30 oplevelser inden 30

Puha, jeg føler lidt at det er et skarpt hjørne jeg kommer omkring. For i dag er det dagen hvor jeg fylder 30. Hvor blev tiden dog af? Heldigvis har jeg ikke brugt de sidste 30 år med bare at sidde derhjemme på min flade, men jeg har været ude og opleve verden, og det er netop dette jeg vil dele med jer i dette indlæg: 30 bedrifter, som jeg mener at jeg har opnået inden at jeg i dag fylder de 30.

64094_10151315128855750_1818368160_n

 

1. At bo i udlandet

Som i nok ved, har Kris og jeg været i Australien i 7 måneder. Vi boede de første 4 måneder i Sydney, hvor jeg var i praktik på et designbureau (da jeg var under uddannelse som grafisk designer). Jeg kan huske at jeg var skræmt ved tanken om at skulle flytte så langt væk, men det viste sig at blive en fantastisk oplevelse!

IMG_7957 copy

 

2. At bo sammen med fremmede

Under vores ophold i Sydney boede vi i en hyggelig lejlighed nær Coogee Beach, som vi delte med 4 andre personer (hvoriblandt én af dem boede bag et gardin i stuen). Herudover var der også 4 lejligheder i bygningen og alle værelser var lejet ud til unge mennesker fra hele verden. Vi boede dermed i et form for et kollektiv, hvor der altid var mennesker man kunne snakke med og opleve Sydney sammen med. Det var selvfølgelig op til én selv hvor meget man ønskede at have med de andre at gøre, men for vores vedkommende har vi skabt relationer og livslange venskaber. Læs også vores indlæg med tips til at flytte sammen med fremmede >

At bo med fremmede Australien

 

3. At tage på en roadtrip i Australien

Efter vores 4 måneder ophold i Sydney valgte vi at købe en bil, og at tage på vores livs største eventyr – en tre måneders roadtrip rundt i Australien som bragte os fra Sydney, Melbourne, Adelaide,  Alice Springs,  Cairns,  Townsville, Brisbane og tilbage til Sydney. Det var som sagt vores livs eventyr og vi drømmer blot om at vende tilbage en dag – med børn. Læs mere om vores rute gennem Australien >

Roadtrip Australien

 

4. At starte en rejseblog

Vores rejse til Australien var startskuddet til denne rejseblog. Faktisk havde jeg en anden rejseblog kørende under vores tur, men kun med indlæg der var henvendt familie og venner derhjemme. Men da først vi kom hjem fra vores rejse kunne jeg godt mærke at jeg var blevet bidt af tanken om at beskrive mine rejser om om at hjælpe andre, og kort tid efter købte jeg derfor domænet og opstartede den rejseblog der i dag findes her på Opdagelse.dk. Og sikke en rejse!

australien roadtrip

 

5. På nært hold med krokodiller

Vi har nu af flere omgange været helt tæt på store krokodiller rundt omkring i verden. Blandt andet har vi set saltvandskrokodillen Rex på 5,2 meter da vi besøgte Wild Life i Sydney, og vi har set flere krokodilleshows, op vi har været på flere bådture, hvor krokodiller har hoppet op fra vandet efter en pind med mad. Et par gange har vi tilmed haft mulighed for selv at holde en krokodille (babykrokodiller selvfølgelig), og en enkelt gang har vi også selv prøvet at fodre nogle små krokodiller.

Krokodiller i Australien

 

6. At holde en slange

Aldrig igen! Jeg er hunderæd for slanger, men alligevel fik Kris overtalt mig til at tage en slange rundt om nakken for at få taget et billede. Dette gjorde vi ved Australian Venom Zoo, hvor de havde alverdens slanger og kryb til fremvisning. Jeg kan afsløre at mit smil på billedet er fake, og at jeg er sindsygt bange for denne slange. Men hey – så blev det da krydset af bucketlisten.

Slanger Australien

 

7. At hoppe ud af et fly

Dette har nok været en af de vildeste oplevelser jeg nogensinde har udsat mig selv for: At hoppe ud af et fly. Godt nok havde vi aftalt at vi skulle prøve det allerede hjemmefra, men alligevel kom det vist bag på os begge at vi rent faktisk ville gennemføre det. Men pludselig stod vi med billetten i hånden og der var ingen vej tilbage. Jeg kan tydeligt huske den sitrende fornemmelse i min krop og hvordan jeg bare ikke kunne falde i søvn natten før springet.

Men da vi så stod i det, gik det hele bare alt for stærkt. Vi var i kyndige hænder og fik anvisninger af kyndige instruktører og vi følte os trygge på hele turen. Vi havde et minut med frit fald ud over Great Barrier Reef, idet vi hoppede ved Mission Beach i Australien. Herefter kom faldskærmen op, og vi havde mulighed for at svæve stille og roligt gennem luften. En super fed oplevelse, og allerede da vi lige var kommet ned snakkede vi om at prøve det igen. Læs også vores indlæg med gode grunde til at prøve skydive >

Skydiving Australien

 

8. At opleve solnedgangen ved Uluru

Jeg husker tydeligt vores oplevelser ved Uluru og hele den omkringliggende nationalpark. Vi tilbragte i alt 3 dage der, som bød på smukke solopgange og solnedgange, nogle varme og betagende vandreture rundt i området – blandt andet turen rundt om Uluru / Ayers Rock som varede godt 4 timer. Der er bare noget helt magisk ved at besøge denne store sten placeret midt i Australiens Outback. Læs mere og få gode råd til at besøge Uluru >

Roadtrip Australien

 

9. At starte en webshop

Der har nok altid været gemt en lille iværksætter i mig. Jeg elsker at være kreativ, at arbejde i online universer og at udarbejde grafisk design. Derfor var det naturligt at vi har åbnet en webshop grafiske plakater, som jeg selv har designet. Tidligere havde vi faktisk 2 webshops. Den ene her på opdagelse.dk hvor vi solgte “rejseplakater” og den anden hedder Bentzenberg.dk hvor vi sælger plakater med motiver med alt mellem himmel og jord. Vi valgte dog at slå dem sammen således at i i dag kan finde alle rejseplakaterne inde på Bentzenberg.dk.

Rejsetheme-copy

 

10. At have en dårlig rejseoplevelse / at blive bestjålet

Dette kan nok betegnes for at være den værste oplevelse jeg nogensinde har haft på en rejse. For på en af vores sidste dage i Australien havde vi indbrud i vores bil, hvor jeg fik stjålet elektronik for mere end 40.000kr (macbook, canon kamera en ny iphone med mere). Men faktisk var det ikke det materielle i at miste sine ting, men mere alle de rejseminder der gik tabt. Jeg havde taget backup af mine billeder, men langt fra dem alle! Og selvom at man havde mange minder med sig i bagagen, så er billeder bare det bedste souvenir man kan tage med sig hjem.

Herudover mistede jeg også min opgave jeg var i gang med at skrive på i forbindelse af mit studie, hvilket gjorde at jeg ikke kunne aflevere den til tiden. Og så var det et helvede at skulle ud at skaffe 40.000kr til nyt elektronik når man lige havde brugt alle sine penge på sit livs rejse i Australien. Men i det mindste har jeg lært en vigtig lektie – backup, backup, backup!

Stealing

 

11. At få børn

I know – ikke så rejseralateret – og så alligevel. For det at have fået børn har åbnet op for nogle helt nye kapitler i vores liv både på hjemmefronten men bestemt også på rejsefronten. Gennem de seneste to år har vi haft fornøjelsen af at vise Andrea rundt i den store vide verden og for at udvide hendes horisonter, og vi ser blot frem til at gøre dette endnu mere i fremtiden – særligt nu hvor vi har endnu en lille rejseblogger med på turen. Og vi er utroligt spændte på de nye oplevelser forude for os alle fire som familie.

New-York-Empire-State-Building

 

12. At vinde titlen “Danmarks Bedste Rejseblog”

Tilbage i 2016 vandt vi titlen som Danmarks Bedste Rejseblog, da Travelmarket afholdt en lille konkurrence. Det var en rigtig stor titel for os at vinde og et kæmpe skulderklap. Siden da har vi været på lidt af en rejse. Vi har stiftet en familie, vi har været på nye kontinenter, og vi har generelt bare fortsat med at tage ud og udfordre nye destinationer, som vi kan fortælle jer om her på bloggen. Læs mere om konkurrencen her >

rejseblog

 

13. At rejse med en gruppe fremmede

Nu hvor vi kalder os selv for rejsebloggere kan vi ligeså godt blive vant til dette med at rejse med fremmede. Vi bliver nemlig også inviteret på presseture, hvor man skal indgå som en del af en større gruppe som rejser sammen. Det er en sjov og anderledes måde at rejse på, og det giver nogle nye bekendtskaber med andre rejsejournalister og bloggere. Men også inden vores blog eksisterede har vi haft oplevelser med at rejse med fremmede, og det har altid været en stor fornøjelse.

IMG_2978 copy

 

14. At deltage ved et madlavningskursus i udlandet

Under mit ophold på Mapils Manor i Letland havde jeg fornøjelsen af at deltage på et madlavningskursus med en af landets dygtigste kvindelige kokke – Aija Gabrane. Her blev vi iført kokkehuer og fik hver især forskellige instrukser på hvad vi skulle fremtrylle i køkkenet. Vi rendt rundt i køkkenet som hendes små hjælpere og var med til at hjælpe og til at anrette hele 5 forskellige og meget velsmagende retter. Læs mere om madlavningskurset >

malpils_manor3

 

15. Roadtrip i USA

Her ses et billede taget foran det hvide hus i Washington, som var ét af mange stops på vejen ned af østkysten i USA. Vores tur startede helt i nord ved Niagara Falls og strækte sig ned til den sydligste spids ved Key West. En fantastisk og uforglemmelig oplevelse. Vi havde afsat 18 dage til vores roadtrip, hvilket kun lige var nok. Vi kunne sagtens have brugt det dobbelte så vi rigtigt kunne have oplevet byerne og staterne vi kørte igennem. Så én ting er sikkert – vi kommer tilbage!

image

 

16. At se et show på broadway

Personligt så elsker jeg at se Musicals når jeg er ude at rejse, og jeg har altid taget mig tiden til det når jeg har været i f.eks. New York eller London. Jeg har derfor en del musical-erfaring. I New York har jeg blandt andet set Rent, Chicago og Phantom of the Opera og i London har den stået på Billy Elliot, Lion King, Thriller og mange flere. Og jeg er lige begejstret hver gang. Det er en helt særlig oplevelse at opleve musicals på broadway, og man føler at man er en del af noget stort. HErudover er det muligt at møde nogle store stjerner i blandt skuespillerne. Vi var f.eks. så heldige at se Chicago med musikeren Brandi i hovedrollen.

chicago musical new york

 

17. At køre med en bobslæde

På mit besøg i Letland tilbage i Januar måned fik vi muligheden for at prøve en vaskeægte bobslæde på en ægte bobslæde-bane. Jeg må dog indrømme at jeg i sidste ende ikke endte med at tage den ægte vare, men i stedet valgte at køre med “børneudgaven” af en bobslæde. Dette skyldes at vi fik af vide at man godt kunne få nogle ret vilde ryk i kroppen og at det ikke blev anbefalet for folk der havde problemer med ryg, skuldre med mere. Men “børneudgaven” var nu også vild nok for mig og der var fuld fart på hele vejen ned – særligt i svingene hvor man kom helt op på kanten ligesom man ser det på sportskanalerne.

