Dubai Udsigtspunkter

En guide til Burj Khalifa – Verdens højeste bygning

I dette indlæg vil vi fortælle om vores oplevelse med Burj Khalifa samt give dig de bedste tips og tricks, med alt fra køb af billet, valg af etage samt tidspunkt. Så læs med og få en masse gode råd.

Burj Khalifa set udefra

Burj Khalifa er uden tvivl en imponerende bygning. Den troner sig op midt ude i ingenting, og måles ikke til sokkeholderne af de omkringliggende bygninger. Og faktisk er det lige til at få ondt i nakken af at skulle kigge op for at se spidsen af det 828 meter høje tårn. Det kan desuden være lidt problematisk at få fanget et ordentligt billede af Burj Khalifa. For at du kan få hele bygningen med i dit billede skal du nemlig enten et godt stykke væk, eller helt tæt på.

Burj Khalifa

Lidt fakta og rekorder

Her kommer lidt fakta om den imponerende bygning. Burj Khalifa vejer sammenlagt 500.000 tons. Der er anvendt 330.000 m3 beton samt 39.000 tons stål, og Burj Khalifas imponerende glasfacade består af 24.000 vinduer. Bygningen har hele 57 elevatorer, der bevæger sig op til 10 meter i sekundet. Du kan også tage trappen helt op til toppen – der er dog 2.909 trin.

Det var oprindeligt tiltænkt at bygningen skulle have heddet Burj Dubai for at hylde byen. I stedet blev det i 2010 offentliggjort at navnet blev ændret til Burj Khalifa for at hylde Khalifa bin Zayed al Nahyan, lederen af Abu Dhabi præsident i de arabiske emirater.

Burj Khalifa er ca dobbelt så høj som Empire State Building og har haft verdensrekorden som verdens højeste tårn siden 2010. Burj Khalifa er 828 meter højt fordelt på 200 etager, hvoraf de 160 er beboet. Det er muligt at komme op og nyde udsigten fra tårnet – dog “kun” fra 148. etage (555 meter). Yderligere kan du besøge 124. og 125. etage. Vi vil fortælle lidt om de forskellige muligheder længere nede i indlægget. Indtil da skal du vide, at der tilbydes en 360 grader udsigt ud over byen, og at du i Burj Khalifa finder et af verdens højst placerede observations-dæk (124. etage). Herudover finder du også verdens højst placerede moske (158. etage) og restaurant (122. etage). Tårnet kan desuden ses op til 95 km væk.

Burj Khalifa

Rundt om Burj Khalifa

Ved foden af Burj Khalifa finder du blandt andet en stor kunstig sø, med helt azurblåt vand. Foruden at give dig en god stemning og nogle smukke billeder, giver denne sø dig også mulighed for at se et utroligt vandshow – det er selvfølgelig verdens største. Dette show starter fra kl 18.00 og varer ca i 3 minutter, og kører derfor igen hver halve time frem til kl 22. Showet kan ses oppe fra observationsdækket på 124. etage, men det kan bestemt også ses når du står for foden af Burj Khalifa. Det er helt sikkert værd at vente på!

Herudover finder du også Dubai Mall beliggende for foden af Burj Khalifa. Dubai Mall er verdens største shoppingcenter og rummer hele 1200 butikker med alt fra tøj og sko, babyudstyr, slikbutikker, parfumer og makeup og meget mere. Men centeret rummer også en indendørs skøjtebane, et akvarium og et væld af andre spændende overraskelser.

124. + 125. etage (At the Top)

Du kan købe adgang til 124. + 125 etage. Du får her adgang til begge etager. På det indendørs observationsdæk på 125. etage møder du en smuk panoramaudsigt vendt mod nord, vest og syd, som præsenteres gennem store glasvinduer. På 124. etage finder du et udendørs observationsdæk, der giver en smuk udsigt ud mod syd, øst og nord, hvor du kan gå ud og mærke den friske luft mens du indtager udsigten ud over den Arabiske Golf. Dette observationsdæk var i 2010 verdens højeste, men er sidenhen blevet overhalet.

Der er hverken borde eller bænke på dette observationsdæk, så medbring gode sko og vær forberedt på at skulle stå op længe. Gennemsnitstiden for besøg hos Burj Khalifa er nemlig ca en time. Yderligere skal du påregne at der kan være op til en times kø for at komme derop. Vi var dog meget heldige med kø, og gik nærmest direkte ind i elevatoren, så dette afhænger meget af sæson og tidspunkt for dit besøg. Billetten til At the Top koster omkring 230kr pr person.

Burj Khalifa

VIP på 148. etage (At the Top Sky)

Ved køb af denne billet får du både 124. + 125 etage samt 148. etage. Dvs at man tilkøber sig adgang til VIP området. Når du opgradere din billet og tager helt op på 148. etage, træder du ind i et stort loungeområde med bløde sofaer. Du får serveret en forfriskning, og du kan sidde og nyde stilheden og udsigten i ro og mag. Når du er færdig med 148. etage bliver du ført med elevatoren ned til 125. etage hvorfra du endnu en gang kan nyde udsigten. Denne billet koster omkring 550kr.

Køb af billetter

Priserne på billetter kan variere alt efter hvilken etage du ønsker at besøge samt hvornår på dagen du ønsker at besøge det. Det sælges billetter til Burj Khalifa fra en bod i lower ground, men det anbefales at du køber din billet på forhånd da de ellers kan være udsolgt. Vær opmærksom på at der kan være udsolgt i flere uger op til, så køb hellere din billet i god tid. Højsæsonen for at besøge Dubai er fra november-april,så i denne periode skal være ekstra hurtig med køb af billet. Du kan desuden også spare en del penge på at købe billetten online. Ja faktisk har vi hørt at kan du spare ca 75% af billetprisen.

Burj Khalifa

Hvilken etage skal man besøge?

Der er som sagt to muligheder når det kommer til valg af etage, og isse har jeg skildret ovenfor. Dog er der et utal af muligheder når det kommer til køb af billet. Du kan nemlig købe din billet som en kombi med andre attraktioner i Dubai (og spare gode penge), eller du kan besøge Burj Khalifa i forbindelse med en guided tour. Der er mange muligheder! Men her vil vi fortælle jer om vores overvejelser mht. valg af etage.

Der er klart flere turister på 124. + 125. etage, men der er også langt mere plads at folde sig ud på.Vinduespartierne er større og det er mere ét stort panoramavindue. Hvorimod at det på 148. etage er mere eksklusivt, med loungemøbler, drinks og mindre indrammede vinduer.

Vi valgte at tilkøbe os billetter til VIP området på 148. etage, så derved oplevede vi både 124. + 125. etage samt 148. etage. Og ærligt – så var der ikke den store forskel på udsigten. Vi havde nu heller ikke forventet den store forskel, men Burj Khalifa har længe været på vores bucketliste, og vi ønskede derfor at gøre det “ordentligt” og at komme helt til tops – så højt vi nu kunne komme. Sidder du ikke med det samme brændende ønske om at nå helt til tops, anbefaler vi at du nøjes med 124. + 125. etage. Det er mere end rigeligt, og man kan lige så godt spare de penge.

Burj Khalifa

Udsigten fra Burj Khalifa

Nu har vi besøgt en del udsigtspunkter fra skyskrabere rundt omkring i verden, og der har været stor forskel på deres udsigter. Dog har Burj Khalifa været helt unik, forstået på den måde, at dette er en by placeret midt i ørkenen, og det er en by i rivende udvikling. Burj Khalifa er ikke placeret blandt høje skyskrabere, som du f.eks. vil finde i New York, men i stedet vil du finde et fladt ørkenlandskab samt klynger af høje skyskrabere der kun måler sig en brøkdel af Burj Khalifas højde.

Burj Khalifa

Et lille foto-tip

Undlad at tage hvidt tøj på! Kris og jeg gjorde den dumme fejl, at vi begge tog en hvid t-shirt på da vi besøgte Burj Khalifa, og det kan bestemt ikke anbefales når man besøger udsigtspunktet. Det hvide tøj giver nemlig genskær i billederne, og din reflektion går dermed igen på dine billeder, hvilket er en skam. På nedenstående billede kan du ane en hvid t-shirt ude til højre – og det er ikke engang et af de værste billeder! Tag i stedet sort tøj på, og gerne tøj der dækker dine arme. Hermed får du de bedste muligheder for gode billeder uden at du selv skal være med på dem alle.

Burj Khalifa

Husk at kigge op

Dette billede er taget fra observationsdækket på 124. etage. Alle havde så travlt med at kigge ned på byen og ørkenen, og det slog mig at ingen vendte sig og kiggede op af den resterende del af bygningen som var over vores hoveder. Her ses de resterende 76 etager, som står over hovedet på én, og man bliver blot endnu mere fascineret over den smukke konstruktion.

Burj Khalifa

Solnedgang og smuk nattehimmel

Det anbefales at du køber dine billetter på forhånd når du skal besøge Burj Khalifa. Ellers kan du nemlig risikere at der er udsolgt. Det afhænger naturligvis af høj- og lavsæson. Få det bedste af to verdener, og oplev både nat og dag. Sørg derfor for at tjekke tidspunktet for solnedgang på den pågældende dag, og book dit besøg ud fra dette. Det anbefales at du er ved Burh Khalifa ca en time før at solen går ned, da der kan være lidt kø til at komme op i tårnet og dermed ventetid. Vær opmærksom på, at der er særligt rift efter disse solnedgangs-billetter, så book gerne i god tid.

IMG_0602

Se også vores film fra Dubai

Save

Save

Save

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar