Arne Jacobsen er en af de mest kendte danske designere når det kommer til møbler og lamper, men faktisk har han også designet bestik, tekstiltryk, brugskusnt og sågar arkitektur. Men vidste du at du ved Trapholt også kan finde Arne Jacobsens sommerhus?
Sommerhusets opbygning
Tilbage i 1969-70 tegnede Arne Jacobsen nemlig et hus, der var langt forud for sin tid. Det var et kubehus, som han kaldte kubeflex, og tanken var at man kunne købe sig kvadratiske moduler på hver 12 kvm. Ét modul kunne f.eks. være et badeværelse, et køkken, et soveværese osv. Man kunne herved selv sammensætte sit hus alt efter hvor mange moduler man havde behov for. Hermed kunne den lille familie købe sig et mindre hus bestående af f.eks. 4-5 moduler, og senere hen kunne de tilkøbe sig flere moduler.
Der var desuden forskellige muligheder for valg af ydermure. Vægge uden vinduer, vægge med ét stort heldækkende vinduer eller vægmoduler med et tyndt bredt bælte på langs. Tanken var at man frit kunne vælge og sammensætte moduler sammen med de ønskede vægge samt indretning.
Arne Jacobsens sommerhus ved Trapholt
Der blev fremstillet et udstillingshus, der blev præsenteret i 1970 i samarbejde med Høm Typehuse. Huset blev dog aldrig en succes, på trods af en utroligt innovativ tankegang. Siden da har huset fungeret som familiens sommerhus, og først i 2004 blev huset flyttet til Trapholt som en del af deres udstilling.
Du kan derfor i dag besøge Arne Jacobsens sommerhus ved Trapholt Museet i Kolding. Huset står ude i museets have med udsigt ud over Kolding Fjord. Huset er i dag indrettet med alle Arne Jacobsens møbler. Lige fra stole og lamper til armaturer og gardiner.
Der er dagtligt rundvisninger i huset, hvor en guide vil tage dig med hen i Arne Jacobsens Sommerhus og fortælle om dets historie og opbygning. Herefter kan du på egen hånd gå rundt og se de forskellige rum samt indretning. Rundvisningerne finder sted dagligt kl 11.00 (kun weekender), kl 13.00 og kl 15.00.
SPONSORERET: Opdagelse.dk blev inviteret af Visit Kolding, men alle meninger er vores egne
Jeg er vild med Arne Jacobsens arkitektur og design. Hvis jeg nogensinde er i Kolding vil jeg da helt klart besøge dette museum. Tak for tip. :)
Det var så lidt – Det er rart at vide at jeg har inspireret mindst én person med dette indlæg ;-)