er en oplagt halv- eller heldagsudflugt – og det virker som en af de oplevelser, der kan give turen en helt ekstra dimension. Hvis jeg skulle vælge i dag, ville jeg især kigge på Magnolia Plantation and Gardens og Boone Hall Plantation.
Magnolia Plantation and Gardens
Det oplagte valg, hvis du gerne vil opleve de smukke omgivelser og de store haver. Her kan du gå rundt i grønne landskaber, se blomster og gamle træer, og det er sådan et sted, hvor man sagtens kan bruge et par timer på bare at slentre rundt og tage billeder. Det føles som en rolig og “klassisk” plantageoplevelse, hvor naturen og stemningen er i fokus.
Boone Hall Plantation
Et rigtig godt valg, hvis du gerne vil opleve en plantage, der føles ikonisk – blandt andet på grund af den berømte allé med store egetræer, som man næsten altid ser på billeder. Her kan du også få mere indblik i historien og høre om livet på plantagen, og det gør besøget mere end bare en flot kulisse.
Planlæg dit besøg
Hvis du planlægger at besøge en plantage, vil jeg anbefale, at du sætter god tid af, så det ikke bliver noget, du skal skynde dig igennem. Det bedste ved oplevelsen er netop at tage det i roligt tempo, gå rundt i haverne og tage en guidet tur, så du får historien med og ikke kun ser bygningerne udefra. Hvis du rejser i højsæsonen, kan det være en fordel at komme tidligt på dagen, så du undgår de største menneskemængder – og så du kan nyde omgivelserne lidt mere i fred.
Plantager er smukke at besøge, men de fortæller også en vigtig og alvorlig del af historien om Sydstaterne. Derfor kan det give rigtig meget at vælge en rundvisning, hvor historien bliver fortalt nuanceret, så man både får det flotte og det historiske perspektiv med.
Praktiske tips til at besøge Charleston
Charleston er en af de byer, hvor oplevelsen ofte ligger i de små ting – en smuk sidegade, en hyggelig gårdhave eller en café man lige falder over. Derfor kan et par praktiske tips gøre en stor forskel, så du får mest muligt ud af dit besøg og samtidig får tid til at nyde den helt særlige stemning, byen er kendt for.
Planlæg din tid, så du også når at mærke stemningen
Charleston er en by, der fortjener at blive oplevet i et roligt tempo. Hvis du vil have mest muligt ud af besøget, så planlæg dagen, så du både når nogle af højdepunkterne og stadig har tid til bare at gå rundt, kigge ind i små butikker og nyde atmosfæren undervejs.
Gå rundt i centrum – det er her Charleston føles mest som Charleston
Det historiske centrum er oplagt at udforske til fods, og det er ofte her, de bedste oplevelser opstår helt spontant. Mange af de charmerende gader og flotte bygninger ligger tæt på hinanden, og det er en by, hvor en simpel gåtur kan føles som en seværdighed i sig selv.
Start tidligt, hvis du vil undgå varme og mange mennesker
I de varme måneder kan Charleston hurtigt føles både varmt og fugtigt, især midt på dagen. Derfor kan det være en fordel at starte tidligt, tage små pauser i skyggen og lægge de mest aktive oplevelser på de tidspunkter, hvor temperaturen er mest behagelig.
Hvis du har kort tid, så prioriter gåturen fremfor for mange ture
Hvis du kun har få timer i Charleston, kan det være fristende at booke flere ture for at “nå det hele” – Den fejl gjorde vi selv. Men Charleston er en by, hvor du får mest ud af oplevelsen ved faktisk at være der – og ved at bruge tiden på at gå rundt og opleve byen i dit eget tempo.
Gode grunde til at besøge Charleston
- Historisk rigdom: Charleston er fyldt med historiske seværdigheder og fortællinger, og det er en af de byer i USA, hvor man virkelig kan mærke fortiden i gaderne. Her får du et unikt indblik i sydstatsarv, gamle traditioner og vigtige begivenheder i USA’s historie.
- Arkitektonisk skønhed: Byen er kendt for sine velbevarede historiske bygninger, pastelfarvede facader og charmerende gader, der næsten føles som en filmkulisse. Uanset hvor du går hen, er der flotte detaljer, smukke huse og hyggelige hjørner, som gør Charleston til en drøm at udforske til fods.
- Kulturel mangfoldighed: Charleston har masser af kultur, både i form af museer, kirker og historiske steder – men også i byens stemning og liv. Der er altid noget at opleve, og du kan nemt kombinere sightseeing med afslappede pauser på caféer og små lokale spots.
