Om at tage sine børn med på den første rejse

Vi bliver spurgt af mange familier, om hvordan vi har turdet at tage springet og rejse rundt med med to små børn. Vi kender en del børnefamilier der endnu ikke har turdet sætte foden ind i en flyvemaskine med deres børn, da de frygter de scenarier der kunne forekomme. Og vi kender en del der blot ønsker at tilbringe ferien Danmark hvor der er sikkert og trygt. Hvor man har alt hvad man skal bruge lige ved hånden, og hvor man kender dagligdagen. Ikke at der er noget galt i det. Men hvis du sidder med et ønske om at komme ud i den store verden med dine børn, så burde der ikke være nogen hindring.

Nu rejser vi jo ikke fuldtid, men vi har haft børnene med på en del rejser – ikke mindst med flytningen til Italien som har budt på en del flere eventyr og udflugter. Vi har for længst opgivet at have tal på hvor mange flyvninger børnene har været på, og det hele begynder at blive lidt en hverdag. Vi vil derfor gerne dele nogen af vores bedste råd i forhold til at turde at tage springet, og håndgribelige tips til hvordan man kan tage det i små bidder.

Er børnene klar til at rejse?

Vi hører ofte undskyldningen om at børnene ikke er klar til at rejse. Hvis det hele skal være lidt sort / hvidt kan man måske sige, at børn er klar til at rejse når forældrene er klar. Og her gælder det virkelig om at mærke efter. Med vores første barn Andrea kunne vi næsten ikke vente med at få hende med ud i verden, og hun var med på sin første flyrejse til Dubai da hun var 4 måneder. Vi var frygtløse, og alting flaskede sig – heldigvis! Da vi så skulle ud og rejse med 2 børn for første gang var det pludselig noget andet. Og vi havde helt sikkert en lille barriere i forhold til at komme på farten igen, da vi vi pludselig skulle rejse med to børn. Og det var der flere grunde til. Først og fremmest havde Wilfred en rigtig dårlig nattesøvn det første år, som gjorde at vi simpelthen ikke følte at vi havde overskuddet. Men nu må vi erkende at det også lidt har været frygten for at skulle ud at rejse med to så små børn med meget store og vidt forskellige behov, der har virket intimiderende. Vi var helt klart mere afventende med at komme afsted, og Wilfred var derfor 6 måneder før vi tog ud på vores første kør-selv-ferie med to børn på bagsædet.

Start i det små

For at vide med sikkerhed om man er klar til at tage udfordringen op anbefaler vi at man tager en lille test før den helt store tur. Altså, at du ikke bare hopper ud i det med 3 måneders backpacking i Asien, men at du måske lige tager på en weekendudflugt et sted i Danmark og omegn. På den måde lærer du en del om hvad der er vigtigt at du skal have med på turen, hvordan du håndterer dit barn i nye situationer som f.eks. mad på farten, og at skulle sove et nyt sted.

Vi har selv gjort dette med begge børn forud for den første flyvetur. Vi forsøgte os med et par udflugter i Danmark for lige at afprøve den nye dynamik når nu vi havde to børn, og for at se hvordan lille Wilfred ville reagere på de nye rammer omkring ham. Vores største bekymring var i sin tid hvordan vi skulle få begge børn til at sove på ét hotelværelse, og hvordan vi kunne sikre os at Wilfred ikke skulle vække Andrea når nu han flere gange vågner om natten. Vores løsning på dette var et større værelse hvor børnene kunne stå lidt adskilt, og det lykkedes os nogenlunde at have en uforstyrret nat. Det skræmte heldigvis ikke Wilfred at komme ud i nye omgivelser, men det kan jo være forskelligt fra barn til barn.

Der er flere gode grunde til at man bør starte i det små:

  1. Når du vælger at tage på en udflugt tæt på hjemmet skal du ikke tænke alt for meget på transporten til og fra destinationen. Og du har desuden kun en kort tur hjem hvis nu at det hele skulle gå op i hat og briller.
  2. Det kan være en god ide at begrænse det til få dage, eller lad det måske bare være en enkelt dagsudflugt. Brug tiden på at lære barnet at kende, og mærk efter om i kan få det til at fungere med at tage på udflugter. Hvordan går det med barnets rytme? Hvordan løser du problemerne omkring spisning og søvn. Se om du kan finde dig nogle rutiner omkring det med at være på farten.
  3. Det kan også være en ide ikke at brænde det helt store budget af på én rejse. Hvis nu barnet slet ikke sover, eller hvis barnet ikke kan finde ro eller hvad ved jeg. Der er ingen tvivl om at forventningerne til rejsen vil være langt højere desto flere penge du putter i budgettet. Og det er ikke sikkert at bleskift og skrig og skrål vil leve op til de forventninger. Test lige af først om det hele fungerer, og herefter kan i gøre lige hvad der behager jer.

Snacks og underholdning

Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen. Men snacks og underholdning er på alle måder vejen frem når man er ude at rejse eller er på udflugt med sine børn. Og det er egentligt uanset om det er på selve rejsen, altså transporten, eller om det er til dagens udflugt. Vi tager aldrig afsted uden en madpakke og lidt underholding, for vi ved af erfaring hvor frustrerede børnene kan blive hvis de er sultne. Vi har en enkelt gang stået med sure børn, hvor vi febrilsk har ledt efter et supermarked hvor vi kunne tanke lidt op. Siden da har vi sørget for altid at købe ind om aftenen inden dagens udflugt, eller at gøre det som dagens første prioritet.

Og der er naturligvis tonsvis af andre ting man skal have med sig i tasken. Men med snacks og underholdning kommer man altså rigtig langt!

2 Comments

  • Jeg har et spørgsmål, hvad skulle man gøre hvis man skulle rejse med sine børn for første gang. Jeg har en søn og en datter på 3 år hver og de har aldrig fløjet, hvordan kan der hjælpes med fly propperne. Jeg kunne også tænke mig nogle gode råd omkring hvilke fly og hoteller der er billigst omkring grækenland.
    mvh Gert Arne

    • Hej Gert Arne :-) Tak for spørgsmålet

      Vi har selv en datter på samme alder, og vores bedste råd mod propper i ørerne er at medbringe mad og drikke til flyveturen. Vi har altid haft pakket en lille madpakke med rosiner, frugt og bær eller måske en bolle. Og så er det naturligvis vigtigt at man serverer det når flyet letter og lander – ellers har det ingen nytte i forhold til propperne ;-) Alternativt kan man ty til en slikkepind eller en bolsje, da det tvinger barnet til at synke. Så det er alt efter hvad der fungerer bedst for jer.
      Jeg kan desværre ikke hjælpe med fly og hoteller omkring Grækenland. Det er for mange år siden at vi selv har været der til at jeg kan komme med nogle gode anbefalinger.

      Men du ønskes en rigtig god ferie med din familie :-)
      / Rebecca

Skriv en kommentar