Sigulda Bobsleigh and Luge Track

 

18. Riverrafting på Tully River

Dette var en af de mere grænseoverskridende oplevelser for mig. Jeg er nemlig utroligt bange for vand! Men ikke desto mindre fandt jeg pludselig mig selv ombord på en lille gummibåd sammen med Kris, 4 fremmede samt en kyndig instruktør der skulle få os sikkert ned gennem Tully River og de små vandfald og stride strømme der var at finde undervejs. En vild oplevelse, der også resulterede i at min sidekammerat i båden knækkede en fortand undervejs – så hold på hat og briller. Læs mere om vores oplevelse med riverrafting her >

Riverrafting Tully river

 

19. At stå på toppen af Burj Khalifa

En fed fornemmelse at kunne sige at man har været oppe i verdens højeste bygning. Burj Khalifa var i hvert fald indehaver af denne titel da vi besøgte Dubai tilbage i 2016 – men ingen ved hvor længe at Burj Khalifa kan beholde denne titel. Om ikke andet er det da et must see når man besøger Dubai, og man får dermed mulighed for at få en smuk panoramaudsigt ud over ørkenen og resten af Dubai. Læs mere om Burj Khalifa her >

Burj Khalifa

 

20. At tilbringe nogen dage på en Australsk Farm

En af de sjoveste ting jeg længe har prøvet var at være på et farmstay i Australien. Her blev vi stillet for alverdens nye udfordringer som lassokastning, lerdueskydning, quatbikes og meget mere. Den vildeste oplevelse af dem alle var nok at Kris og jeg blev placeret på hver vores hest hvorefter vi skulle ud på farmen for at inddrive deres får. Herudover var vi med til at fodre dyrene – jeg gav blandt andet en babykænguru sutteflaske. Læs meget mere om vores farmstay her >

Australsk Farm

 

21. At opleve tyske julemarkeder

Der er noget helt nostalgisk ved at opleve et tysk julemarked, og sidste år i julen blev jeg inviteret forbi München for blandt andet at opleve deres julemarkeder. Her kunne der shoppes julepynt, smages diverse specialiteter og generelt kunne man for alvor finde julestemningen. Læs mere om vores oplevelse ved julemarkedet i München >

munchen_julemarked7

 

22. At tage på en Desert Safari i Dubai

En oplevelse der kan anbefales, er at prøve en desert safari i Dubais ørken. Vi var ude på en helt fantastisk køretur i en 4WD gennem ørkenen efterfulgt af middag med solnedgang samt et danseshow i en beduinby. Vi var afsted med Andrea på denne tur, så vi fik naturligvis en meget børnevenlig tur, hvilket passede os helt perfekt, da man godt kan blive lidt køresyg af kørslen i ørkenen. Læs mere om vores tur på Desert Safari >

image

 

23. At få en artikel i avisen

Dette var også en helt fantastisk milepæl at opnå – nemlig at kunne se sit eget billede og egne artikler i avisen. Og så endda som en hel forside til et tillæg for Destination Danmark. Inde i tillægget havde vi hele 2 stk artikler som blev publiceret omhandlende oplevelser i Danmark. Læs mere >

jyllandsposten_avis_artikel_rejseblog

 

24. At køre igennem Australiens Outback

Outbacken i Australien er noget ganske særligt. Røde grusveje, ingen biler i miles omkreds og fladt landskab så langt øjet rækker. For os var det en stor oplevelse at køre gennem outbacken hvor vi oplevede den rå natur og det uforstyrede dyreliv midt ude i ingenting. Godt nok var der langt mellem byerne og de store seværdigheder, men outbacken i sig selv var også en seværdighed for os. Outbacken bød desuden på nogen af de største oplevelser vi havde i Australien. Læs mere om vores oplevelser i outbacken her >

Australiens Outback

 

25. At filme vores oplevelser

Gennem de sidste års tid er vi begyndt at filme vores oplevelser rundt i verden, hvilket har resulteret i en masse gode ferieminder kogt ned på få minutter. Personligt er det for os en rigtig god måde at se tilbage på vores bedste øjeblikke, og vi håber også at disse film kan være med til at inspirere jer andre til at besøge nogen af de destinationer som vi har besøgt. I kan besøge vores Youtube kanal hvor vi lægger film op fra vores rejser.

