Sommerferien går til: Pra Delle Torri

Nu har vi langt om længe fået årets sommerferie på plads. Og ja, rejsebloggere trænger også til sommerferie. I år går turen til Pra Delle Torri, som er en stor børnevenlig campingplads i Italien. Vi ser meget frem til at tilbringe en uge i dette lille børneparadis, hvor vi rigtig kan få slappet af og nyde tiden sammen som familie – en ting vi værdsætter højt nu hvor vi har to små børn.

Pra delle Torri Campingplads Pool

Vores første campingferie

Kris har gennem sin barndom med sine forældre besøgt flere campingpladser rundt omkring i Sydeuropa, men det er nu noget ganske andet at stå på egne ben, og selv at prøve en vaskeægte campingferie for første gang. Camping er stadig en nogenlunde ukendt ferieform for os, da vi mere eller mindre er vant til at drage afsted på storbyferie. Men gennem de seneste år har vi bemærket hvordan vores børns behov begynder at fylde mere og mere, og vi ønskede derfor en sommerferie som er fuldstændigt på børnenes præmisser, og en campingferie er dermed oplagt. Der er masser af sol og sommer, og børnevenlige aktiviteter og ikke mindst masser af andre børn. Det er i hvert fald vores forventninger! I år begiver vi os derfor afsted på vores første rigtige campingferie som familie, og vi ser frem til at udforske denne nye ferieform.

Pra delle Torri Campingplads pool

Pra delle Torri Campingplads leg i vand

Campingpladsen Pra Delle Torri

Campingferien er booket gennem Eurocamp, hvor vi faldt over campingpladsen Pra Delle Torri, som ligger ved Adriaterhavet. Campingpladsen virker til at være ekstremt børnevenlig, hvilket naturligvis var noget vi vægtede højt. Pra Delle Torri har et stort poolområde med hele 4 swimmingpools samt 6 vandrutchebaner, herudover er der et stort legeland og et stort udvalg af aktiviteter for børn. Med en datter på 2,5 og en søn på knap 6 måneder, ønsker vi nemlig at denne ferie skal have stor fokus på leg og aktiviteter i børnehøjde.

Under vores ophold skal vi bo i et mobilhome. Det vil sige en lille campinghytte, der er udstyret med at det basale. Køkken, bad og soveværelser. Køkkenet er udstyret med køleskab og komfur og udendørs vil der være en grill. Så der er rig mulighed for selv at lave maden mens vi er afsted på camping. Og faktisk ser vi dette som et kæmpe plus, da man herved får mulighed for at spare en masse penge på de dyre restaurantbesøg. Og det er især praktisk når man rejser med helt små børn, hvor restaurantbesøg kan være lidt af en prøvelse (læs også vores tips til at spise ude med børn). Men der er naturligvis også nogle restauranter samt takeaway muligheder på campingpladsen til de der gerne vil ud at spise.

Pra delle Torri Campingplads mobilhome

Pra delle Torri Campingplads spisested

Mere om Eurocamp og booking af campingferie

Vi har som sagt booket turen gennem Eurocamp, som udlejer telte og mobilhomes på mere end 180 campingpladser rundt omkring i Europa. De tilbyder en stor variation af både pladser for småbørnsfamilier og pladser for de ældre børn. Faciliteterne på pladserne er derfor også meget forskellige, og det er derved muligt at finde en campingplads der matcher fuldstændigt på ens behov og ønsker. Eurocamp tilbyder desuden også mange forskellige boligtyper på deres campingpladser med telte til mobilhomes i forskellige prisklasser.

Endnu en af fordelene ved Eurocamp er, at de tilbyder frie ankomst- og afrejsetidspunkter. Det vil sige at det ikke er faste dage på nøjagtigt en uge – f.eks. lørdag til lørdag som er en typisk indtjekningsdag*. Dette gør det også lettere i forhold til at finde billige flybilletter, som oftere er langt billigere når de falder på en skæv ugedag. Vi har valgt selv at køre hele vejen, og vi tager formentlig et par spontane overnatninger undervejs, hvor vi kan strække benene, få sovet i en god seng og komme ud og opleve lidt.

*Dog er der få pladser, hvor det ikke er tilladt at tjekke ind og ud om lørdagen – dette er f.eks. gældende for Pra delle Torri, som vi har valgt.

Pra delle Torri Campingplads strand

Pra delle Torri Campingplads legeland

 

Skal du på campingferie i år?

SPONSORERET: Opdagelse.dk er inviteret til campingpladsen Pra Delle Torri af Eurocamp, men alle meninger er vores egne

Written By
More from Rebecca Line

Rejsebudget: 4 dage i Lissabon

Her får i et indblik i rejsebudgettet fra vores 4 dage i...
Read More

Skriv en kommentar