Langesø Slot Julemarked

Nu er juleaften nær! Og vi venter i spænding gennem hele julemåneden og forbereder os på den store julefest, med alt fra juleklip, julemusik, julegodter og ikke mindst at tage ud på hyggelige julemarkeder. Efter min mening er dette en lige så vigtig del af julen. December måned er i vores familie en måned fyldt med traditioner, og en af disse traditioner er, at vi sammen tager ud for at finde årets juletræ.

Vi tilbragte forrige weekend hjemme i Danmark, hvor vi havde nogle praktiske gøremål, samt en masse venner og familie der skulle besøges. Og heldigvis var det også muligt at tilbringe lidt kvalitetstid med familien på Langesø Slot Julemarked. I husker måske at vi havde et weekendophold på slottet tilbage i foråret, og denne gang var vi inviteret tilbage for at opleve julemarkedet sammen med vores familie. Vi medbragte derfor mine forældre samt min søster plus hendes mand og to børn og drog afsted til Langesø for en dag fyldt med gode oplevelser.

S P O N S O R E R E T

Vi ville lige starte ud med at vise jer denne lille film fra Langesø Slot Julemarked, hvor vi har forsøgt at fange stemningen. I er meget velkomne til at give den et like, og i kan eventuelt se mange flere (jule)film inde på vores youtube kanal. Men i skal naturligvis ikke snydes for et skrevent indlæg når nu i er her.

At finde det rette juletræ

Da det jo er koldt udendørs i december, kan vi personligt godt lide at klare alle udendørs aktiviteter først. På den måde er det mere en belønning at komme indenfor i varmen bagefter for at julehygge. Vores første punkt på dagsordenen var derfor at finde det helt perfekte juletræ. Vi gik i retning af de mange juletræer, som stod og ventede på at blive inspiceret, alt imens Andrea og hendes kusine rendte rundt i fuld fart omkring os.

I år skal vi holde jul hos mine forældre, hvor hele familien skal samles, så det var naturligvis deres juletræ der skulle findes. Og det var helt perfekt, at vi alle kunne være med til at vælge årets juletræ. Det betød dog også at der var mange meninger der skulle høres, og det viste sig at der var mange forskellige meninger og synspunkter omkring hvordan det helt rigtige træ skulle se ud. Flere ønskede et tæt juletræ hvor der var masser af grene og hvor der virkelig var volumen på træet. Andre ønskede det mere minimalistisk med færre grene. Vi nåede dog til enighed om et træ som vi alle kunne lide. Hvordan kan i mon lide jeres juletræ?

Ud at køre med hestevogn

Der lød et stort JAAA fra pigerne, da de blev spurgt om de ville med op og køre i hestevogn. Og inden vi vidste af det var vi på vej op i vognen hvor vi pakkede os varmt ind i nogle tæpper, og sad trygt og rart. Vognen blev trukket af 2 smukke heste, som førte os ud på en lille tur rundt om markedet. Det tog ca 5 minutter, og kusinerne sad og fniste til hinanden og kiggede spændte ud af vognen.

Ind I varmen med julehygge

Efter et par hyggelige timer udendørs var det nu på tide at komme lidt indendørs. For på trods af at vi alle var pakket godt ind – særligt Wilfred i sin nye klapvogn og kørepose (sponsoreret af Jollyroom.dk – se billede nedenfor) begyndte det nu at blive lidt småkoldt. Vi trådte derfor indenfor i den varme julestue, hvor der heldigvis var et ledigt bord, hvor vi alle kunne sidde. Her fik vi bestilt gløgg, varm kakao og et bjerg af lune æbleskiver. Og særligt æbleskiverne må jeg erkende at jeg virkelig har savnet (fra vores liv i Italien), så det var skønt at få et stykke traditionel dansk jul!

Julestuen var smukt dekoreret med traditionel julepynt på bordene og julelys der glitrede henover vores hoveder, og bag disken hvor man kunne bestille sin mad og drikke stod julemandens tre små hjælpere i deres fine julekostumer. Så der var en utroligt hyggelig og afslappende atmosfære hvor folk sad side om side ved de mange langborde.

Boder og kreativitet på Langesø Slot

Vi var naturligvis også rundt og se lidt på boderne, som var fyldt med julegodter og julepynt før vi endte op inde i Julemandens Glasværksted, hvor Andrea og jeg fik lavet os et par flotte juletræer i glas. Man fik udleveret en valgfri form, hvorpå man skulle placere nogle små stykker farvet glas, som i første omgang skulle limes på, og efterfølgende skulle det en tur i ovnen, hvorefter man kunne komme tilbage til julemarkedet for at afhente sit hjemmelavede julepynt. Andrea elsker den slags kreative sysler, og synes at det var hyggeligt at sidde og finde farverne – på trods af at hun synes at det var lidt svært at få glasset placeret som det nu skulle. Men vi havde os en hyggelig stund, og fik lavet os nogle rigtigt smukke juletræer. Så nu er vi blot spændte på at se det endelige resultat, og at få både juletræ og julepynt sat frem hjemme i stuen. Vi håber at i har nydt at læse med, og i ønskes alle en glædelig jul.

 

Har du besøgt julemarkedet på Langesø Slot?

Opdagelse.dk blev inviteret af Langesø Slot, men alle meninger er vores egne

Skriv en kommentar