Skagen Gammel skagen

 

26. At holde jul i udlandet

Jeg fik mandlen! Men ok, vi var jo også kun 2 personer til at kæmpe omkring den. Vi tilbragte julen i 2012 i Australien, hvor vi på bedst mulige vis forsøgte at komme i julestemning på trods af at juledekorationen bestod af sand og palmer og på trods af at der var en bagende varme udenfor. Vi sørgede for at lave traditionel julemad og holdt de danske traditioner ved lige helt omme på den anden side af kloden.

Jul i Australien

 

27. At besøge Disneyland

En af de helt store ting på min bucketliste har været at besøge Disneyland, for jeg er nemlig en stor Disney fan. Og vi fik mulighed for at besøge en af parken i Orlando i forbindelse med vores roadtrip i USA. Det var en fortryllende oplevelse, og jeg glæder mig blot til at jeg en dag skal slæbe børnene med derind. Læs mere om vores besøg hos Disneyland her >

disneyland

 

28. At snorkle ved Whitsundays

Som jeg nævnte tidligere – så er jeg bange for vand – så dette var en ret vild oplevelse for mig. Det tog mig en del tid at overbevise mig selv om at prøve det, men jeg er ovenud lykkelig for at jeg pressede mig selv til det den dag i dag. Det var en kæmpe oplevelse at se Whitsundays og revene omkring Great Barrier Reef. Om jeg skal gøre det igen ved jeg ikke, men det var en kæmpe oplevelse som jeg fik lov til at dele med Kris.

Snorkling ved Great Barrier Reef

 

29. At rejse på First Class / Bussiness Class

Jeg har altid haft en lille drøm om at prøve at flyve på Bussiness Class eller First Class. Og det mål ER gået i opfyldelse – dog var det en lidt flad fornemmelse da det var ombord på et lille fly og på en ret kort flyvetur hvilket betød at den “eneste forskel” på economy og bussiness var at vi var placeret forrest i flyet med et gardin trukket for ind til resten af passagererne. Herudover fik vi udleveret en særlig menu og fik serveret drikkevarer ad libitum. Så jo – der var da skruet op for service niveauet og officielt har jeg tikket den af på min bucketliste nu, men jeg kunne nu godt tænke mig at prøve den rigtige luksus udgave med egen kabine og det hele, ligesom man ser det på film.

Bussiness Class

 

30. At se Niagara Falls

Wow! Som så mange andre ting på denne liste var dét at se Niagara Falls en kæmpe oplevelse. Jeg var imponeret over de store vandmasser der strømmede ud over klippekanten, og måden hvorpå man havde opsat en masse muligheder for at se vandfaldene fra alle vinkler. Der var alverdens muligheder for turister i forhold til at komme helt tæt på. Blandt andet med bådturen Maid of the Mist, som vi selv var på, hvor man kom helt ind i Horseshoe Falls, som er navnet på et af de 2 vandfald. Utroligt! Læs mere om vores oplevelse ved Niagara Falls her >

Niagara-Falls

 

Puha det var en lang liste at komme igennem, og en masse minder der skulle op til overfladen. Hvad har du oplevet af store oplevelser der er på din liste?

Written By
More from Rebecca Line

Skallerup Seaside Resort for børnefamilier

Vi har tilbragt en forlænget weekend i det nordjyske ved Skallerup Seaside...
Read More

Skriv en kommentar