Hvalsafari og Henner Friisers Hus

Vidste du at vi har hvaler i Danmark? Og faktisk er Lillebælt hjemsted for en stor bestand af hvalarten Marsvin. Vi begav os ud på en hvalsafari på Lillebælt med båden Mira3, og tog herefter ind og så den børnevenlige udstilling om blandt andet hvalfangst hos Henner Frisers Hus.

middelfart hvalsafari 2

Med turbåden Mira3

Vi gik ombord på Mira 3, som er en lokal turbåd som sejler fra Middelfart. Turen på Mira 3 varer ca 2½ time med afgang fra Gl Havn Undervejs passerer man Den Gamle Lillebæltsbro og har på samme tid en fornøjelig udsigt til den nye. Turen fortsætter ud omkring Hindsgavl Halvø og tilbage. Den nøjagtige rute kan dog variere lidt fra tur til tur, for at tilpasse det bedst muligt til marsvins-spotting. Vi havde medbragt kamera og godt med tøj, så vi var klar til dagens oplevelse til søs. Vejrudsigten havde forudset en chance for regn, men heldigvis var der tørvejr under hele bådturen. Derved var der rig mulighed for at komme ud på dækket hvorfra man havde det bedste udsyn.

middelfart hvalsafari 6

Hvordan spotter man et marsvin?

På en hvalsafari ombord på Mira3 er der mulighed for at se marsvinene på tæt hold. Det er især nemt at spotte de små hvaler i sommermånederne – især maj til august – men hvalsæsonen går fra april til september. Der er ingen garanti for at de kommer helt tæt på båden. Vi så en 3-4 stykker, og de var alle meget langt ude.

Det gælder først og fremmest om at væbne sig med tålmodighed, og at spejle fokuseret ud over vandet. Du skal primært lede efter en sort finne der stikker op. Og de vil typisk komme op flere gange i træk når først de er ved vandoverfladen. HErefter vil hvalen atter dykke ned i vandet, hvor de kan være i op til 10 minutter.

Marsvinene er kendt for at udsende kliklyde, som de bruger til at kommunikere med hinanden samt til at aflure hvor deres bytte befinder sig. Marsvin jager somme tider i flok, hvor de presser fiskene til at søge mod overfladen. Derfor ser man sommetider hvordan de små hvaler har sig et lille ædegilde i vandoverfladen. Man vil ofte kunne spotte disse ædegilder ved at en flok måger sværmer omkring hvalerne og de mange fisk.

middelfart hvalsafari 8

Lær mere om marsvin

Ombord på Mira3 fortæller de dig om marsvinet. De frembringer en marsvins-dukke hvorpå de viser marsvinets anatomi og færdigheder. Herudover får du et indblik i marsvinets historie fra middelalderen til i dag. Siden middelalderen har Middelfart nemlig været hjemsted for hvalfangst. Jægerne brugte marsvinets spæklag til at udarbejde lampeolie. Marsvin har dog været fredet i Danmark siden 1967.

I det nordlige Lillebælt omkring Lillebælt er bestanden af marsvin i dag på sit højeste, ja faktisk er det et af de mest hvalrige farvande i verden. Marsvin hvalerne er indehavere af titlen som verdens mindste hval. De bliver op til 180 cm lange og vejer typisk 60-70 kg. Herudover er det den eneste hval der lever og yngler i de danske farvande.

Book en Hvalsafari med Mira3 her >

middelfart hvalsafari 4

Henner Frisers Hus

Ønsker du at lære mere om marsvinets historie er det muligt at besøge Henner Friisers Hus beliggende på Brogade inde i Middelfart by. Bygningen er opdelt i 3 etager. På stueetagen finder du en udstilling der omhandler bygningens historie. Bygningen i sig selv har nemlig en helt særlig historie, i og med at den fungerede som et gæstgiveri omkring år 1800. Hermed har bygningen haft en del overnattende gæster og rejsende fra nær og fjern. Man har forsøgt at bevare bygningens oprindelige udseende.

På første salen får du muligheden for at dykke ned i historien om marsvinsjagten, og på 2. sal er de nu i gang med at forberede en ny udstilling omhandlende byens historie.

Bygningens har fået sit navn efter en fiktiv person af samme navn fra en roman af B.S. Ingemann fra 1828. Romanen skildrer Middelfart tilbage i 1200 tallet, hvor Henner Friiser var marsvinsjægernes leder. Der blev fortalt at han boede tæt på skibsbroen og i løbet af 1800-tallet blev Henner Friiser i folkemunde koblet til renæssancehuset, som i dag har beholdt sit populære kaldenavn – Henner Friisers Hus.

Læs mere om museet på www.middelfart-museum.dk >

middelfart henner friisers 1

Børnevenlig udstilling

Det er tydeligt at der er blevet tænkt på børnene med deres hval-udstilling på 1. sal. Der var lagt op til leg og læring ved hjælp af et interaktivt spil, hvor man på en stor skærm kunne hjælpe til med at fange hvalerne. Herudover var der en stor tumleplads, hvor børn kan boltre sig med de fine marsvins-dukker.

Der er selvfølgelig også masser at se for de voksne. Rundt på væggene finder du flere plancher hvorpå du kan læse om marsvinejagt og marsvinets historie. Dette var en spændende udstilling at gå på opdagelse i efter at være hjemvendt fra hvalsafari.

middelfart henner friisers 4

 

Har du været på en hvalsafari?

SPONSORERET: Opdagelse.dk blev inviteret af Visit Middelfart, men alle meninger er vores egne

Written By
More from Rebecca Line

Konkurrence: Vind 4 billetter til Fårup Sommerland (SLUT)

Vi var for nyligt i Fårup Sommerland, hvilket du kan læse om...
Read More

Skriv en kommentar