Gøteborg

En weekend i Göteborg med børn

Vi tilbragte sidste weekend med en herlig weekendtur til Göteborg, og vi har virkelig fået en god fornemmelse af byens vibe. Göteborg er Sveriges næststørste by, og er en populær havneby hvor store fragtskibe samt færger med passagerer lægger til. Vi kom også selv hertil med Stena Line færgen fra Frederikshavn. En tur der tager ca 3,5 time, hvilket er oplagt til en hyggelig weekendtur.

Står du foran at skulle planlægge en weekend til Göteborg? Så gennemgår vi her et program for hvordan du kan tilbringe 2 dage i byen. Bemærk at vores program har været baseret på, at man rejser med små børn.

Skansen-Kronan-Goeteborg

 

DAG 1

– Slotskogen

Vores dag startede i Slotskogen, da vi boede forholdsvist tæt herpå. Slotskogen er den største park i Göteborg, og formentlig også en af de mest populære. Her finder du store græsarealer, hvor i kan slå jer ned til en hyggelig picnic. Der er også masser af stier hvor man kan lade sig selv fare lidt vild, og masser af spisesteder, en hyggelig dyrepark, samt steder hvor du kan spille minigolf og meget mere. Tag evt et kig på kortet over parken og se de mange muligheder.

Vi valgte at tage i Barnets Zoo, som er en minizoo for små børn, hvor de kan komme ind og røre ved gederne og se på forskellige dyr – primært bondegårdsdyr. Andrea var som altid meget begejstret for gederne. Du finder Barnets Zoo midt i parken nær ved ponyridning. Vi tog også en kig ind i Dyrehaven, som er en lille gratis zoo med lidt forskellige lokale dyr.

Slotskogen har desuden også en helt fantastisk legeplads for børn i alle aldre – legepladsen Plikta som er placeret i den nordlige del af parken. Her var der gynger, rutchebaner, trampoliner, ting man kunne klatre i, sandkadsser, et sted man kunne lege med vand og meget mere. Andrea er helt oppe at køre når det gælder rutchebaner, og legepladsen havde flere forskellige niveauer, hvor man kan finde den der passer bedst til sit barn.

slotskogen_barnens_zoo

 

– Naturhistorisk museum

I den nordøstlige del af Slotskogen finder man Naturhistorisk Museum i Göteborg. Museet virkede for os meget børnevenligt i det der er masser af dyr at kigge på (udstoppede selvfølgelig), og der blev derfor peget løs med en masse spørgende og nysgerrige fingre. På det naturhistoriske museum, får man mulighed for at se dyr fra hele verden helt tæt på, og det gav mulighed for at man kunne snakke lidt om de forskellige dyr. Dog skal man være opmærksomme på, at man selvfølgelig ikke må røre ved udstillingerne hvilket kan være lidt svært at forstå for helt små børn.

Hvis du besøger det Naturhistoriske Museum i Göteborg bør du ikke gå glip af at se den enorme udstoppede blåhval. Og faktisk er dette det eneste sted i verden hvor du har mulighed for at se en vaskeægte blåhval på denne måde. Den udstoppede hval er mere end 16 meter lang og vejer over 25 ton, og fylder det meste af det store udstillingsrum – og med rette.

goteborg_naturhistorisk-museum

goteborg_naturhistorisk-museum-2

 

– Masthuggskyrkan

Mere end 100.000 turister besøger hvert år Masthuggskyrkan i Göteborg, og kirkens særprægede arkitektur gør da også at den er blevet et landemærke og et symbol for byen. Vi havde desværre ikke mulighed for at komme indenfor i kirken idet der var et bryllup i gang da vi ankom, men at dømme på billeder fra nettet kunne det godt ligne at selve kirken indvendigt med sit smukke men rustikke indre er et besøg værd. Da der ikke var adgang til kirken nøjedes vi blot med at gå en tur rundt om den, hvorfra vi nød udsigten ud over byen fra udsigtspunktet.

masthuggetskyrkan

masthugget

 

– Skansen Kronan

Skansen Kronan er en ganske speciel bygning – et cylinderformet gammelt velbevaret fort fra det 17. århundrede. Skansen Kronan har desuden endnu et populært udsigtspunkt ud over Göteborg, og efter vores mening var udsigten herfra væsentlig bedre end fra Mashtuggskyrkan. Ved Skansen Kronan havde vi desværre ikke mulighed for at træde indenfor, da der netop blev afholdt en fest derinde, men det gjorde nu ikke noget, for det var primært udsigtspunktet udenfor vi var kommet for at se. Indendøre er der nemlig i dag blevet restaureret så bygningen i dag indeholder en restaurant.

skansen

Skansen-Kronan-Goeteborg-2

 

– Haga

Nedenfor Skansen Kronan ligger byområdet Haga, som er et virkelig hyggeligt område med unikke svenske træbygninger. Bydelen har en helt særlig stemning, og hovedgaden Haga Nygateen er fyldt med hyggelige fortorvscaféer samt små specialforretninger hvor man ellers bare kan shoppe løs. Det er oplagt at man begiver sig ud i at prøve læidt svensk fika når netop man er i Haga, for området er kendt særligt for sine fantastiske kanelsnegle. Hvis du er i tvivl om hvad fika betyder, så kan jeg fortælle dig at det er andet ord for “kaffe og kage”, og det var netop hvad vi fik. Vi gik ind forbi Café Husaren, som skulle være en af gadens bedste caféer, og her fik vi en kæmpe kanelsnegl der fyldte hele tallerkenen.

husaren

haga2

 

– Feskekörka

Vi besøgte også Feskekörka – Fiskekirken – hvor du finder det største fiskemarked i Göteborg. Vi besøgte ikke Feskekörka fordi at vi er fiskeelskere, for det er vi bestemt ikke, men fordi at vi havde hørt om den lidt atypiske arkitektur. Fiskemarkedet er nemlig placeret inde i en bygning der minder om en kirke i gotisk stil, deraf navnet. Fiskekirken er bygget i 1874 og indeholder både et fiskemarked samt to restauranter, hvor der naturligvis blev serveret fiskeretter.

fiskekirken

fiskekirken2

 

– Shopping

Vi sluttede dagen med lidt shopping inde i bymidten. Her fandt vi lidt butikker med skandinavisk design, børnetøjsforretninger samt skobutikker. Der er masser af shoppingmuligheder i Göteborg – både udendørs på de hyggelige shoppinggader samt indendørs i nogle store shoppingcentre. På byens officielle turistside kan du læse meget mere om gode områder for shopping, samt artikler omhandlende f.eks. gode designbutikker. Læs mere >

shopping

 

DAG 2

– Saluhallen

Dag 2 startede vi ud med lidt yderligere shopping inden at vi fandt vejen forbi Saluhallen, som er en stor markedshal hvor du finder et væld af friske råvarer samt små spisesteder. Saluhallen er det byens største indendørs marked, og her finder du alt lige fra frugt og grønt, kaffe, ost, og delikatesser fra hele verden, men særligt også lokale råvarer. Her købte vi os lidt friske forsyninger til resten af dagen.

– Trådgårdsforeningen

En dejligt stor og rummelig park med masser af store græsarealer, hvor man kan slå sig ned når vejret er godt. Parken har også en fantastisk legeplads for de små, som var utroligt velbesøgt. Du finder også det populære Palmehus, som er et stort drivhus fyldt med blomster og planter samt smukke palmer der står smukt inde under drivhusets hvælving. Palmehuset er klart et must see i parken, og er et utroligt hyggeligt lille åndehul.

Nær Palmehuset finder du også en lille café hvor der serveres kaffe og kage – svensk fika, og i parkens nordlige ende finder du Alfons Åbergs Kulturhus, som skulle være helt fantastisk for små børn. Vi overvejede kraftigt om vi skulle tage herind da det jo er en ekstremt børnevenlig attraktion, men valgte dog at undlade det da ingen af os rigtig har haft noget bånd til Alfons Åberg. Hermed sagt at ingen af os er vokset op med historierne herom, men man kunne nu nok sagtens besøge kulturhuset alligevel, da der bydes på masser af leg og læring.

traadhusgarten

Traadgaards

 

– Universeum

Vi besøgte også Universeum, som er et slags science museum. Dette er et af de største science museer i norden, og museet har hele 7 etager, hvor du kan gå på opdagelse i forskellige emner. Der var et stort tropisk område med et rigt planteliv og forskellige fuglearter. I dette tropiske område gik man rundt på hængebroer og så på naturen fra oven. Museet har også et akvarium hvor du kan se fisk fra hele verden, samt en udstilling med dyr som f.eks. slanger og frøer.

Men det er langt fra det hele. Museet har et område hvor børnene kan eksperimentere med forskellige teknologiske forsøg; Et område om krop og helbred hvor du udfordres fysisk; og et område omhandlende det ydre rum. Så et spændende og interessant museum for både børn og voksne.

universeum_goteborg-2

universeum_goteborg

 

– Liseberg

Vi havde faktisk høje forventninger til Andreas reaktion på at prøve forlystelserne i Liseberg, da det var første gang vi har haft hende med i en forlystelsespark – men hun var ikke nem at imponere. Hun ville langt hellere bare lege på deres fine legeplads end at skulle en tur med flyvemaskinen sammen med sin far. Så vi må nok sande at det var en ommer.

Liseberg er en rigtig hyggelig forlystelsespark til børn i alle aldre. Nu er det anden gang vi besøger parken – sidste gang var uden baby, og her var det de store rutchebaner der blev prøvet. Denne gang var vi afsted med Andrea, og det var derfor en helt anden oplevelse, da vi i stedet skulle på jagt efter alle de forlystelser som tillod børn på under 90 cm. Der findes i alt 7 forlystelser for de helt små, og vi prøvede vist de fleste.

Læs også vores indlæg om Liseberg >

liseberg_baby

liseberg

SPONSORERET: Opdagelse.dk blev inviteret til Göteborg af Stena Line, men alle meninger er vores egne

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar