Status efter 6 måneder i Italien

Det er godt nok en kliché at sige, men endnu engang er tiden bare fløjet. Vi har allerede tilbragt vores første halve år i Italien, og hverdagen kører afsted i fuld fart. Vi har nu taget hul på marts måned, og vejret begynder for alvor at arte sig hernede i Italien, og man kan virkelig mærke at foråret er på vej. Ja, vi har tilmed vovet at smide jakken et par gange.

Vi har for alvor mærket hvordan gaderne pludselig bliver fyldt med liv igen, og hvordan italienerne nyder at tilbringe tid udendøre. Det er her de mødes og her de hænger ud. Der er bænke på alle gadehjørner, og de er stort set konstant i brug, den store legeplads hvor vi har tilbragt en del tid er pludselig overfyldt med noget der ligner 100 børn og deres forældre der skal deles om 2 rutchebaner og 6 gynger. Og man kan for alvor fornemme duften af de italienske retter der hænger i luften, nu hvor vinduerne begynder at åbnes op for fulde drøn. Ja, nu kan man for alvor mærke at sommeren er på vej.

Italien roadtrip i sigte

Som i nok har bemærket har vi ikke været på alverdens udflugter her i januar og februar – hvilket primært skyldes at vejret simpelthen har været for dårligt og ustabilt. Men i forbindelse med at vejret nu for alvor begynder at blive dejligt lunt begynder vi også at være mere seriøse med planlægningen af kommende udflugter rundt i landet. Og den næste store udflugt nærmer sig gevaldigt. Vi skal nemlig ud på en lille roadtrip i SydItalien.

Planen er at sejle fra Napoli til Palermo på Sicilien, hvorfra vores roadtrip begynder. Herefter vil vi bruge en lille uge på denne skønne ø, hvor vi for alvor skal smage noget lækkert og autentisk italiensk mad, og få en masse gode oplevelser med børnene. Når ugen lakker mod ende fortsætter vi roadtrippen op gennem regionerne Calabrien og Puglien, hvoraf vi primært har valgt at koncentrere vores tid i sidstnævnte region, da vi her har en masse spændende destinationer vi ønsker at besøge.

Og jeg skal naturligvis nok gå mere i detaljer med den eksakte rute samt oplevelser, så følg endelig med hvis i har interesse i selv at tage på en roadtrip i Syditalien.


Der er noget nyt i pipeline – igen!

Desuden vil jeg gerne – endnu en gang – undskylde for ikke at have været så aktiv på bloggen på det seneste. Det er virkelig en skam, for vi får oplevet en del jeg slet ikke har tid til at få skrevet omkring. Jeg havde ellers et nytårsfortsæt om at jeg ville til at skrive flere indlæg til jer, men i stedet har jeg nu indgået nogen nye arbejds-aftaler i et nyopstartet projekt, der gør at jeg desværre har haft mindre tid til at få det gennemført. Et projekt, som jeg nok lige skal løfte sløret for i et senere indlæg. Så mere info følger, og forhåbentligt får jeg tid til at opdatere jer mere her på bloggen inden længe.

Skriv en kommentar