Vores rute: 2 ugers roadtrip i Syditalien

Vi er nærmest lige trådt inden for døren efter en fantastisk 2 ugers roadtrip i Syditalien, og vi ser frem til at fortælle jer alt om hvad vi har oplevet i den kommende række indlæg. Her i indlægget vil jeg kort opridse vores rute. Og inden du kommer alt for godt gang i dette indlæg og tænker: “Den tur vil jeg også på”, vil jeg blot gøre opmærksom på at dette ikke er den komplette rute-anbefaling, da her f.eks. ikke står noget om Campania regionen hvor vi bor. Men jeg vil senere give jer mit bud på den komplette roadtrip rute i Syditalien.

Hvis du har fulgt med her på bloggen ved du at vi pt er bosiddende i Italien i en by ved navn Salerno, som ligger i regionen Campania i den nordvestlige del af Syditalien. Herfra havde vi planlagt en roadtrip med start i Sicilien hvorefter vi ville bevæge os op gennem regionerne Calabrien og Basilicata, for herefter at tage nogen dage i Apulien. Men lad os lige gennemgå vores rute undervejs.

Med natfærgen til Sicilien

Vi tog med en natfærge fra Salerno til Catania. Færgeturen varede godt 14 timer, og vi sejlede kl 22 om aftenen (vi skulle dog møde op 3 timer før), og var i havn ca kl 12 dagen efter. Det er en dejlig nem måde at blive transporteret på, når nu man gør det om natten, og vi kunne alle lægge os ned og slappe af i en kahyt mens at vi blev fragtet til destinationen. Vi fik en kahyt med to køjesenge, hvor Andrea og Kris tog hver deres køje, og hvor Wilfred og jeg delte seng. Og jeg skal da lige hilse og sige at jeg ikke fik sovet meget denne nat – sådan som han møffer rundt i sengen i løbet af natten.

Morgenen og formiddagen benyttede vi på at udforske skibet. Det var ikke verdens største skib, men de havde dog en butik, en restaurant samt et dæk hvor man kunne gå op og se udsigten og vandet, hvilket Andrea elskede.

Når vejret spiller ind

Normalt er der rigtig godt vejr i Syditalien midt i april måned. Temperaturerne ligger gerne over 20 grader og der vil typisk være solskin. Og det var da også disse vejrudsigter vi havde håbet på. Men man kan ikke altid være lige heldige, og undervejs på vores 2 ugers roadtrip var vi konstant udfordrede med regnfyldte vejrudsigter. Vi var derfor nød til flere gange at ændre vores rute i forhold til vejret, og for at få mest muligt ud af vores tur. Den rute vi endte på var derfor ikke nødvendigvis den mest optimale, men var meget præget af vejrudsigten.

Hver eneste morgen indtastede vi alle de byer som vi potentielt kunne besøge i løbet af dagen i vores vejrapp på telefonen. Og hver gang var der flere byer med 80% chance for regn stort set hele dagen. Dog var vi gode til at finde på alternativer, og til at finde destinationer som ikke var præget af regn. Og på den måde var vejret i høj grad med til at bestemme ruten på vores roadtrip. Men heldigvis fik vi set stort set alle de destinationer vi havde ønsket os.

Booking af overnatninger

Det ustabile vejr betød også at vi ikke havde booket nogen hoteller hjemmefra forud for rejsen. Vi ønskede nemlig at være fleksible, og at kunne ændre kurs undervejs. Og det viste sig at være meget nyttigt. Generelt kan vi rigtig godt lide at være fleksible med vores overnatninger når vi er på farten. Det gør bare at man i højere grad selv kan vurdere om man ønsker at blive længere tid på destinationen, og at man kan tage nogle mere spontane beslutninger. Det var derfor først hen på eftermiddagen vi begyndte at søge på hoteller.

En uge på Sicilien – vores rute

Vi ankom som sagt med færgen i Catania, og som det første kørte vi direkte til Siracusa hvor vi ankom hen på dagen. Desværre stod regnen ned i stænger, og vejrudsigten lovede godt vejr dagen herefter, så vi tog en overnatning på et hotel i midtbyen. Dagen efter stod den på oplevelser i Siracusa samt Ragusa, før vi overnattede ved et hotel ved Marina Di Ragusa. På dag 3 kørte vi videre til Agrigento hvor vi blandt andet oplevede Templernes Dal. Dag 4 og 5 tilbragte vi i Palermo, hvor vi også fik tid til at puste lidt ud på værelset mellem nogle små regnskyl.

Dagen herefter valgte vi at køre et langt stræk, og endte ved Taormina, hvor vi igen overnattede to dage. Her stod den på den gamle græske tempel samt sightseeing ved stranden Isola Bella. Der blev også tid til at opleve den smukke natur omkring Mount Etna, men vi valgte dog ikke at tage mod toppen med to små børn.

Calabrien og Basilicata

To be honest – så havde jeg ikke store forventninger til disse to regioner. Og vi brugte heller ikke meget tid på at udforske dem. Vi havde ellers snakket om at tage nogle flere stops op gennem landet, men vejrudsigten opfordrede os til at køre videre nordpå. Vi nåede derfor kun at stikke snuden ind forbi byen Tropea i Calabrien, inden at vi atter kørte videre nordpå mod byen Matera beliggende i Basilicata.

Oplevelser i Apulien

Under vores ophold i Apulien boede vi kun på ét hotel – til gengæld for 3 overnatninger. Vi boede i byen Otranto, som ligger helt ude på den sydlige spids af Apulien. Herfra fik vi oplevet flere omkringliggende byer såsom Lecce og Gallipoli. Vi valgte også at køre hele vejen rundt langs kysten, hvilket bød på smuk natur og et par smukke udsigtspunkter.

Vi blev dog slet ikke færdige med Apulien området, men havde desværre en bagkant med noget arbejde hjemme i Salerno. Derfor drog vi hjemad igen velvidende at vi helt sikkert skal tilbage til Apulien inden længe.

Skriv en kommentar