- Sydstatsgæstfrihed: Noget af det, der gør Charleston ekstra behagelig at besøge, er den venlige atmosfære. Her bliver man mødt med smil, god service og en varm stemning, der gør det nemt at føle sig velkommen – også selvom man kun er i byen i kort tid.

Charleston på kun én dag
Hvis du kun har én dag i Charleston, kan du stadig nå rigtig meget – og jeg ville helt klart forsøge at få en plantage med i planen. Start dagen i Historic Downtown og gå en tur gennem de charmerende gader, inden du fortsætter til Rainbow Row for de klassiske Charleston-billeder. Spis frokost i centrum, og brug derefter et par timer på en plantage udenfor byen, hvis du vil have en oplevelse, der giver lidt ekstra dybde til turen. Når du er tilbage i byen, kan du afslutte dagen ved The Battery og Waterfront Park, og runde af med middag og en aftengåtur i de hyggelige gader.
Oplevelser for børn i Charleston
Charleston er en hyggelig by at besøge med børn, fordi der både er kultur, natur og aktiviteter, hvor de ikke bare skal gå rundt og kigge. South Carolina Aquarium er et oplagt stop, hvor børnene kan opleve det marine liv og prøve interaktive udstillinger, der gør det både sjovt og lærerigt. Children’s Museum of the Lowcountry er også perfekt til familier, især hvis I har brug for en pause fra sightseeing. Her kan børnene lege, udforske og lære gennem spændende aktiviteter. Vil I opleve Charleston fra en anden vinkel, er Charleston Water Taxi en sjov og afslappet tur med flot udsigt over havnen. Til sidst er Angel Oak Tree en skøn lille naturoplevelse. Det imponerende træ er over 400 år gammelt og et hyggeligt sted at stoppe for at tage billeder og få et roligt pusterum.
Mad og drikke
Charleston har en virkelig spændende madscene, hvor klassiske sydstatsretter møder moderne gastronomi. Her kan du både finde traditionelle favoritter som “shrimp and grits” og “she-crab soup”, men også restauranter der giver retterne et mere moderne twist. Byen er samtidig fyldt med hyggelige caféer og bagerier, hvor du kan tage en pause med en god kop kaffe og noget sødt. Og hvis du er til et glas vin eller en cocktail, er der masser af gode steder at slutte dagen af – Charleston har nemlig også et rigtig fint udvalg af barer og restauranter med masser af stemning.

Dagsture fra Charleston
Hvis du har lidt ekstra tid i Charleston, er det oplagt at tage på en dagstur. Der ligger nemlig flere skønne steder i nærheden, hvor du kan få strand, natur og hyggelige småbyer med masser af sydstatsstemning. Her er nogle af de bedste dagsture, du kan tage fra Charleston.
Kiawah Island
Kiawah Island er perfekt, hvis du drømmer om en rolig stranddag i flotte omgivelser. Øen er kendt for sine smukke strande, naturskønne områder og en mere eksklusiv og afslappet stemning. Her kan du slappe af ved vandet, tage en gåtur langs stranden eller nyde omgivelserne, hvis du trænger til en pause fra bylivet. Kiawah Island er også et populært sted for golf, hvis det er noget, du gerne vil kombinere med turen.
Isle of Palms
Isle of Palms er en klassisk stranddestination, hvor det hele føles nemt og ferieagtigt. Strandene er brede, stemningen er afslappet, og det er et oplagt sted at tage hen, hvis du rejser med familie eller bare gerne vil have en stranddag med gode faciliteter. Her kan du både bade, gå ture langs vandet og finde steder at spise, når sulten melder sig.
Folly Beach
Folly Beach har en helt anden vibe end de andre strande – her er stemningen mere afslappet, lidt mere “surfer” og generelt bare hyggelig på en lidt mere uformel måde. Det er et populært sted, hvis du gerne vil opleve en strandby med liv, små butikker og en maritim atmosfære. Folly Beach er perfekt, hvis du vil kombinere strand med en gåtur på promenaden og måske en god frokost med udsigt til havet.
Savannah, Georgia
Hvis du har lyst til en dagstur med mere historie og storby-stemning, er Savannah et virkelig godt valg. Byen er kendt for sine smukke pladser, gamle huse og hyggelige gader, som gør den helt særlig at gå rundt i. Savannah har en klassisk sydstatscharme, og her kan du nemt bruge dagen på sightseeing, cafébesøg og at opleve byens atmosfære. Det er en dagstur, der føles som en mini-rejse i rejsen.
Beaufort
Beaufort er en mindre og mere rolig destination, men virkelig charmerende. Byen er kendt for sine smukke huse, grønne omgivelser og maritime stemning, og den passer perfekt, hvis du gerne vil have en afslappet dag væk fra de mest travle turistområder. Her kan du gå en tur gennem de hyggelige gader, nyde atmosfæren og bare tage dagen i et roligt tempo.

Spørgsmål og svar om Charleston
Hvad er Charleston kendt for?
Charleston er kendt for sine historiske gader, smukke sydstatsarkitektur, pastelfarvede huse og en helt særlig atmosfære. Byen er samtidig berømt for sin madscene og den klassiske sydstatsstemning, man mærker næsten overalt.
Hvor mange dage skal man bruge i Charleston?
Du kan sagtens nå en del på én dag, og jeg vil faktisk anbefale at sætte 1-2 dage af til Charleston. På én dag kan du opleve de største highlights i downtown og få en rigtig god fornemmelse af byen, især hvis du prioriterer de historiske gader og de klassiske seværdigheder. Har du to dage, får du mulighed for at tage det lidt mere roligt, finde tid til caféstop og måske tilføje en ekstra oplevelse som en plantage eller en strandtur.
Hvad skal man se i Charleston som førstegangsbesøgende?
Hvis det er dit første besøg, bør du prioritere Historic Downtown, Rainbow Row, The Battery og Waterfront Park. Det er her, du får den klassiske Charleston-oplevelse med både historie, flotte omgivelser og den helt rigtige stemning.
Hvornår er det bedste tidspunkt at besøge Charleston?
Forår og efterår er ofte de bedste perioder, fordi vejret er mere behageligt og perfekt til at gå rundt i byen. Sommeren kan være meget varm og fugtig, men til gengæld er strandene og kystområderne ekstra populære på den tid.
Er Charleston dyrt?
Charleston kan godt være en lidt dyr destination, især når det gælder hoteller og populære restauranter i centrum. Du kan dog sagtens opleve meget af byen uden at bruge mange penge, fordi gåture, udsigtspunkter og stemningen i downtown i sig selv er en stor del af oplevelsen.
Kan man opleve Charleston uden bil?
Ja, især hvis du bor centralt. Downtown Charleston er nem at udforske til fods, og mange af de mest populære seværdigheder ligger tæt på hinanden. Hvis du vil ud til strande eller plantager, er bil dog en fordel.
Hvilken strand er bedst tæt på Charleston?
Det kommer an på, hvad du søger. Isle of Palms er populær og familievenlig med brede strande, Folly Beach har en mere afslappet surfer-stemning, og Kiawah Island føles roligere og mere naturskøn. Alle tre er gode valg til en dagstur.
Hvilke plantager er bedst at besøge ved Charleston?
Magnolia Plantation and Gardens er et godt valg, hvis du især vil opleve smukke haver og omgivelser. Boone Hall Plantation er kendt for sin ikoniske allé af egetræer og giver et klassisk indtryk af en sydstatsplantage. Plantagerne kan være en rigtig spændende udflugt, hvis du har ekstra tid.
Hvad skal man spise i Charleston?
Charleston er kendt for klassiske retter som shrimp and grits og she-crab soup, men du finder også masser af seafood og moderne fortolkninger af sydstatskøkkenet. Brunch er også virkelig populært i Charleston, og det er en hyggelig måde at starte dagen på.
Er Charleston familievenligt?
Ja, Charleston er en rigtig god destination med børn. Der er både akvarium, børnevenlige museer, parker og korte afstande i centrum, så man nemt kan tage byen i et tempo, der passer til familien. Samtidig kan man kombinere byen med stranddage, hvis man har tid.
Charleston – en by jeg gerne vil tilbage til
Charleston er en by, der kombinerer historie, kultur og naturlig skønhed på en helt særlig måde. Med sine charmerende kvarterer, historiske gader og smukke omgivelser føles byen som et sted, man ikke bare besøger – men virkelig oplever.
For mig er Charleston helt klart en af de byer, hvor jeg bagefter sad med følelsen af, at vi kun nåede en lille smagsprøve. Vi var der alt for kort tid, og jeg ville ønske, vi havde haft mere tid til bare at gå rundt, finde små caféer, kigge ind i de hyggelige gader og mærke stemningen i roligt tempo. Det er en by, der fortjener at blive oplevet langsomt. Uanset om du er til historie, madoplevelser eller strandture, har Charleston noget at byde på – og det er netop derfor, det er en destination, jeg gerne vil tilbage til en dag.