Vejle

De bedste åndehuller i Vejle

Vi har stort set boet i Vejle hele vores liv, og vi kender derfor til en del af de hyggelige områder i byen. Vi har selvfølgelig nogle favoritspots, hvor vi altid tilbringer meget tid særligt om sommeren. Her kan du lære mere om steder i Vejle vi klart vil anbefale hvis du f.eks, skal ud og gå en lille tur eller hvis du ønsker at holde en picnic.

byparken

Byparken

Helt centralt i Vejle finder du byparken. En aktiv park, hvor der i sommerperioden bliver afholdt både koncerter og sommerbio. Det er ikke en særligt stor park, men den tiltrækker mange lokale besøgende i sommerperioden.

Andedammen

Dette lille grønne område bliver ofte overset. Men tæt på midtbyen finder du den lille dam (med ænder), hvortil der er en plæne hvor man kan hygge sig i ro og mag. Tæt på andedammen finder du også en hyggelig lille legeplads hvis du har børnene med.

Havnefronten

Vi kan rigtig godt lide at komme her om sommeren for at gå en tur på havnemolen og se bådene der spejler sig i vandet. Herudover er vi også fascinerede over arkitekturen i form af Bølgen samt Vejle Fjord Broen, der tårner sig over byen. Vi plejer som regel at medbringe en is fra Roberts Isbar – det er dog i køreafstand fra havnen hvis du ønsker at nyde den mens du går rundt hernede.

bølgen vejle

Himmelpinden

Det var først for ganske nyligt, at vi lærte dette lille udsigtspunkt at kende. Vi vil dog ikke påstå at udsigten var spektakulær, men det var et hyggeligt spot, hvor man kunne sidde på en af bænkene og kigge ud over byens tage.

Maria Plads

I gamle dage var dette en stor parkeringsplads. Men i dag er området forvandlet til en aktiv park fyldt med unge mennesker. Der er opsat flere aktivitetsmuligheder. F.eks. kan du om sommeren spille basket, og om vinteren kan du stå på ski. Herudover har parken et stort grønt område, og der er tilknyttet en scene, hvor der er blevet spillet flere koncerter.

Ved møllen

Vejle Mølle har for os altid været et symbol for Vejle. Møllen oplyses i juletiden, og den står stolt over byen og kan ses fra Vejle gågade. Fra møllen kan du gå en tur ned til et lille parkområde ved navn Tyrelodspynten, hvor du finder et udsigtspunkt, hvorfra du kan se ud over Vejle by.

vejle_tyrelodspynten

Albuen

Dette er en kunstig strand der er blevet udformet ved Vejle Fjord. Stranden vrimler med unge mennesker i sommersæsonen. Ved stranden finder du blandt andet en volleyballbane samt en kiosk, hvor du kan få serveret mad og drikke samt en is til sommervarmen.

Skyttehushaven

Et hyggeligt grønt område med store grønne græsarealer og udsigt ind over Vejle by. Skyttehushaven er altid meget velbevaret med nytrimmet græs og friske blomster, og du kan desuden besøge fuglene, der bor permanent i et stort fuglebur i udkanten af haven. Vi besøger blandt andet Skyttehushaven hvert år til Sankt Hans, hvor der tændes et stort bål i haven.

Dyrehaven

I Nørreskoven ved siden af Skyttehushaven finder du Dyrehaven, hvor du finder hjorte der græsser i det fri bag det indhegnede område. Det er simpelthen så hyggeligt at gå igennem haven alt imens man spotter hjortene omkring sig.

dyrehaven5

Tirsbæk Strand

Vi har aldrig rigtig set Tirsbæk Strand som en badestrand. Da vi var yngre var det altid her vi tog ud for at finde krabber langs molen, og ellers har vi været ved Tirsbæk for at gå en tur eller for at tage på et marked, som i ny og næ bliver afholdt på godset nær ved. Der findes dog en badebro hvorfra folk hopper i vandet, og her skulle være ganske populært også for vinterbadere.

Ibæk Strandvej

På den anden side af Vejle Fjord (modsat Skyttehushaven, Albuen, Tirsbæk Strand og Dyrehaven) finder man Ibæk Strandvej, hvor der er et hyggeligt ishus og et grønt område med bænke. Ibæk strandvej er knap så besøgt som stederne på den modsatte side af fjorden, så på den måde kan det være rart at få sig et lille afbræk. Til gengæld synes vi faktisk at køreturen langs Ibæk Strandvej er langt smukkere, og mange vælger at cykle eller at gå turen herud fra byen (det er dog en lang gåtur!)

Vejle Midtpunkt

Dette område i Vejle er beliggende omkring Nørregade / Tønnesgade, og er gennem de seneste år blomstret op med masser af små spisesteder, hvor man kan sidde ude under åben himmel – næsten da. For himlen har gennem de sidste mange år været dækket af et lag af farverige paraplyer. En hel attraktion i sig selv.

vejle_midtpunkt_paraplyer

 

Hvad er dit favoritspot i Vejle?

Save

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar