Australien Dyreliv

9 zoologiske haver i Australien, der er værd at besøge

Indrømmet. Vi er helt vilde med dyrelivet i Australien, og vi besøgte derfor en del zoologiske haver. Disse 9 zoologiske haver, Er alle nogen vi kan anbefale dig at besøge på din rute. Vi vil her forsøge at udpege hvad der gør dem forskellige fra hinanden, og hvad der var de bedste oplevelser.

zoologiske haver i Australien

1. Wild Life Sydney

Dette var den første Zoologiske have vi besøgte, og den ligger i hjertet af Sydney ved Darling Harbour. For os var denne oplevelse unik, da det var første gang vi kom helt tæt på de Australske dyr (kænguruer, slanger, krokodillen Rex, emuer og meget mere). Vi vil ikke anbefale at tage i denne zoo EFTER at have besøgt andre zoos, da oplevelsen overskygges af de mange andre fantastiske oplevelser, men er du kun i Australien i ganske kort tid, er dette et godt sted at starte for at se alle de australske dyr helt tæt på.


2. Toronga Zoo

Endnu en zoologisk have beliggende i Sydney. For at komme til denne zoo er det muligt at tage en færge fra Circular Quay. Dette er en smuk zoologisk have med god plads til dyrene. Toronga Zoo huser dyr fra hele verden, præcist som i enhver klassisk zoo, men har naturligvis også en særlig afdeling til de australske dyr. Du skal besøge Toronga Zoo for at nyde den smukke Sydney skyline, samt muligheden for at komme helt tæt på flere af dyrene.


3. Adelaide Zoo

Endnu en klassisk park med dyr fra hele verden. Vi valgte at tage i Adelaide Zoo for at besøge pandaerne Wang Wang og Fu Ni, som er det eneste pandapar på Jordens sydlige halvkugle. I løbet af dagen kan man se en fodring af de prægtige pandaer samt lidt aktivering. Desværre havde Fu Ni en lille depression under vores besøg, fordi at hun troede hun var gravid, så vi fik kun Wang Wang at se. Men det er et smukt dyr.

zoologiske haver i Australien

4. Alice Springs Desert Park

Dette var ikke den mest imponerende park udvalg af dyr og mængden heraf. Parken havde fokus på australske dyr, og vi kunne rigtig godt lide den på grund af beliggenheden midt ude i vildmarken nær Alice Springs. Foruden at se dyrene, er der her også mulighed for at få lidt kulturforståelse for de indfødte aboriginals.


5. Lone Pine Koala Sanctuary

Dette er primært et sanctuary – dvs et fristed – for koalaer. Lone Pine Koala Sanctuary er hjem for mere end 130 koalaer, og er efter vores mening det helt rigtige sted at få sig en koala-krammer. For en rimelig pris kan du nemlig få en koala i dine arme, og få taget et billede sammen med den.


6. Billabong Sanctuary

En fantastisk zoo med et stort udvalg af fodringer og shows. Dette var en af vores favorit zoologiske haver i Australien, særligt på grund af stemningen, som på trods af det store udvalg af aktiviteter forblev hyggelig og intim. Hos Billabong Sanctuary kan du fodre en cassowary, røre en koala, holde en slange eller en krokodilleunge eller meget andet.

zoologiske haver i Australien

7. Rockhampton Zoo

Vi kom forbi denne zoo ved et rent og skær tilfælde, da vi havde hørt at den var gratis, og vi besluttede os for at tage en smut forbi. Og vi endte med at få os en ganske unik oplevelse. I Rockhampton Zoo var der, i ligesom så mange andre zoos, mulighed for at se fodringer af dyrene. Og denne  dag var vi de eneste der mødte op til fodringen af koalaerne, og dyrepasseren tog os derfor med ind i koala indhegningen hvor vi fik lov til at nusse med de to koalaer og hjælpe med at give dem mad. Dette ville aldrig være sket hvis vi havde været i en større zoo, eller i en større publikumsflok.


8. Australia Zoo

Du kan måske huske Steve the Crocodile Hunter? Han led desværre en tragisk død tilbage i 2006, men hans familie har fortsat Australia Zoo i hans ånd. Australia Zoo er en af de største og mest aktivitetsrige zoologiske haver i Australien og er et must see. Vi blev slemt skuffede over det “store krokodilleshow”, som afholdes i Crocoseum, som er en kæmpe arene. Det blev simpelthen for stort! Til gengæld har du her det største udvalg af encounters med dyrene. Du kan her betale lidt ekstra for at komme helt tæt på dyrene, give dem lidt mad, måske røre ved dem, og at få taget et billede sammen med dem.


9. Hartley’s Crocodile Adventures

En zoologisk have dedikeret til krokodiller og nogle få andre australske dyr. Her kan du komme ud på en bådtur, på en sø fyldt med krokodiller, hvor guiden får de store sultne krokodiller til at hoppe op ad vandet efter et stykke kylling på pind. Herudover var der et godt krokodilleshow – det bedste vi fik set på turen! Herudover kan du se en krokodille, hvor de fortæller mere om de små krokodiller, og hvor du tilmed kan få lov til at holde en lille krokodilleunge. Så hvis du ønsker at se krokodiller – så er dette stedet!

zoologiske haver i Australien

Har du besøgt nogen zoologiske haver i Australien? Hvilken var din favorit?

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar