Sjælland

Turist i København

Jeg tilbragte i går dagen i den danske hovedstad København, hvilket jeg må indrømme er en ting jeg gør alt for sjældent. Jeg kan huske at jeg har besøgt byen med mine forældre da jeg var ganske lille. Herudover er det kun blevet til nogle kortere visits for at shoppe på Strøget, for at være til Jul i Tivoli, for at opleve en koncert og for at deltage ved Copenhagen Fashion Week. Men der har på ingen af disse ture været tid til at tage turistbrillerne på – og det var netop hvad jeg valgte at gøre i dag. Der stod derfor sightseeing på programmet, og jeg fik set mange af de steder af byen hvor mine forældre også tog mig rundt da jeg var barn. Så her er de ting jeg nåede på én dag i København.

Carlsberg glyptotek

 

Ny Carlsberg Glyptotek

Dagen startede lidt sur, trist og grå og regnen stod ned i stænger – typisk dansk sommer! Så jeg valgte at starte indendøre med håbet om at det ville klare lidt op i løbet af dagen. Dagens første stop blev derfor Ny Carlsberg Glyptotek, som er et kunstmuseum med en stor samling af antik og moderne kunst fra hele verden.

Museets samling var oprindeligt en privat kunstsamling af brygger Carl Jacobsen, og i 1882 måtte han erkende at der ikke længere var plads til den evigt voksende samling i hans private hjem. Han flyttede derfor samlingen ud i nye lokaler i det gamle Glyptotek ved siden af carlsberg bryggeriet, hvor han også lod offentligheden komme ind og nyde samlingen. I 1888 blev pladsen igen for trang, og han gav samlingen til Staten imod at de ville finde nogle nye og bedre lokaler + at samlingen skulle forblive samlet. Herefter rykkede samlingen ind i bygningen der i dag hedder Ny Carlsberg Glyptotek.

Jeg gik rundt i bygningen og fordybede mig i de forskellige samlinger med alt lige fra franske malerier til skulpturer fra antikken. Men særligt var jeg vild med forhallen som bød på et palmehus med planter og bænke placeret under en stor glaskuppel. Entreprisen er 95 kr (hvis du som jeg er over 27) og man kan nemt bruge en time eller 2 herinde.

Carlsberg glyptotek Carlsberg glyptotek

 

Strøget

Der er vel egentlig altid plads til lidt shopping. Og København er helt sikkert det rette sted at gøre dette. Der findes et væld af mainstream butikker op langs Strøget, og masser af fede specialbutikker og cafeer ind langs sidegaderne. Jeg gik derfor turen op ad Strøget hvor jeg fandt lidt godt og blandet. Heriblandt en lille gave til Andrea.

Jeg var også en tur forbi Storkespringvandet på Amagertorv. Jeg har altid godt kunnet lide dette springvand for dets fine detaljer og dets skønne storkemotiv. Det var der åbenbart også andre der kunne, for her vrimlede det med mennesker og turister, og det gav et hyggeligt lille afbræk på turen, at kunne sætte sig med sin to-go sandwich og blot kigge på menneskemængden der gik forbi.

IMG_7184

 

Rundetårnet

Endnu en god gammel klassisker når man er turist i København er at besøge Rundetårnet, som du finder på Købmagergade i det indre København. Tårnet blev bygget af Christian den 4. tilbage i 1642 og det lille tårn på bygningens tag var oprindeligt et observatorium hvorfra man kiggede ud på stjernehimlen. Rundetårnet er dermed det ældste observatorium i Europa.

For kun 25 kr kan du få lov til at gå op på toppen af dette 41,5 meter høje tårn hvorfra du kan nyde udsigten ud over Københavns tage – eller rettere: udsigtsposten er placeret i 34,8 meters højde. Rundetårnet er foruden den gode udsigt også kendt for den brede spiralgang der fører dig næsten hele vejen op i tårnet. Turen i rundetårnet er en smule turistet, men kan klart anbefales for pengene.

Rundetårnet københavn Rundetårnet københavn Rundetårnet københavn

 

Nyhavn

Du kender helt sikkert Nyhavn for de farverige små huse langs havnekanten. Nyhavn er et havneområde der blev bygget i 1670’erne og på trods af navnet er det ikke ligefrem en ny havn, men derimod en af de ældste i København. Nyhavn er et populært sted for særligt turister og langs havnepromonaden kan du finde en masse hyggelige spisesteder, hvoraf mange sf dem serverer danske smørrebrød.

Nyhavn københavn Nyhavn københavn

 

Kanalrundfart

Som en lidt spontan beslutning valgte jeg at tage en tur med en kanalrundfart. Det viste sig at være en rigtig god beslutning. Det var sidst på dagen og jeg var efterhånden lidt træt i benene, så kanalrundfarten gjorde at man kom ud til flere af de betydningsfulde seværdigheder i København – og alt sammen på en time. Rundfarten jeg var på startede fra Nyhavn, men der findes flere muligheder i forhold til af- og påstigning. Rundfarten tog os blandt andet med ud forbi Den Lille Havfrue samt ind gennem kanalerne ved Christianshavn. Undervejs var der en behagelig og humoristisk guide der fortalte om seværdighederne vi sejlede forbi.

IMG_7272 IMG_7309 IMG_7351 IMG_7366

 

Hvad ville du gøre hvis du havde én dag til sightseeing i København?

You Might Also Like

2 Comments

  • Reply
    Nicoline Berthy
    5. september 2017 at 11:01 am

    Jeg har boet otte måneder i Sydney, og selvom jeg elsker det hernede så savner jeg altså nogle gange København. Jeg har virkelig indset, at vores fantastiske hovedstad virkelig kan noget, og når jeg vender tilbage næste sommer vil jeg fordybe mig meget mere i byen! :)

    • Reply
      Rebecca Line
      5. september 2017 at 11:13 am

      Ja, der er bare noget helt særligt ved København. Og der er altid en masse nyt man kan fordybe sig i – om det så er shopping, cafeer, attraktioner eller noget helt fjerde. Byen oser bare af charme!

      Men Sydney er bestemt heller ikke dumt. Vi boede der tilbage i 2012-13 og vi savner sådan byen, så husk at nyde det mens du er der :-)

      / Rebecca

    Skriv en kommentar