Oplevelser på South Coast NSW i Australien

En læser har spurgt ind til flere indlæg omhandlende vores tur til Australien, og vi har heldigvis en masse gode historier, som vi endnu ikke har fået lagt op her på bloggen. Blandt andet hvilke oplevelser du kan få på når du på en roadtrip kører på South Coast NSW i Australien. Denne strækning kørte vi umiddelbart efter ruten Grand Pacific Drive, som vi også har beskrevet.

South Coast i staten NSW er beliggende på Australiens sydligste østkyst, og den strækker sig nogenlunde fra The Royal National Park nær Sydney og ned til Sapphire Coast i statens nedre grænse. Vi vil i dette indlæg beskrive vores rute fra byen Kiama og ned til Eden.

Kiama Blowhole

Hvis du befinder dig i nærheden af byen Kiama kan det anbefales at tage et smut forbi Kiama Blowholes, som er et hul i en klippeformation. På en god dag når bølgerne rammer rigtigt, vil der blæses masser af vand op ad dette hul – hvoraf navnet Blowhole. Vær dog beredte på, at det ikke er hver dag, at vind og vejr giver de bedste muligheder for at se dette fænomen. Vi så desværre kun nogen små skvulp, men hørte rigtig godt om oplevelsen fra andre. Ved Kiama Blowhole finder du desuden også et nydeligt fyrtårn fra 1887.

IMG_6245 copy

 

Vandfald i Budderoo National Park

Efter besøget ved Kiama kørte vi ind i landet for at se nogle vandfald i Budderoo National Park. Vi havde besluttet os for at se de tre vandfald Carrington Falls, Belmore Falls og Fitzroy Falls. Der var en lille køretur imellem de tre vandfald, og man skulle ud på nogle små vandreture for at komme ud til udsigtspunkterne, så dette endte med at tage en halv dag på ruten.

Vores favorit af disse 3 vandfald var klart Carrington Falls, hvor man både havde mulighed for at se vandfaldet langtfra (som på billedet nedenfor), men man kunne også stå og soppe i vandet på toppen af vandfaldet.

IMG_6376 copy

 

Smukke strande ved Booderee National Park

Vi satte kursen mod Hyams Beach og Chinamans Beach – to strande der skulle være rigtig smukke med hvidt sandstrand og beliggende lige nord for Booderee National Park. Vejret var dog ikke helt så godt og derfor levede Hyams Beach og Chinamans Beach desværre ikke helt op til deres potentiale.

Vi endte med at tage turen ind i Booderee National Park, hvor der er flere strande hvor vandet fra Jervis Bay skyller op. Det kostede $11 for at komme ind i parken. Vi gad godt have set Booderee National Park på en solskinsdag – for det hvide sand og det blå hav kom desværre ikke til sin ret denne dag. Indenfor nationalparkens områder var der flere ruter og destinationer man kunne vælge, og for os var dagens to højdepunkter Hole In The Wall og Cave Beach.

Nationalparken byder også på et stort campingområde, og masser af udendørs aktiviteter. Særligt er det populært at tage på sejlture for at se de vilde delfiner, der svømmer rundt i Jervis Bay.

jervisbay_01

 

Pebbly Beach

Ved Pebbly Beach beliggende i Murramarang National Park, skulle der efter sigende være gode muligheder for at møde kænguruer nede ved strandkanten. Vi valgte dog denne oplevelse fra.

Mogo Zoo

Når du trænger til et afbræk fra den lange ensartede kyststrækning kan du eventuelt tage i zoologisk have. Mogo Zoo har et rigt dyreliv, og giver dig mulighed for at komme helt tæt på dyrene – som f.eks. ved at fodre en tiger eller en løve. Denne zoologiske have har ikke den samme volumen af Australske dyr, som man finder i så mange andre haver rundt omkring, men de har i stedet særligt en stor samling af aber, og herudover en del afrikanske dyr.

mogo zoo

 

Montague Island

Hvis du elsker dyreliv bør du tage et smut ud forbi Montague Island Nature Reserve. Dette er hjemmet for hundredvis af sæler og masser af fuglearter, og er foruden omgrænset af smukke omgivelser. Du kan komme tæt på øens sæler på en bådtur at tage ud på en bådtur, eller bedre endnu – tag ud og dykke med dem. Vær opmærksom på, at Montague Island er en ø beliggende 9 km fra kysten – og adgang hertil foregår derfor via en båd fra byen Narooma.

Montague Island Nature Reserve

 

Eden

Sidste stop på denne rute blev kystbyen Eden. Herfra er der gode muligheder for at spotte hvaler såsom pukkelhvaler i perioden fra maj til november. Byen er derfor omringet af flere gode udsigtspunkter, hvor du kan få en panoramaudsigt ud over havet. Herudover er der et stort udvalg af sejlbåde der tilbyder ture, hvor du kan komme på hvalsafari.

En anden attraktion i byen er Eden Killer Whale Museum, som er et museum dedikeret til hvaler, og særligt spækhuggere. Her får du et indblik i hvalfangst gennem tiderne.

eden_whale

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar