Vores børn er startet i institution i Italien

Hvordan foregår det når børnene skal opstartes i en institution i Italien? Hermed endnu et indlæg i rækken omhandlende vores flytning til Italien. Dette indlæg skiller sig lidt ud fra de almindelige rejse-indlæg, men det er omhandlende et emne, som flere af jer har spurgt omkring. Nemlig vores nye hverdag hernede i Italien, og om hvorvidt børnene er hjemme hos os eller bliver passet i institution. Vi har derfor valgt at fortælle jer lidt uddybende her på bloggen. Desuden var det en ting vi ville ønske vi selv havde vidst mere om hjemmefra. Så vi giver hermed vores erfaringer videre, i forhold til hvordan man finder en institution i Italien.

Wilfred_italien
Andrea Italien

Vores research hjemmefra

Først og fremmest har det hele tiden været udgangspunktet at børnene skulle passes i en institution i Italien så snart vi flyttede til Italien. Vi er ikke flyttet herned for at rejse på fuldtid, men i forbindelse med arbejde, så børnene skulle naturligvis også passes ind i denne rytme. Flere bekendte samt læsere har været en smule forargede over at vi kunne finde på at sende dem afsted i et andet land. Men personligt har vi haft svært ved at forstå denne forargelse, da vi klart mener at det er bedst for vores børn at komme ud blandt andre børn, hvor de kan lære at omgås andre og hvor de kan være sociale og kan få opbygget et netværk med nye venner. Så for vores vedkommende har vi altid vidst at de selvfølgelig skulle starte i en eller anden for for institution.

Vi havde dog vores bekymringer hjemmefra. Vi var bekymrede for om de overhovedet havde børnehaver og vuggestuer på samme måde som hjemme i Danmark, da det blandt andet er vores indtryk at en del mødre går hjemme med børnene i Italien. Herudover havde vi hørt at der var langt færre pædagoger til børnene, og vi havde hørt at vuggestuer skulle være det rene skidt. Så vi forsøgte os på bedste vis at google børnehaver og vuggestuer hjemmefra, så vi kunne danne os et overblik over muligheder. Men det var virkelig ikke til at finde noget i den almindelige google søgning. Om vi så brugte de forkerte søgeord, eller om skolerne blot ikke var så moderne at de havde en hjemmeside vides ikke. Men det var i hvert fald begrænset hvad vi kunne finde. Vi besluttede os derfor for at vi ville lade være op til skæbnen med hensyn til hvilken type institution i Italien de skulle havne i, og vi planlagde derfor at vi ville forhøre os ad på et komunekontor så snart vi kom til Italien i stedet. Det kom dog aldrig så vidt.

IMG_0226

Vores overvejelser

Som i nok allerede ved på nuværende tidspunkt, så boede vi den første måned i Vietri Sul Mare i en airbnb lejlighed mens vi brugte tid på at finde en mere permanent bolig. I hele denne måned havde vi begge børnene hjemme, og vi kunne mærke at de kedede sig. Særligt Andrea som jo havde været vant til at være afsted, men også Wilfred der pludselig havde brug for at der skulle ske noget mere. Mor var ikke længere nok! Efter en lang tids søgen fandt vi endelig den lejlighed vi havde ledt efter. Dog fik vi først mulighed for at underskrive kontrakten på lejligheden på selve dagen, hvor vi modtog nøglen til den. Derfor havde vi også været afventende i forhold til at søge efter instituotion osv. Vi ville jo gerne finde den helt rigtige fra start således at børnene ikke skulle flyttes undervejs. Og vi var derfor ikke interesserede i at starte dem op i en institution, hvis det nu ikke endte med at blive denne bolig.

Vi havde dog allerede en institution i søgelyset. I forbindelse med at vi havde været ude og kigge på lejligheden i Salerno, havde vi nemlig også kørt lidt rundt i det omkringliggende område. Og ved et rent tilfælde kørte vi forbi en børnehave / vuggestue, som vi synes så interessant ud. Ikke nok med at den lå i gåafstand til den nye bolig – den var også flersproget – både italiensk og engelsk. Så efter at vi havde modtaget nøglen til lejligheden gik vi straks i gang med at undersøge netop denne institution nærmere. Vi var ikke sikre på hvordan man skulle skrive sig op, og hvor lang tid der kunne gå før man kunne starte, men vi frygtede straks det værste. Vi kunne dog se på deres hjemmeside at de havde åben konsultation dagligt, så vi valgte at tage derhen for at høre nærmere.

Vores opstart i institution i Italien

Vi blev simpelthen så positivt overraskede. De tog bogstaveligt talt imod os med åbne arme. Allerførst fik vi en guidet tour rundt på skolen hvor vi fik set alle klasselokalerne. Børnene var inddelt skarpt efter alder hvilket vil sige at der f.eks. var et rum kun for børn på 3 år og et rum kun for børn under 1 osv. Og da vi gik forbi de klasser hvor vores børn passede ind blev vi spurgt om vi ville have børnene ind til en lille prøve mens vi kunne snakke i fred og ro på kontoret. Vi kiggede på hinanden og tænkte “puh ha, det havde vi ikke lige regnet med” og så kiggede vi ned på børnene og tænkte “er de mon klar til at smidt alene ind i et lokale fyldt med italienske børn?”

En sød og forstående pædagog kom hen til Andrea og begyndte at stille hende et par spørgsmål på engelsk. Og i to sekunder var Andrea lidt forbeholden, men så så hun børnene der legede i baggrunden (og hun havde som sagt savnet at lege med andre børn), og vupti så stod hun pludselig med pædagogen i hånden og vinkede farvel til mor og far. Et øjeblik efter var det Wilfred der forsvandt ind i mændgen med italienske børn, og efter endt rundvisning sad vi pludselig inde på kontoret sammen med lederen – uden børn.

Salerno marked
IMG_1737

Vi snakkede lidt frem og tilbage og han fortalte os en masse om skolen, som er fungerende som en førskole – også helt ned i de små aldre. Og vi fik fortalt hvordan de havde forskellige fag som f.eks. dans og musik, men også undervisning i engelsk og italiensk gennem leg og kreativitet. I de lidt større klasser (børn fra 4 – 6 år) begynder de også at have fag som matematik, historie og geografi – igen bliver det selvfølgelig lært gennem kreativ leg og læring. Vi blev desuden også informeret om at der var mulighed for fag som keramik, fægtning, skak og kinesisk. Hvilket set med danske øjne er nogle ret sjove tilføjelser.

Efter mødet spurgte de om ikke vi havde lyst til at lade børnene blive inde i klasserne i en times tid så de lige kunne prøve det af. De ringede ned i begge klasser for at høre hvad børnene lavede og de var begge fuldt optagede af at lege, så vi sagde jo tak til tilbuddet og vandrede pludselig ud fra skolen helt uden børn. Vi gik derfra med en ro i kroppen og en fantastisk mavefornemmelse, og vi glædede os til at hente børnene for at se hvordan dagen havde gået.

Et par timer senere kom vi tilbage til skolen og hentede børnene. De var glade men utroligt udkørte begge to. Man skal jo lige vænne sig til alle de børn og alle de nye indtryk. Vi fik af vide at vi kunne komme forbi med børnene igen dagen efter for at prøve lidt flere timer i institutionen før vi besluttede os, og det takkede vi ikke nej til. Efter anden skoledag havde vi allerede besluttet os for, at dette var for os, og at det var et godt match. Så vi skrev begge børn op og fik af vide at de bare kunne starte med det samme. Så vi var utroligt imponerede over hvor let det var at få børnene startet op i en institution i Italien.

Wilfred Pompeii

Forskelle på dansk og italiensk institution

Nu bruger jeg ordene skole og undervisning for at beskrive den institution vi har valgt, for det er rent faktisk det de kalder det: Scuola Infanzia. Alle institutioner hernede er dog ikke førskoler. Du kan sagtens også finde almindelige børnehaver og vuggestuer. Vi synes dog rigtig godt om dette førskole-koncept, og vi kan se at Andrea elsker det. Konceptet går ud på at der er langt mere fælles aktiviteter hvor børnene kan fordybe sig i forskellige emner. Nu har Andrea f.eks. gået der i en måneds tid, og i starten lærte de om årstiderne, og her i de sidste par uger har de lært om Allehelgensaften (som er stort i Italien). Andrea har et kæmpe smil på læben hver eneste gang vi henter hende, og hun har været ovenud lykkelig når vi har betragtet hende i smug. Hun kommer hjem med en masse kreative projekter de har lavet derovre, og hun har lært alverdens nye lege og sange som hun nu står og øver derhjemme foran spejlet.

Det er også skole for Wilfred, selvom at han kun er et år. Men i praksis fungerer det stort set som i en almindelig vuggestue hjemme i Danmark, bortset fra at de bruger mere tid på fælles aktiviteter hvor de prøver at lære børnene nye færdigheder. Wilfred kom f.eks. klappende hjem fra skolen den anden dag, og han har klappet løs lige siden. Han går i klappe-mode når han er mæt, når han skal have skiftet sin ble, men også hver gang der spilles musik. Og han er slet ikke til at stoppe igen. Han elsker at klappe!

Den største forskel på dansk og italiensk institution ser vi dog ved selve aflevering og afhentning af børnene. Der er nemlig et stort fællesområde hvorfra man vinker farvel om morgenen, hvorfra børnene bliver ført ind i klasserne. Når man skal hente børnene igen træder man blot ind i fællesområdet, og så ringer en sekretær ned i klasserne hvor børnene er. Inden for få minutter bliver børnene bragt op til én iført overtøj og med en nyskiftet ble. De har altid haft et kæmpe smil på læben og kommer løbende fyldt med energi efter en god dag. Det er en sand fornøjelse.

Endnu en ting vi har bemærket er, at pædagoger og børn har et helt andet forhold hernede. Pædagogerne krammer børnene, giver dem små kys på kinden og stryger dem i håret. Det er en helt anden form for nærkontakt, som vi ikke er vant til, men som er en del af den italienske kultur. Hernede er det naturligt at man er langt mere fysiske og hengivende over for hinanden. Og vi har oplevet at Andrea er blevet utroligt tæt knyttet til sine pædagoger allerede.

Andrea Pompeii

Har det været en nem opstart?

Vi vil ikke lyve og kun fortælle jer at alting har været rosenrødt og lutter lagkage – der var selvfølgelig nogle opstartsproblemer. På andendagen blev vi ringet op omkring at Wilfred græd, og at de ikke kunne få ham til at stoppe, så de synes at vi skulle komme forbi og hente ham, og det gjorde jeg så. Han havde åbenbart set Andrea ude i et fællesområde, og var blevet ked af det. Men da jeg kom forbi kort efter var han for længst stoppet med at græde, og lå faktisk i sin klapvogn og sov trygt og rart. Jeg fik af vide at han havde grædt i 5 minutter og at jeg altså ikke skulle være nervøs. Og det var jeg egentlig heller ikke. Man ved jo at der skal være en tilvænningsperiode både for barnet og for pædagogerne hvor de skal lære barnet at kende.

Andrea havde en dag i den første uge, hvor hun stod med tårer ned af kinden og ikke ville afleveres. Ja faktisk var hun lidt i panik over at vi kunne finde på at efterlade hende der. Vi fik hende trøstet og det endte med at vi fik hende ind i lokalet til de andre børn hvor vi stille kunne liste os ud. Efterfølgende har der ikke været det store, og i dag løber hun selv ind i klasselokalet med et smil på læben. Så det var blot lidt tilvænning der skulle til, og fra hendes side har der med sikkerhed været stor forvirring over at de ikke har kunnet forstå hende. Én ting er at starte i en ny institution, men en anden ting er at gøre det i et fremmed land hvor man ikke kan kommunikere. Så det er klart at det muligvis har været en svær start for hende. Men allerede her efter en måned føles det som om at de har en fin kommunikation, og at Andrea har taget flere italienske og engelske ord til sig.

 

Hvordan har det gået for jer og jeres børn at skifte institution hjemme i Danmark / udland? Har det været lige så “smertefrit”?

Written By
More from Rebecca Line

Årets julegave: En personlig plakat

Mangler du en personlig gave til en du holder af? Dine forældre,...
Read More

Skriv en kommentar