Gode råd til flyrejsen for gravide

Der er mange ting man skal være opmærksom på, når man ønsker at tage ud og flyve som gravid, og derfor er der ofte en del spørgsmål der melder sig. Kan man rejse når man er gravid? Og hvornår er det bedste rejsetidspunkt? Disse vil jeg forsøge at få besvaret her.

flight travel during pregnancy

Hvor langt hen i graviditeten må man flyve?

Som hovedregel siger man at det er tilladt for gravide at flyve frem til den 36. uge i graviditeten – og 34. uge for oversøiske rejser, forudsat at din graviditet har forløbet uden komplikationer. Men reglerne fra flyselskab til flyselskab kan variere, så sørg for at undersøge dette grundigt hos det ønskede flyselskab inden du booker din rejse, og husk at du naturligvis også skal kunne flyve med på hjemrejsen.

Husk at medbringe din vandrejournal, så du kan dokumentere hvor langt du er henne og at graviditeten har været ukompliceret. Nogle flyselskaber kræver tilmed en lægeerklæring efter 28. uge for at kunne dokumentere forløbet.

Du kan risikere at flyselskabet nægter dig at flyve når du kommer for langt hen i graviditeten. Særligt hvis du tidligere har født for tidligt, eller har haft blodpropper.

Vær opmærksom på at reglerne generelt er strammere hvis du er gravid med tvillinger.

Hvad er det bedste tidspunkt at rejse på?

Mit bud på det bedste rejsetidspunkt vil være mellem din 12. og 28. graviditetsuge. Dette er ud fra, at mange kvinder oplever meget kvalme under de første 12 uger af graviditeten, hvilket kan give ubehag både på flyrejsen men også under selve ferien.

Ligeledes er der fra den 28. uge flere faktorer der spiller ind – du kan være besværet med halsbrand, bækkenbundsløsning eller andre gener der er kommet uforudset, og så er der naturligvis chancen for en for tidlig fødsel – hvilket kan være en skræmmende tanke hvis man opholder sig i udlandet.

Når du derimod er mellem din 12. og 28. graviditetsuge – 2. trimester – bør du være mere ubesværet. Din mave er endnu ikke så stor, og du skal ikke frygte alverdens komplikationer på samme måde. Derfor er dette klart mit anbefalede tidsrum for en længere rejse.

Selve flyveturen – flysokker og masser af bevægelse

En anden ting jeg har været opmærksom på, er at jeg har haft mulighed for at kunne bevæge mig. Jeg var flere gange ude og gå en tur i kabinen, og det var derfor praktisk at jeg fik mig en plads ud til gangen. Grunden til at jeg nævner dette, er at gravide har en øget chance for blodpropper i benene under flyvningen. Derfor anvendte jeg naturligvis også flysokker, der kunne støtte mine ben på flyturen.

Væske og mad på rejsen

Jeg selv havde en rigtig dårlig flyoplevelse på hjemturen tilbage fra USA. Dette skyldes formentlig at jeg ikke havde ordentlig styr på mad og drikke.  Jeg var i min 16. graviditetsuge, og havde generelt ikke været plaget af kvalme under min graviditet frem til denne flyrejse. Men det skal jeg love for at der blev lavet om på. Jeg havde kvalme uafbrudt i 24 timer. Jeg er ret sikker på, at dette skyldes at maden ombord på flyet ikke var tilstrækkelig – på trods af at vi havde yderligere havde pakket en større pakke med snacks.

Så sørg endelig for at få rigeligt med væske og snacks til hyppige små måltider.

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar