Oplevelser rundt om Vejle

Vi rejser jorden rundt og oplever byer og kulturer i hele verden og har skrevet om det på vores blog. Og i processen har vi forsømt at fortælle jer om den by i hele verden vi ved allermest om, nemlig vores hjemby Vejle. I har måske også bemærket vores øgede fokus på vores by på Instagram her gennem den sidste stykke tid. I kan finde alle billederne på #ourhometownvejle. Og hermed får i endnu et indlæg om byen som vi kender så godt. Læs også vores indlæg: 12 seværdigheder i Vejle og omegn.

vejle midtpunkt paraplyer

Midtbyen i Vejle

Vejle har en charmerende midtby, centreret omkring gågaden som strækker sig fra Søndertorv til Nørretorv. Efter vores mening er gågaden i sig selv en oplevelse i Vejle, og vi har derfor skrevet et helt indlæg om oplevelser du kan have på gågaden i Vejle.

Men Vejle midtby er mere end bare gågade – parallelt hermed i østlig retning finder du f.eks Dæmningen i Vejle, hvor du kan gå langs den fritlagte Mølleå der strømmer afsted. Det er også her på Dæmningen at du finder størstedelen af Vejles natteliv, og her er som regel meget travlt og fyldt med mennesker henover weekenderne. På Dæmningen finder du også Økolariet, som er et oplevelsescenter for videnskabs-elskere. Økolariet har udskiftende udstillinger og masser af aktiviteter for børn. En sidste ting vi vil give fokus på er p-huset Tróndur, som skiller sig lidt ud rent arkitektonisk med et trappetårn omgivet af glasmosaik i blå og røde toner.

Hvis man bevæger sig i den helt anden retning – om på den vestlige side af byen finder du en vej kaldt Vedelsgade som ligeledes løber parallelt med gågaden. På Vedelsgade finder du et par af byens bedste parker, Byparken og Mariaparken. Byparken har en hyggelig sø omgivet af skulpturelle og arkitektoniske former. Parken har masser af bænke, en stor græsplæne og en lille legeplads. Mariaparken har et hyggeligt stisystem, en stor boldbane hvor børn og unge ofte spiller bold eller står på skøjter. Herudover har parken nogle hyggelige hængekøjer, 2 overdimensionerede røde stole samt en scene hvor der somme tider afholdes koncerter. Imellem de to parker finder du også Vejle Kunstmuseum for alle kunstinteresserede.

Bølgen Vejle Havnefront

Havnefronten og ud langs Strandvejen

Gennem de sidste par år har der været en stor udvikling ved Havnefronten i Vejle. Havnepromonaden og bådbroerne er blevet markant tilbygget og nye lejligheder popper op overalt. Området er blevet attraktivt og er fyldt med liv, og det er helt sikkert en gåtur værd. Ved Vejle Lystbådehavn kan du gå en tur ud på molen og kigge på de mange både der ligger til i havnen, alt imens du nyder udsigten ud over Vejle Fjord og den ikoniske Vejle Fjord Bro. Tag også en gåtur op langs havnepromonaden og tag et kig indenfor ved Vejle Kajakklub, hvor du kan tage en slapper på en af bænkene på taget af den arkitektonisk smukke bygning. Og sidst men bestemt ikke mindst bør du nyde udsigten ind over Bølgen, som er en af de nok mest ikoniske bygninger i Vejle. Bølgen er et lejlighedskompleks bestående af 5 hvide bygninger formet som en bølge. De to af bygningerne har længe stået færdigt, men byggeprojektet gik i så da finanskrisen ramte, og mange vejlensere var i tvivl om det nogensinde ville blive færdigt. Nu er vi dog snart i mål, og den sidste af de 5 bygninger er ved at tage form – og Bølgens runde former giver en fin kontrast til byens øvrige firkantede bygninger.

Hvis du fortsætter ud langs Tirsbæk Strandvej på den nordlige side af Vejle Fjord vil du på et tidspunkt støde ind i Skyttehuset. Dette er en smuk have i Vejle placeret med en af byens bedste udsigter ud over fjorden. Haven har et stort stisystem, en legeplads og en scene samt et godt spisested. På den modsatte side af vejen finder du Nørreskoven og Dyrehaven i Vejle, hvor du kan finde hjorte og sikaer der græsser frit inde bag en stor indhegning.

Hvis du endnu en gang fortsætter ud af Tirsbæk Strandvej, vil du på højre hånd finde Albuen, som er en kunstig strand i Vejle, som er vældig populær blandt særligt unge mennesker om sommeren. Her finder du blandt andet et ishus og en volleyballbane, samt en udemærket strand at bade ved. Hvis du atter fortsætter ud af Tirsbæk Strandvej vil du måske bemærke at vejen pludselig hedder Strandvejen, og at du kører ind gennem en masse bebyggelse. Her langs Strandvejen finde du nogen af de største og mest attraktive huse i Vejle, med gode beliggenheder og fantastiske udsigter ud over fjorden.

Helt ude for enden af Strandvejen kommer du til Tirsbæk Strand, hvor du finder en kiosk samt en stor badebro, hvor der for ganske nyligt er blevet tilbygget nogle saunaer, som man kan leje i forbindelse med at man er ude at bade. Det skulle være meget populært for vinterbadere. Helt ude for enden finder du også Tirsbæk Slot. Vi må indrømme at vi kun har været herude én gang og at det var i forbindelse med noget julemarked sidste år – og det var i hvert fald en hyggelig oplevelse.

tirsbaek_vejle tirsbæk strand

Ud af Ibæk Strandvej

Efter vores mening er køreturen ud langs Ibæk Strandvej en af byens smukkeste strækninger. Og det er derfor også en populær strækning for gåture og cykelture på trods af at det ligger lidt afsides fra byen. Midt på Ibæk strandvej finder du et ishus samt et grønt område med bænke, hvor folk medbringer madpakker eller en engangsgrill for at hygge med vennerne. Det er et ganske hyggeligt område, og med en fantastisk udsigt ud over fjorden og ind over Vejle.

Når du fortsætter ud ad Ibæk Strandvej vil vejen skifte navn til Munkebjergvej, og snart vil du støde på Munkebjerg, som er et hotel, restaurant og casino. Det er et rigtig lækkert spisested, og de kan formentlig prale af at have byens bedste udsigt ud over byens trætoppe og fjorden. Og hvis middagen var for dyr kan du jo altid prøve at tjene pengene hjem igen på rouletten inde på det tilhørende casino.

rejseblog Vejle Munkebjerg

 

Hvad mener du ellers man bør opleve i Vejle?

Written By
More from Rebecca Line

En guide til Den Gamle By i Jerusalem

Den Gamle By i Jerusalem er klart et besøg værd når du...
Read More

Skriv en kommentar