En guide til at besøge Neuschwanstein Slot

Neuschwanstein er klart det mest kendte slot i Tyskland, og faktisk er det en af de mest besøgte attraktioner overhovedet i Tyskland med mere end 1,4 millioner besøgende om året. Det skyldes blandt andet den smukke arkitektur, som er helt eventyrlig, og som man mener har været med til at inspirere til slottet i Disneyland. Slottet har en fantastisk beliggenhed på en bjergtop, med en fortryllende udsigt ud over landskabet.

Herudover har slottet en fantastisk beliggenhed samt en smuk historie. Slottet blev bygget af Kong Ludvig 2. i årene fra 1869 og frem til kongens død i 1886. Slottet er bygget som en hyldest til middelalderens legender, og fungerede som Kong Ludvig 2.s personlige fristed. Ludvig er også kendt under nogle øgenavne såsom the Swan King, the Fairy Tale King eller the Mad King, idet han led af depression. Kong Ludvig 2. var gennem hele sit liv besat af tanken om at skabe det perfekte slot. Desværre nåede han aldrig at opleve slottet færdigbygget, og allerede kort efter hans død blev slottet åbnet som et museum til glæde for tusindvis af turister hver dag. Slottet er på mange personers bucketlist, og vi skriver derfor en guide til at besøge slottet.

schloss neuschwanstein - tysk slot2

Hvor finder du slottet?

Neuschwanstein ligger smukt og majestætisk på en bjergskråning og troner sig ud over den bayerske landsby Hohenschwangau, og med en idyllysk udsigt ud over Alpsee og Alperne. Der er desuden også udsigt over mod naboslottet Hohenschwangau, som med fordel også kan besøges i samme omgang. Det er også populært at kombinere sit besøg med Linderhof slottet.

Byen Hohenschwangau ligger en kort køretur på under 10 min. fra byen Füssen, eller 1 time og 45 min. fra München. Så begge disse byer ville være oplagte som base for en udflugt til slottet. Når du skal finde slottet vil man typisk tage bil eller bus til byen Hohenschwangau, hvorfra der er forskellige muligheder til at komme op til slottet. Man kan vælge at gå op ad en stejl bakke mod bjergtoppen. Denne gåtur tager ca 40 min. Man kan også vælge at tage med en hestevogn eller en shuttlebus op til toppen. Det koster omkring € 6 for at komme op med en hestevogn og € 1,80 med shuttlebus. Prisen er ca den halve hvis du skal med ned igen da mange vælger selv at gå. 

Du kan også vælge at tage med på en tour, hvor der er sørget for alt i forbindelse med dit besøg til slottet. Hermed er der sørget for transport til og fra slottet samt billetter til en guided tour. Vi ville helt klart foretrække at være på en tour i sommerhalvåret, hvor der kommer op mod 6000 gæster om dagen. For det kan ret hurtigt blive kaotisk med det store turistmylder. Således skal man ikke tænke på parkering, og fremskaffelse af billetter, men kan blot nyde det og følge med.

schloss neuschwanstein - tysk slot

Få det bedste billede af Neuschwanstein Slot

Neuschwanstein har længe været på min bucketlist blandt must-see steder i Tyskland, så det var fedt at kunne ticke den af listen. Dog var jeg mest imponeret over slottet fra lidt afstand, hvor man for alvor kunne se slottets arkitektur og spektakulære beliggenhed på bjergskråningen med udsigt ud over Alpsee. Sørg for at besøge Marienbrücke hvorfra du får den klart bedste udsigt ud over slottet og den idylliske baggrund. Vær opmærksom på at der først på dagen er en skygge på slottet (dannet af det omkringliggende landskab), som gør det vanskeligt at få et godt billede. Vi var der kl 11 i vinterhalvåret, så jeg tør ikke byde på hvornår det bedste tidspunkt på dagen indtræffer.

Vi var ret heldige den dag vi besøgte Slottet og Marienbrücke. Der var nemlig nærmest ingen turister på broen i forhold til nogen af de billeder jeg ellers har set, hvor de står som sild i en tønde for at få det bedste billede. Så hvis jeg selv skulle besøge Neuschwanstein Slot igen, ville jeg klart sørge for at gøre det uden for sæsonen eller uden for rush hour.

neuschwanstein

På guided tour

Som nævnt er der en hel del turister der besøger Neuschwanstein hvert år, og derfor har man udarbejdet et smart system med at de besøgende bliver lukket ind i hold med 5 minutters interval, hvor en guide vil stå klar til at tage imod jer. Ja faktisk er det kun muligt at komme indenfor i slottet hvis du ledsages af en guide. Turen varer ca 30 minutter, hvor man bliver ført gennem tronsalen, balsalen, spisesalen, soveværelset, omklædningsrummet med mere. Alt interiøret er skabt med pomp og pragt med smukke detaljer og gennemarbejdet til den mindste detalje. Det er desværre ikke tilladt at tage billeder indenfor i slottet, men du er nysgerrig er det er muligt at se lidt billeder på slottets hjemmeside. Det er dog muligt at tage masser af billeder rundt om slottet samt af udsigten fra slottet. – og sikke en udsigt!

Sørg for at bestille billetter til din tour i god tid (læs mere her), da disse nemt kan blive fuldt booket. I sommeren er der op mod 6000 besøgende om dagen, som alle skal presses ind i disse timeslots af 5 minutter – så mon ikke at de populære timeslots hurtigt bliver optaget. Når du har købt din billet rådes du til at stå klar ved indgangen og at være der til tiden. Du bliver nemlig kun lukket ind i slottet så længe at dit timeslot er aktuelt. Dvs, at du kun har 5 minutter til at scanne din billet og gå indendøre.

Bemærk: selvom at du køber billetter online skal du stadig ind forbi billetlugen i Hohenschwangau for at afhente dine billetter. Man kan nemlig ikke printe dem online. Køen er dog en del kortere end for de personer, som ikke havde købt billet på forhånd. Og desuden er der ingen garanti for at du kan komme op til slottet i nær fremtid hvis du først ønsker at købe billetter på selve dagen.

Neuschwanstein_slot

Er det nødvendigt at se slottet indvendigt?

Teoretisk set kunne man sagtens nøjes med blot at se Neuschwanstein fra Marienbrücke samt gå en tur på stierne rundt om slottet. Men personligt synes vi det er synd ikke at få hele oplevelsen med. Så kan det godt ske at det er en smule mere tidskrævende idet det kræver billetter og lange køer for overhovedet at komme ind i slottet. Og selvfølgelig skal du også være klar over at du ikke må tage billeder indvendigt. Ja, derfor har du garanteret hørt flere sige, at det du ikke behøver at tage på den guidede tour inde i slottet, og det er jo meget op til dit temperament. Det er et utroligt smukt slot – både inde og ude – og efter vores mening er oplevelsen først komplet når man også har besøgt det indvendige, sådan at man ikke bare har kørt hele vejen for kun at se det udefra.

Skal man besøge begge slotte?

Som nævnt er Neuschwanstein beliggende med udsigt ud over den lille bayerske landsby Hohenschwangau, hvor der også er en udsigt hen mod naboslottet Hohenschwangau. Der er meget blandede meninger om hvorvidt man skal besøge begge slotte, når man besøger området. Det er klart Neuschwanstein der er de mest kendte af de to, og dermed er slottet der tiltrækker alle turisterne. Jeg selv var på en guided tour sammen med en gruppe, og her var det kun arrangeret at vi skulle besøge Neuschwanstein slottet, men skulle jeg selv dertil en dag ville jeg foretrække at besøge dem begge for at få mere ud af oplevelserne i området. Man kan desuden også vælge at gå en god tur rundt om Alpsee hvilket jeg heller ikke nåede. Så personligt ville jeg tage dem begge hvis det passede ind i programmet.

Hurtige tips til at besøge Neuschwanstein slottet

  • Book dine billetter på forhånd. Herved undgår du den lange kø, men undgår det desværre ikke helt da du stadig skal afhente billetterne i billetlugen i Hohenschwangau.
  • Husk at afhente dine billetter i god tid før din planlagte tour, da du risikerer at stå i lang kø
  • Sørg for at have god tid til at komme op til slottet med enten bus eller hestevogn. Der kan nemt være lang kø for at komme med ombord
  • Husk at du kun har et 5 minutters tidsinterval til at ankomme på din tour, så det er vigtigt at være der til tiden
  • Du kan ikke tage billeder indenfor ved Neuschwanstein slottet
  • For at undgå for mange mennesker bør du besøge slottet først eller sidst på dagen.
  • Besøg gerne slottet på en hverdag og gerne i lavsæsonen fra november til april (med undtagelse af julen)

Har du besøgt Neuschwanstein? Eller er det på din bucketlist?

Written By
More from Rebecca Line

Devils Marbles, mere end blot 2 sten

Devils Marbles er navnet på nogle klippeformationer beliggende i Northern Territorri i...
Read More

Skriv en kommentar