Barcelona Museer og udstillinger

En mærkværdig oplevelse hos voksmuseet Museo de Cera

Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte med denne beskrivelse af oplevelsen hos Museo de Cera – voksmuseet i Barcelona. Vi gik derfra smilende og grinende, og overvældede over mængden af mærkværdige voksdukker.

Barcelona Museo de cera 2

Udvalg af voksfigurer

Museet har mere end 300 voksfigurer, der skildrer alt lige fra de store opdagelsesrejsende, kendte historiske personer som Cæsar og Cleopetra, figurer fra klassiske børneeventyr såsom Pinocchio og Alice i Eventyrland, og så er der naturligvis et stort udvalg af kendisser i form af sportsstjerner, politikkere, sangere og skuespillere.

Voksmuseet har også en udstilling med figurer der bliver udsat for tortur – ikke just noget jeg ville tage børn med ind og se. Og så var der selvfølgelig også et udvalg af de kongelige, folk fra kirken, havfruer og folk på månen. Så kort og godt – dette voksmuseum er dækket fuldstændigt ind i forhold til voksfigurer. De har dem alle!

Museo de Cera vs Madame Tussauds

Nu kan jeg ikke lade være med at sammenligne lidt med voksmuseet Madame Tussauds, som jeg også har besøgt et par gange. Madame Tussauds er kendt for at have utroligt vellignende voksfigurer, hvilket jeg ikke helt kan sige om figurerne hos Museo de Cera. Jeg siger bestemt ikke at det er nemt at lave en voksfigur og at få den til at ligne, men der var flere figurer som var ret sjove og var ret langt fra. Mængden af voksfigurer var til gengæld langt større hos Museo de Cera. Faktisk gik man rundt inde i de mange rum og blev overrasket over at der kunne blive ved med at komme flere og flere udstillinger.

Kvalitet og kvantitet

Jeg mener bestemt at Museo de Cera har noget at lære fra Madame Tussauds i forhold til kvalitet. For det var langt fra ikke alle figurer man kunne genkende før man havde læst skiltet. Men når det så er sagt – så grinte vi faktisk en del af det, og vi synes at det var enormt morsomt at gå rundt derinde i noget der føltes som en evighed, på grund af den meget store mængde af voksfigurer.

Og ja, det er Michael Jackson jeg står med på billedet nedenfor.

Barcelona Museo de cera

For lige at opsummere:

– Du får set rigtig mange voksfigurer hos Museo de Cera
– Du får et godt grin over de mærkværdige voksfigurer – nogle ligner bare bedre end andre
– Du skal lige overveje det inden du medbringer børn til tortur-voks-udstillingen

Skal du besøge museet?

Hvis du nu sidder og tænker at du gerne vil besøge museet, kan jeg fortælle dig at priserne er €15 for voksne og €9 for børn mellem 5 og 11. Du finder museet i en sidegade til Ramblaen på adressen Ptge. Banca, 7. Læs mere på: www.museocerabcn.com

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar