Italien

Hvor meget ved du om Colosseums historie?

Du har helt sikkert allerede stiftet bekendtskab med Colosseum i Rom. Om ikke andet har du set en film eller hørt historierne om de voldsomme gladiatorkampe der fandt sted her. Men hvor meget ved du egentlig om bygningens oprindelse? Jeg har her forsøgt at skrive det lidt letforståeligt, men historien om Colosseum er i sig selv en videnskab.

Rom 070

Opførelse

Det var kejser Vespasian der i år 72 e.Kr. påbegyndte opførelsen af dette mægtige amfiteater. Colosseum stod færdigt ca 10 år senere, fuldført af Vespasians søn Titus. Opførelsen af Colosseum blev endvidere indviet af kejser Titus med en stor fest der varede 100 dage. Man mener at omkring 9.000 vilde dyr døde under disse lege.

Forestillinger

I næsten 400 år dannede Colosseum rammerne for de kendte og blodige gladiatorkampe. Gladiatorerne der skulle kæmpe mod hinanden var oftes slaver, kriminelle eller krigsfanger. Som en del af gladiatorkampene var der somme tider kamp mod dyr, og der blev endda opført søslag, hvor arenaen blev oversvømmet til formålet. Men Colosseum husede også ublodige forestillinger i form af koncerter og teaterstykker. Det var gratis for offentligheden at komme ind og se forestillinger på Colosseum. Udadtil viste kejseren, at han ønskede at tilfredsstille folket, men de holdt primært disse forestillinger for at hylde sig selv og den romerske storhedstid.

Konstruktion

Bygningens ydre tager form af en elipse der måler 156 x 188meter, og højden måler mere end 48 meter, og er bygget op omkring et skelet af de 80 store piller, der bærer facaden. Bygningen var dækket af en enorm markise, også kaldet velarium, der dækkede tilskuerne fra solen. Denne var fastgjort til pæle ved den øverste etage. Der var plads til over 55.000 tilskuere i denne kæmpemæssige bygning. Derfor var der også brug for flere indgange. Der var hele 80 indgange, hvoraf én var til kejseren, én var til byens magistrater samt to indgange der var til de optrædende. Colosseum var inddelt i fire etager, hvoraf den øverste etage var forbeholdt kvinder og folk i den laveste klasse. Nedereste etage, der var nærmest scenen, var derimod forbeholdt betydningsfulde romere samt kejseren. Foruden de fire etager, var der også et kælderniveau, med underjordiske gange. Her opbevarede man blandt andet de mange vilde dyr.

Navnet

Colosseum blev navngivet efter den store kolos der stod på pladsen overfor teatret. Kolossen var en statue der forestillede kejser Nero. Navnet opstår dog først i kilderne fra omkring år 1000.

Vigtige årstal

– 230: Restaureret og udbygget med den fjerde etage af kejser Severus
– 404: Gladiaterkampe blev gjort forbudt
– 442: Colosseum blev beskadiget af et jordskælv
– 523: Kampe mellem vilde dyr blev forbudt
– 847: Endnu et jordskælv. Denne gang blev hele den sydlige facade beskadiget.

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar