10 praktiske tips til dig der flytter til Australien

Gid det var os der skulle flytte tilbage til Australien! Det er det desværre ikke, men vi fik forleden et par spørgsmål af to piger som skulle flytte derned. Og da det var nogen spørgsmål som vi er blevet spurgt om et par gange besluttede vi os for at dele ud af de erfaringer vi selv gjorde i forbindelse med flytning til Australien. Med alt fra at finde bolig, oprette en bankkonto, at finde et job osv. Men husk nu på at det altså lige er et par år siden at vi var i Australien, og at vi ikke repræsenterer en komplet facitliste. Blot vores input i forhold til gode råd og vejledning. Hvis der sidder nogen derude der har gjort sig andre erfaringer må i meget gerne skrive i kommentarfeltet.

coogee-2 copy

1. Bestil Visa

For at komme ind i Australien er det nødvendigt at bestille et Visa. Der findes et hav af forskellige visa at vælge imellem alt efter hvilket behov du har. Langt de fleste vi kender og har hørt om har valgt at tage afsted på et Working Holiday visa hvilket lader dig være i Australien i op til et år, hvor du som navnet også afslører har mulighed for at holde ferie / arbejde i Australien i et år. Det var også dette visa vi selv fik da vi tog til Australien, og det var utroligt nemt at få. Vi mindes at der gik ca en uge før vi begge havde fået vores visa, men bestil hellere i god tid, så du ikke sidder med nervøse miner i sidste øjeblik.

Kriterierne for at få et Working Holiday visa er følgende:

  • At du er 18 eller over, men under 31.
  • At du ikke har haft et working holiday visa før (du kan dog forlænge det hvis du har arbejdet 3 måneder på en farm under dit første ophold).
  • Dit visa udløber 1 år frem fra den dato du tager ind i landet.

Du kan finde en liste over mulige visa, samt bestille det visa der passer bedst på dig her på www.homeaffairs.gov.au >

2. Forsikringer

Vi priser os simpelthen så lykkelige for at vi havde tegnet en forsikring på vores rejse til Australien, for vi fik i den grad brug for den. Vi havde nemlig indbrud i vores bil hvorfra vi fik stjålet flere af vores mest værdifulde sager inklusiv begge vores pas således at hele rejseplanlægningen pludselig også skulle redigeres. Vi fik størstedelen af omkostningerne dækket for vores tabte ting, og vi fik en masse hjælp og support til at komme videre. Vi ville derfor aldrig rejse uden en forsikring!

3. Vacciner

Husk også at tage en snak med din læge vedr. vaccinationer inden rejsen. Det er et krav at man får en vaccination imod stivkrampe, og de fleste læger vil også anbefale en vaccine for hepititis A&B. Bemærk at det kan være en fordel at komme i god tid i forhold til vacciner, da der nogen gange skal mere end én vaccine til (hvis du f.eks. ønsker en længere virkning). Og så er det en rigtig god ide at medbringe dit vaccine-kort på rejsen, så du kan dokumentere hvilke vacciner du har fået.

4. Internationalt kørekort

Hvis du ved at du skal ud at køre i Australien kan det godt betale sig at anskaffe sig et internationalt kørekort hjemmefra. I bund og grund er dette blot en oversættelse af dit eksisterende danske kørekort. Der er stor diskussion om hvorvidt det er nødvendigt at have et internationalt kørekort i Australien. Vi har hørt mange sige at de bare har vist deres danske, og at det var nok. Men nogle få melder også at de har siddet i saksen fordi de ikke havde et – så personligt ville jeg sørge for at have styr på dette. Og det koster kun 25kr nede på kommunen, så det kan godt betale sig for at få lidt ro i sindet.

Hvis ikke du får det gjort hjemmefra skal du nemlig til at sende en kopi af dit kørekort ind til den danske ambassade i Australien, hvor de skal oversætte det og sende det retur til dig. Dette kan være en længere proces, så ikke anbefalelsesværdig.

5. Meld flytning

Først og fremmest skal du huske at melde flytning når du flytter til Australien (eller til udlandet generelt). Dette er både med din postadresse, som eventuelt kan være hjemme hos dine forældre, hos et hold venner eller naboen, men også hos folkeregisteret. Husk også at få dig skrevet på Danskerlisten, så du kan blive kontaktet i tilfælde af naturkatastrofer og den slags. Hvis du skal arbejde i udlandet bør du også henvende dig til skat, og eventuelt melde din flytning hvis du vil undgå dobbelbeskatning.

lejlighed-2

6. Hvordan finder vi en bolig?

Det er utroligt nemt at lede efter boliger i Australien. Der er mange ledige boliger, så det er bare om at holde øjne og ører åbne. Hvis det er et sted du skal bo fast i længere tid, bør det også være et sted hvor du føler dig hjemme, og som du som minimum har været ude at tjekke ud forinden. Det er dog ikke altid muligt. Booker du bolig hjemmefra anbefaler vi derfor at du kun booker kortvarigt, så du kan komme ud og finde noget mere permanent. Dette gjorde vi, da vi i sin tid flyttede til Sydney. Her valgte vi at booke os ind på et hostel ved navn Wake Up i den første uge. Og denne uge tilbragte vi så med en seriøs boligjagt. Vi gennemsøgte nettet – og særligt en hjemmeside ved navn Gumtree – for at finde den helt rigtige bolig. Det er også muligt at søge efter boliger på opslagstavler rundt omkring på hostels. Eller brug Facebook. Der findes f.eks. en Facebookgruppe der hedder Sydney Rent Rooms & Apartments, eller spørg i grupper med danskere i Australien. Der er ofte nogen der kender noget.

Vi var ude og kigge på flere boliger rundt omkring i Sydney, og endte med at forelske os i et lejlighedskompleks uden for byen ved Coogee Beach. Det er meget populært at dele boliger i Australien, og det var også det vi gjorde. Vi boede sammen med 4 andre i vores lejlighed, hvor der var 3 personer der boede på et værelse og én person der boede inde i stuen bag gardinet. Vi selv fik lejlighedens bedste rum i form af en værelse med dobbeltseng, stort klædeskab og et skrivebord.

7. Hvordan åbner man en bankkonto?

Skal man overhovedet åbne en bankkonto? Og hvilken bank skal man vælge? Så snart du skal arbejde eller bo længere tid i Australien vil vi anbefale dig at åbne en bankkonto så du herved undgår en masse unødige gebyrer ved f.eks. kontanthævninger. Vi anvendte Commonwealth under vores ophold, og begrundelsen var i sin enkelthed at de havde flest hæveautomater rundt omkring, men vi hørte også mange backpackere snakke godt om Westpack. I det store hele gør det ikke den store forskel om man har den ene eller anden, og det er måske lidt et spørgsmål om religion. Dog er det værd at søge efter banker der tilbyder en gratis konto (hvilket vi havde hos Commonwealth i sin tid), eller banker der tilbyder overførsler til/fra udlandet gebyrfrit. Sidstnævnte har vi hørt rygter om at CitiBank tilbyder, så det kunne måske være et godt bud.

For at åbne en bankkonto skal du blot medbringe et pas, og gå ind til banken og bede om at oprette en konto. Somme tider kræves det dog at du fremviser mere ID (fødselsattest / kørekort / sygesikring) samt kontoudskrift fra din danske bank. Så vær godt forberedt. Og så blev vi ellers kaldt ind til et lille møde, hvor vi blev bedt om at udfyldenogle papirer således at banken havde nogen flere detaljer om os.

8. Job og tax file number

For at kunne finde et arbejde i Australien er det nødvendigt at have et Tax File Number. Man kan først ansøge om et Tax File Number når man er bosiddende i Australien, og har en australsk adresse. Du skal bruge det for at kunne betale Australsk skat under dit ophold – en skat du kan få tilbagebetalt ved udrejse. Nu vil vi ikke belære jer om skatteregler, for faktisk synes vi selv at det virkede lidt forvirrende. Men vi mener at grunden til at der er mulighed for at få den australske skat tilbagebetalt skyldes at man ellers risikerer dobbelbeskatning. Mon ikke at der sidder nogen kloge hoveder derude der kender svaret på dette? Om ikke andet skal man have et Tax File Number for at kunne arbejde i Australien, og du kan ansøge om Tax File Number  her>

9. Telefon abonnement

Hvis du skal bo i Australien over en længere periode bør du gå ud og erhverve dig et telefon abonnement. Telstra er et af de selskaber der har bedst dækning i hele landet, men prisen er også lidt derefter. Hvis du kun skal bo i storbyerne kan du f.eks. gå efter Vodafone eller Optus. Hvis du skal bo i Australien i længere tid – lad os sige 2 år – kan det godt betale sig at vælge et abonnement med længere bindingsperiode.

10. At købe en bil

Da vi var i Australien valgte vi at købe en bil til vores roadtrip. Vi valgte at købe frem for at leje,da dette i længden var langt billigere. Dog var der også nogle risici ved at købe frem for at leje,såsom at bilen kunne gå i stykker (og dermed ikke kunne sælges), eller man kunne risikere at brænde inde med bilen hvis ikke man fik den sat til salg tids nok. Men det var heldigvis et eventyr der lykkedes helt fint for os, og vi fik os en rigtig god bil til vores roadtrip, som vi solgte med et lille underskud. Læs mere om at købe bil til en roadtrip >

bil-2

Written By
More from Rebecca Line

Q&A om Australien

Gennem tiden har vi fået en hel del spørgsmål i vores mailbox...
Read More

Skriv en kommentar