Hvor meget kan man nå på 2 dage i London?

Jeg har været i London en del gange – og på denne tur til London gik jeg en del rundt mellem attraktionerne. På denne måde synes jeg at man får set en del mere af byen. Til gengæld er det også meget tidskrævende. Jeg brugte dog undergrunden til transport hvis der var for langt imellem attraktionerne.

london1

DAG 1

Jeg havde forinden planlagt at jeg ville besøge Madame Tussauds og London Eye, og have købt billetten online for at spare penge. Når man kombinerer billetter på denne måde, skal man starte ud med at hente dem ved Madame Tussauds, så her startede jeg dagen.

Madame Tussauds

Her ankom jeg tidligt om morgenen, og undgik dermed kø, og fik billetten udleveret straks. Madame Tussauds ligger på Marylebone Road ved Baker Street Station, og du har dermed adgang hertil med Bakerloo, Circle, Jubilee, Metropolitan og Hammersmith & City lines.

London Eye

Jeg havde aldrig før set byen fra oven, og tog derfor en smut forbi London Eye. Herfra er der blandt andet udsigt ud over Westminster Abbey. Vejret var desværre ikke klaret op endnu på dette tidspunkt. London Eye ligger på Westminster Bridge Road ved South Bank. Den nærmeste undergundsstation er Waterloo, og det tager ca 5 minutter at gå hertil.

Big Ben og Westminster Abbey

Fra London Eye gik jeg nu hen til Big Ben, som er et obligatorisk billede at få med fra London. Det gode ved denne seværdighed er, at den er ganske gratis, og det er ikke alt for tidskrævende. Tag nogle billeder og se at komme videre i dagens program. Hvis du skal finde Big Ben via offentlig transport hedder den nærmeste undergrundsstation Westminster Station.

Trafalgar Square

Dette er en stor plads i London, opkaldt efter slaget ved Trafalgar i 1805. Midt på pladsen står Nelson’s Column – efter lord Nelson der ledte den britiske flåde til sejr. Egentlig er Trafalgar Square bare en plads med en masse trafik – så ikke et must. Man kan gå hertil, men ellers er den nærmeste undergrundsstation Charing Cross.

Buckingham Palace

For at nå frem til Buckingham Palace fra Trafalgar Squre skal man blot følge den brede Allé The Mall. Jeg var ikke synderligt imponeret over dette palads, og der var meget afskærmet så man ikke kunne komme for tæt på. Det er dog muligt med en guidet tur indenfor i sommermånederne, og dette skulle efter sigende være overdådigt.

Piccadilly Circus

Dette er endnu en plads i hjertet af London: Navnet er en anelse tvetydigt da der altså ikke er tale om et Cirkus, men en plads med meget farverige neon skilte. Pladsen er meget ikonisk og er et must see, men der er som sådan ikke så meget at se. Den nærmeste undergrundsstation er Picaadilly Circus. Kort herefter begyndte det at blive mørkt og attraktionerne var lukket.

Shopping og Julepynt

Jeg mødtes med min søster da hun havde fået fri fra job, og tog en tur ned langs Oxford Street. Her shoppede vi lidt inden butikkerne lukkede, og da det var i november fik vi set lidt af Londons julepynt. Blandt andet var der en facade som var fyldt med julemanden i forskellige humoristiske situationer.

london2

DAG 2

Dagen startede hvor den anden sluttede. Jeg tog derfor undergrunden ind til Piccadilly Circus. Her tog jeg igen et par billeder før jeg begav mig videre.

Chinatown

Herefter gik turen til Chinatown, som ligger mellem stationerne Piccadilly Circus og Leicester Square. Dette er nu ikke et særligt imponerende område medmindre det er første gang du besøger en Chinatown. Men det ser ud til at der er nogle gode spisesteder og gode lokale råvarer.

Tower Bridge

Endnu en ikonisk seværdighed i London er den berømte Tower Bridge. Denne er placeret ved siden af Tower of London, som jeg valgte at springe over på denne tur. Jeg gik en tur henover broen, og skød nogle billeder fra begge sider. Det er yderligere muligt at se en Tower Bridge udstilling, men dette har jeg endnu ikke prøvet. Den nærmeste undergrundsstation er London Bridge.

Natural History Museum

Jeg tog undergrunden ud til South Kensington, som ligger nær Natural History Museum. Sørg for at have rigtig god tid når du besøger dette museum, for der er meget at se. De har en imponerende udstilling med dinosauere, og heriblandt er der et kæmpe skelet der er placeret ude i forhallen når man kommer ind.

Starbucks

Hver gang jeg har været i London har jeg været en tur på Starbucks, og det er efterhånden blevet en obligatorisk del af turen. Min søster og jeg elsker begge kaffe og kage, og stemningen på Starbucks er eminent. Du kan finde Starbucks caféer overalt i London.

At se en musical

Denne gang valgte vi at tage ind og se The Lion King, men i London er der et stort udvalg af gode musicals. Denne musical var fantastisk – og historien blev fulgt i stykket som man kender den fra film. Det er ikke nødvendigt at have set filmen på forhånd, men oplevelsen bliver stærkere når man kender sangene på forhånd. Man kan købe billetter online eller i en af de mange boder ved Piccadilly Circus.

Dette var hvad jeg nåede på denne London tur i november 2008, men jeg har mange flere erindringer fra London at dele ud af fra andre ture. Så følg med på bloggen.

Written By
More from Rebecca Line

Facebookgrupper for danskere i Australien

Vi var selv medlemmer af to facebookgrupper da vi var i Australien,...
Read More

2 Comments

Skriv en kommentar