Skal man besøge Søby Brunkulsmuseum?

SVARET ER SELVFØLGELIG JA! Vi har tilbragt en dag ved Søby Brunkulsmuseum, og det viste sig at være en spændende og lærerig oplevelse. Vi fik en guidet tur af Jan Svendsen som er bestyrrelsesformand ved museet, og som havde en utrolig viden omkring Søby og brunkullet – han har endda skrevet en bog herom ved navn Det Brune Guld.

IMG_4783

Et stykke Danmarkshistorie

Vi blev faktisk lidt overraskede – for vi havde ikke regnet med at man skulle finde et så stort stykke af Danmarks historien midt i den jyske hede. Og vi havde tilmed aldrig før hørt om hverken Søby eller minekultur i Danmark. Men det var en realitet i årene 1939 og frem til maj 1970. Nu brugte jeg ordet minekultur, men faktisk er der ikke tale om underjordiske miner. Brunkul findes i lejer, som er en slags fordybninger, som udgraves til formålet. Ved brunkulsmuseet finder du naturligvis en udendørs udstilling, der viser de maskiner og redskaber de har benyttet sig af, og herigennem får du en langt bedre forståelse.

IMG_4867

En voksende industri

Man begyndte at udvinde brunkul fra jorden kort forinden 2. verdenskrig, og under besættelsen fik dette en stor betydning, da der herigennem kom både arbejdspladser og brændsel til hele landet. Da brunkulsindustrien var på sit højeste var der et sted mellem 3000-3500 minearbejdere i området, og Søby Brunkulslejerne var dermed en af Danmarks største arbejdspladser. Alle disse arbejdere skulle naturligvis have sig et sted at bo, og der opstod et lille bofællesskab, hvor folk slog sig ned i små træhuse i det vi i dag kalder Søby.

IMG_4779

Det lille minesamfund i Søby

Der blev hurtigt dannet et lille minesamfund i byen Søby, som primært bestod af huse på størrelse med kolonihavehuse. Disse huse rummede somme tider hele familier, som hermed levede meget trangt. Årsagen til at man valgte at acceptere den ringe levestandard var, at man hele tiden havde en forventning om af brunkullet ville slippe op, og der blev derfor aldrig oprettet et permanent boligområde til de mange tusinde arbejdere. I stedet boede man tæt i et lille fællesskab, og med årene blev man et sammentømret lille samfund.

Brunkulslejerne ved Søby var Danmarks farligste arbejdsplads. Den tiltrak dog alligevel en del mænd særligt i alderen 18-35, da man her kunne skaffe nogle gode penge ved at arbejde i lejerne. De mange penge der blev tjent i brunkulslejerne, blev som oftest også tabt igen, med hasardspil, druk og sortbørshandel. Der var nemlig opvokset en helt særlig spillekultur i Søby. Dette kan i også lære meget mere om ved en af museets udstillinger.

Mere om brunkulsmuseet

På brunkulsmuseet finder du et utal af billeder og fortællinger, der på bedste vis illustrerer jobbet i brunkulslejerne. Og udendørs finder du som sagt en udstilling med maskiner og redskaber fra en mine i brug. Museet har desuden nogle få af de originale Søbyhuse stående. Her kan du træde indenfor i flere af de boliger som engang var en del af Søby, og herved får du en forståelse for tiden og levestandarden og livet i Søby.

IMG_4885

Oplev naturen rundt om museet

Når du har besøgt Brunkulsmuseet er det et must at tage en køretur rundt i området. Her kan du nemlig stadig finde forladte maskiner der står frit, og du kan finde flere søer, hvor vandet i dag har oversvømmet de brunkulslejer der engang var. Gå desuden ikke glip af udsigtspunktet, som byder på en smuk udsigt ud over naturen.

IMG_4943

Guidet tur

Nu vil vi ikke afsløre alle de gode historier – for dem vil Jan helt sikkert gerne have æren af at fortælle jer. Man kan booke en rundvisning i Søby, hvor man får fortalt om hvordan man boede. En rundvisning koster 500 kroner, og er værd at tage med.

 

SPONSORERET: Opdagelse.dk blev inviteret til Herning af Visit Herning, men alle meninger er vores egne

Save

Written By
More from Rebecca Line

En dag i Odense Zoo med fodring af girafferne

De bedste zoologiske oplevelser er når man komme helt tæt på dyrene,...
Read More

Skriv en kommentar