En guide til oplevelser i Siracusa

Som lovet kommer der hermed en stribe indlæg fra vores rejse gennem Syditalien, og vi kan vist lige så godt tage den fra begyndelsen. Den første by på vores rute var Siracusa, en hyggelig by på Siciliens østkyst. Byen har en rig historie idet den blev grundlagt som en græsk koloni i 734 f.Kr. Byen blev grundlagt på øen Ortigia, men spredte sig hurtigt ud på fastlandet. Ved vores færd rundt i byen var det tydeligt at se den græske indflydelse og den imponerende historie skinner igennem flere steder i byen.

Her boede vi i Siracusa

Vi ankom til Siracusa hen på eftermiddagen, og desværre stod det ned i stænger den første dag, så her stod det primært på hygge på hotel-værelset. Og for at være ærlige tilbragte vi faktisk også 2 dage på hotellet – eller børnene og jeg gjorde – mens Kris havde et par ærinder med sit job på Sicilien. Vi havde booket et B&B inde i midtbyen, beliggende lige ved siden af en fin park med en stor legeplads. Og let’s be honest – så var det 100% legepladsen der solgte os dette overnatningssted. Andrea havde nemlig ikke snakket om andet hele vejen på færgen.

Vores overnatningssted hed B&B Ciclamino og blev mødt at den flinkeste mand, som var utroligt gæstfri og som hjalp os med alt fra at finde en parkeringsplads, at slæbe på vores bagage, og til at fortælle os lidt om byen. Vi fik overdraget nøglen til værelset og trådte ind i et rum fyldt med pink dekor og skør belysning, sammensat med nogle mormorlamper med technoblink på sengebordet. Værelset var stort og rummeligt – hvilket var endnu et af vores kriterier for at vælge hotellet. Vi magter simpelthen ikke at bo på små hotelværelser når vi skal bo 4 personer så tæt sammen!

Det var et rigtig fint hotel med gratis parkering og gratis wifi. Værelset var stort og rummeligt og det var et kæmpe plus at vi boede lige ved siden af en stor legeplads. Der findes sikkert hoteller der er langt mere fancy end dette, men med den korte tidsfrist og med udsigten til at tilbringe en del tid på værelset / legepladsen var dette det helt rette hotel til os.

Oplevelser i Siracusa

Let’s get down to business. Du er jo helt sikkert kommet her for at læse om hvad man skal opleve i Siracusa – så her kommer det. Som nævnt er Siracusa en by med rig historie, og der findes en masse fascinerende historiske seværdigheder. Vi startede derfor dagen med at gå en tur ud mod byens Græske Teater. Her blev børnene sluppet fri (og løb i fuld fart i hver sin retning), mens vi gik rundt på opdagelse rundt på stierne.

For at være ærlig så havde vi ikke læst nok på lektien forud for besøget, for vi troede at der kun var tale om et græsk teater – det var i hvert fald hvad vi kom for at se – men faktisk var der tale om både et græsk teater og et romersk teater inden for den samme arkæologiske park. Herudover var der en botanisk have bestående af et stisystem med flotte blomster og træer. Så ja, der var lidt mere end bare et teater. Vi var dog en anelse skuffede over oplevelsen, da det jo særligt var teatret vi var kommet for at se, for under vores besøg var der et stort arbejde i gang for at omforme teatret til en scene, hvor de gamle trappetrin var i gang med at blive polstret med træpaneler. Så det levede på ingen måde op til hvad vi havde håbet på at se, i forhold til hvad vi havde set på billeder osv. Men vi forstod det som at det er en ting der sker regelmæssigt – altså at de benytter det gamle græske teater som kulisse for teaterstykker eller musik.

I den arkæologiske park fandt vi også nogle klippehuler, og Andrea var ikke bleg for at løbe derind. Der gik da heller ikke længe før hun begyndte at kalde på fremmede mennesker fordi at hun gerne ville sælge “ice cream” som er favoritlegen lige nu.

 

Ortigia øen

Vi tilbragte eftermiddag og aften på den lille ø Ortigia, som er centrum i byen Siracusa, og her du finder den gamle bydel. Og vi vil klart anbefale jer, at i kommer ud på en slentretur her på øen hvis du befinder dig i byen. Vi spiste en god frokost på en af byens mange caféer og slentrede en hyggelig tur ude langs promonaden, hvor bølgerne brusede for fødderne af os. Jeg vil ikke sige at decideret er nogen “must sees” for hele stemningen på øen er utroligt hyggelig, og man kan sagtens se det meste af øen på en god eftermiddag. Jeg vil dog klart anbefale at man giver sig til til at gå rundt, og til at fare lidt vild. Og så var det i vores verden et must at komme ud på promonaden som omkranser øen.

 

 

Vil du gerne vide mere om hvad du skal se i Siracusa? Så følg med i næste indlæg hvor vi giver jer en bucketlist med “must see” seværdigheder og oplevelser i denne smukke italienske by på Sicilien.

Skriv en kommentar