Oplevelser i det sydlige Apulien og Italiens hælespids

Det er ingen hemmelighed at Kris og jeg har forelsket os i Syditalien, og Apulien regionen er ingen undtagelse. Regionen er spækket med oplevelser for dig der gerne vil opleve kulturen, og for dig der gerne vil opleve det mere autentiske Italien. Du kender måske Apulien under et andet navn – den har nemlig mange kaldenavne: Puglia, Le Puglie og Puglien. Men de fleste kender formentligt regionen som Italiens hælespids. Regionen går et godt stykke op i landet som en bred linjelangs den østlige kyst, men vi har her i indlægget valgt at koncentrere os om den sydlige del af Apulien – dvs selve hælespidsen eller Salentohalvøen.

Under opholdet i det sydlige Apulien boede vi nær byen Otranto, som lå dejligt centralt i forhold til vores oplevelser rundt i området. Og byen er i sig selv en smuk lille perle, som er et besøg værd. Vi tilbragte 3 nætter på hotellet Masseria Mongiò dell`Elefante, som bød på en afslappende oplevelse i eksklusive omgivelser. Læs også vores hotelanmeldelse >

Otranto

Vores første stop rundt på Italiens hælespids blev byen Otranto. Dette er en lille havneby med fokus på fiskeri, landbrug og turisme. For at være ærlig havde vi på ingen måde fokus på at se “seværdigheder” i byen, men ønskede blot at hygge os, og at slentre rundt i byens gader for at få en fornemmelse af byens charme. Byen har en charmerende gammel bydel, og flere steder finder du storslåede kirker, og hvor vi nød en is og lidt aftensmad.

Must see seværdigheder i Otranto

  • Den gamle bydel er en attraktion i sig selv.
  • Oplev slottet Castello Aragonese
  • Gå en tur langs promonaden
  • Oplev byens kirker. Blandt andet Catedrale di Otranto og Chiesa di San Pietro.
  • Nyd en tur på byens strande: Baia dei Turchi og Spiaggia Alimini
  • Klokketårnet Torre dell’Orologio på Piazza del Popolo
  • Ca 5 km sydøst for Otranto, ved Fyret Faro della Palascìa finder du det østligste punkt af det italienske fastland.

 

Gallipoli

Vi ankom til Gallipoli hen på formiddagen på dag 2. Vi parkerede bilen på fastlandet og begav os ud på den lille ø, hvor den gamle bydel er at finde med udsigt ud over det Ioniske Hav. På vej herud passerede vi den lille bådhavn, som bevidnede at der her var tale om en vaskeægte havneby. Kort efter vandrede vi rundt i byens smalle gader, som bød på små fortorvscafeer, unikke butikker og historiske bygninger så langt øjet kunne række. Byen har græsk oprindelse og byens navn betyder “den smukke by”, og her er nogle af de ting vi vil anbefale i Gallipoli.

Must see seværdigheder i Gallipoli

  • Gåen tur i den gamle bydel og far vild i byens gader
  • Oplev slottet Castello di Gallipoli
  • Gå langs promonaden rundt om byen
  • Tag på en af byens mange strande: Samsara Beach, Spiaggia della Purità, Zeus Beach, Lido Punta della Suina og Spiaggia Baia Verde di Gallipoli. Der findes mange flere strande at vælge mellem.
  • Tag en tur i Splash Acquapark
  • Se den indvendige udsmykning af kirken Chiesa di Santa Maria della Purita
  • Lær mere om havets skæbninger hos Marea – Centro di Cultura del Mare

 

Kørsel rundt langs kyststrækningen

Efter et hyggeligt besøg i byen Gallipoli satte vi os atter tilbage i bilen, og vi kunne hurtigt se at vi have to trætte børn på bagsædet. Så vi valgte at tage ud på en ekstra lang køretur ned omkring Apulienn hælespids, alt imens Andrea og Wilfred kunne tage sig et lille hvil. Det endte med at blive en køretur på mere end tre timer inklusiv flere stops undervejs. Det viste sig at være en smuk køretur. Dog var det først helt nede omkring den sydlige spids at det for alvor begyndte at blive smukt.

 

 

Lecce

Vores tredje og sidste dag i det sydlige Apulien valgte vi at tilbringe i byen Lecce, som også kaldes for “Barokkens Firenze” på grund af alle de smukke og imponerende bygninger bygget i barokstil. Lecce er en af de større byer i Apulien og vi brugte derfor en del længere tid på at gå rundt. Overalt hvor vi gik lå der store majestætiske bygninger omkring os, og hver evig eneste bygning lignede at den havde en kæmpe betydning og funktion for byen. Byens kirker er ligeledes bygget i smuk barokstil, og troner sig op over byens tage.

Mange af gaderne i byens midte er meget børnevenlige uden biler og trafik, så her var der rig mulighed for leg. Og børnene takkede naturligvis ikke nej til en stor is før vi gav os ind på en af byens legepladser – Villa Comunale di Lecce – som er den bedste legeplads vi hidtil har været på i Italien. Så her fik vi hurtigt brugt et par timer. Tip: Hvis du er på udkig efter legepladser i Italien, kan du gå ind på Google maps og søge på Parco Giochio.

Must see seværdigheder i Lecce

  • Det romerske amfiteater nær Sant’Oronzo-pladsen. Teateret blev bygget i det andet århundrede og kunne rumme mere end 25.000 mennesker.
  • Gå ikke glip af de storslåede barok-kirker: Basilica di Santa Croce, Cattedrale dell’Assunzione della Virgine
  • Slip børnene fri på Piazza del Duomo
  • Husk at spise en gelato
  • Besøg slottet Lecce Castello
  • Gå igennem af byens byporte – f.eks. Porta Napoli
  • Find det skjulte romerske amfiteater. Dette teater kan hurtigt drukne lidt blandt de høje barokbygninger,men kan ses fra Via Arte della Cartapesta

I dette indlæg nævner vi en række must sees i de forskellige byer vi har set. Og nu skal det jo ikke forstås som om at det er must sees i samme størrelsesorden som f.eks. Colosseum, men at det er lokale must sees som er værd at overveje hvis du bevæger dig på disse kanter. Blot så i ikke sidder med skyhøje forventninger.

Jeg håber at dette indlæg har givet et indblik i de mulige oplevelser i det sydlige Apulien. Vi går så vidt muligt altid efter at finde den gamle bydel. Det er som oftest her at man finder byens hjerte, den hyggelige atmosfære samt masser af byliv. Herudover er det altid et must at finde en god gelato – både fordi at hele familien er vilde med italiensk is, men bestemt også fordi at det er et must i sommervarmen. Og så vidt muligt søger vi også efter store åbne pladser eller legepladser hvor børnene kan lege frit. Jeg håber at i fik inspiration til jeres eventyr i det sydlige Apulien – og bare vent, vi har flere gode historier på vej fra denne skønne region.

Skriv en kommentar