Status efter 10 måneder i Italien

Så gik der sørme også 10 måneder, og tiden er endnu en gang fløjet fra os. Sommeren har for alvor ramt Italien, og vi har for endelig været rigtigt ude og oplevet dette fantastiske land. Vi har også en stor nyhed vi skal dele med jer, men mere om den længere nede i indlægget. Der er ingen tvivl om at vi netop har været igennem to begivenhedsrige måneder, og at vi i den grad også har store begivenheder i vente.

Regn, regn og atter regn – men så kom solen

Jeg vil sige at det var pinefuldt at komme igennem maj måned her i Syditalien. Der stod regn, regn og atter regn på programmet, og det var stort set umuligt at planlægge noget spændende. For ærligt føler jeg mig ikke så inspireret til at tage på sightseeing når regnen står ned i stænger og når hele familien skal være pakket ind i regntøj fra top til tå. Og faktisk nægtede vi at gå ud og investere i regntøj til børnene – det gode vejr måtte jo komme!

Og heldigvis kom det gode vejr endelig da vi gik ind i juni måned. Til gengæld har der så også været over 30 grader lige siden. Så det kan vi vist ikke klage over. Eller måske lidt, for 30 grader kan også hurtigt blive for meget når man har to små børn. Så vi ærgrer os lidt over at forsommeren med de mildere sommertemperaturer aldrig kom.

2 ugers roadtrip i Syditalien

Men nu ikke alt det brok. I maj måned lykkedes det os at tage på en to ugers roadtrip i det sydlige Italien. Vi var godt nok på evigt flugt fra regnen, men det lykkedes os nogenlunde at få planlagt os frem til nogen nogenlunde regnfrie dage. Takket være diverse vejrapps!

Vi har allerede skrevet et indlæg om den rute vi tog på vores sydlige roadtrip. Men her får i lige et resume. Vi tog med færgen fra Salerno til Sicilien, hvor vi overnattede ved Siracusa. Herfra fortsatte vi til Ragusa og danæst Agrigento. Vi tog et par dage i Palermo, og kørte herefter videre til Taormina hvor vi oplevede vulkanen Etna samt Alcantara Gorge. Vi forlod nu Sicilien og kørte op gennem Syditalien. Vi tog et lille stop i byen Tropea i regionen Calabrien, hvorefter vi kørte et langt stræk op til Matera. Vi afsluttede vores roadtrip på Italiens hælespids, hvor vi overnattede i Otranto, hvorfra vi tog på udflugter til blandt andet Galipoli og Lecce. Herefter kørte vi tilbage til Salerno, efter en begivenhedsrig tur.

Børnene er gået på sommerferie

I dag var det børnenes sidste dag før sommerferien. Her i Salerno holder børnene nemlig sommerferie i 2 måneder – dette gælder også børnene i vuggestue og børnehaven. Hjemme i Danmark plejer det jo kun at være et par uger at der er sommerlukket, så vi må indrømme at det kom en smule bag på os, at det var så lang en periode. Men vi har brugt et par dage på at fortælle børnene igen og igen, at det var vigtigt at de fik sagt ordentligt farvel til sine klassekammerater samt lærere.Jeg er ikke sikker på om de 100% forstod budskabet,men der blev da kysset og krammet på livet løs da vi forlod institutionen. På det punkter de godt nok utroligt kærlige, de italienere. Vores børn blev uden tvivl sendt ud af døren med masser af kærlighed og gode venskaber i bagagen.

 

Og nu til den store nyhed…

Som jeg lige kort nævnte oppe i indledningen, så har jeg en stor nyhed, som jeg nu vil røbe i denne update. Nemlig, at vi flytter hjem til Danmark igen til midt august. Det er jo lige om lidt! Det betyder at det italienske eventyr er ved at være slut for denne gang. Det har været en kæmpe oplevelse, men nu kan vi på mange måder mærke, at det sitrer i os for at komme hjem igen. Vi savner venner og familie, og vi savner at have vores eget hus og vores egne ting. Vi savner vores have og vores grill, og vi savner dansk mad. Vi savner Andreas bjerg af bamser, og vi savner de gamle rutiner.

Der er mange ting vi savner ved at være hjemme i Danmark, men mest af alt savner Kris og jeg nok også at vi igen kan få tid til at tage ud på en date uden at vi har børnene 24/7. Og nu må i endelig ikke misforstå mig. Vi elsker vores børn, og det har været en fornøjelse at dele dette fantastiske eventyr med dem. Men somme tider kan man have brug for lige at få en friaften. Og nu er det snart et år siden at vi sidst har prøvet det. Men det korte og det lange er, at vi nu snart kommer hjem til Danmark igen. Og vi ser frem til at se hvilke nye eventyr der er i vente.

Årets sommerferie går til …

Som jeg tidligere nævnte i et indlæg, så går årets sommerferie i til Kroatien. Her skal vi i samarbejde med Vacance Select opleve Klenovica campingpladsen, hvorefter vi tager tager en to ugers roadtrip igennem Norditalien, og ned til vores bolig i Salerno. Vi har på ingen måde nået at få planlagt detaljerne for ferien og hvilke byer vi ønsker at besøge på vejen, og jeg går ud fra at en stor del af det kommer til at blive spontant. Det plejer nemlig at være mig, der står for en rygende grundig research forud for vores rejser, men i forbindelse med voldsom travlhed på min nye webshop homedec.dk har jeg endnu ikke haft tid til at give det en tanke. Jeg håber at det kommer, men i er selvfølgelig også velkomne til at give os et tip til gode oplevelser i Norditalien.

Efter sommerferien

Efter endt sommerferie står den på pakning, og vi skal have pakket alt vores tøj og legetøj ned i flyttekasser. Og så skal vi ellers til at vende snuden hjemad mod lille Danmark, som endnu en gang skal være vores hjem.

Skriv en kommentar