Rute: Fra Alexanderplatz til Potsdamer Platz: Guide til de største seværdigheder i Berlin

by Rebecca Line

Berlin er en by, der skal opleves til fods. Hver gade og plads gemmer på en fortælling – om krige, genforening, håb og forandring. På en enkelt dag kan du bevæge dig gennem århundreders historie, bare ved at gå. På vores seneste weekendtur lod benene føre os gennem nogle af byens mest ikoniske steder. I dette indlæg får du vores rute til en historisk gåtur gennem Berlin – en tur, hvor du på få timer kan opleve både den gamle pragt, krigens spor, murens deling og byens levende nutid. Perfekt til dig, der vil opleve Berlin uden stress – men med mening.


Gode sider til planlægning af rejsen: 

Bestil FLY hos Momondo  (reklamelink)
Bestil HOTEL hos Hotels.com (reklamelink)
Bestil AKTIVITETER hos Get Your Guide (reklamelink)

Indlægget indeholder reklamelinks. Jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via mine links – uden ekstra omkostning for dig. Det hjælper med at holde bloggen kørende.


📍 Stop 1: Alexanderplatz

Vi startede vores gåtur ved Alexanderplatz, da vores hotel lå tæt herpå. Alexanderplatz en af de mest ikoniske og travle pladser i Berlin. Det er ikke nødvendigvis den kønneste del af byen, men det er et sted, der summer af liv og historie. Under DDR-tiden var Alexanderplatz centrum for Østberlins byliv, og den bærer stadig tydelige spor af den tid. Pladsen er omgivet af betonbyggeri og travle butikker, men det er netop kontrasten mellem fortidens planøkonomi og nutidens kommercielle kaos, der gør stedet fascinerende. Du ser både arkitektoniske levn fra 1960’erne og moderne facader side om side.

Under vores besøg var pladsen fyldt med fodboldfans, som var kommet til Berlin for at overvære finalen i den tyske Liga. Kampen blev vist på storskærm her på pladsen lørdag aften, men allerede dagen før var her stor fest i hele byen.

  • TV-Tårnet (Fernsehturm)
    Det mest iøjnefaldende på Alexanderplatz er selvfølgelig det ikoniske TV-tårn, som rejser sig 368 meter over byen. Det blev bygget af DDR-regimet som et symbol på Østtysklands teknologiske styrke – og i dag er det et af Berlins største vartegn. Hvis du har tid, kan du tage op i TV-tårnet for en panoramisk udsigt over byen – men book billetter hjemmefra!
  • Verdensuret
    Lige i midten af pladsen står Weltzeituhr – verdensuret – en stor, retro-futuristisk installation, som viser tiden i byer over hele verden. Det er både et mødepunkt og en sjov fotomulighed. Det føles lidt som at stå i et DDR-bygget planetarium midt i en travl shoppinggade.

📍 Stop 2: Berliner Dom og Museumsinsel

Fra Alexanderplatz er der kun en kort gåtur til næste stop: Berliner Dom og Museumsinsel – to af de mest imponerende og fotogene områder i Berlin. Når du nærmer dig Domkirken, kan du næsten ikke undgå at stoppe op og kigge op. Bygningen er enorm, nærmest majestætisk, med sin grønne kuppel, smukke facade og store trappe foran. Domkirken er Berlins største kirke og blev opført i slutningen af 1800-tallet som et svar på Peterskirken i Rom – og det kan mærkes. Den udstråler kejsertidens ambitioner og pragt.

  • Indenfor i Domkirken
    Hvis du har tid, så gå indenfor. Der venter en overraskende ro og skønhed bag de tunge døre: højt til loftet, flotte glasmosaikker og en krypt med medlemmer af den preussiske kongefamilie. Du kan også tage trapperne op i kuplen og få en fantastisk udsigt over hele Berlin – en lidt mindre kendt, men virkelig flot udsigtspunkt.
  • Museumsinsel – en ø af kultur
    Lige ved siden af ligger Museumsinsel, en lille ø midt i floden Spree, som rummer fem af Berlins mest kendte museer. Det er en del af UNESCOs verdensarv, og det føles næsten som at træde ind i et åbent museumskvarter. Selv hvis man ikke går indenfor, er det fantastisk bare at gå rundt mellem de gamle søjlegange, kigge på bygningerne og mærke stemningen. Det hele ligger samlet på en lille, fredelig ø midt i storbyens larm – som en tidslomme af dannelse og skønhed. Oplev blandt andet:
    • Pergamonmuseet – kendt for antikke bygningsværker som Ishtar-porten (lukket til renovering fra 2023 i flere år, men værd at nævne)
    • Altes Museum – klassisk kunst og arkitektur
    • Neues Museum – her finder du bl.a. den ikoniske buste af Nefertiti
    • Bode-Museum og Alte Nationalgalerie – med kunst fra middelalderen og 1800-tallet

📸 To smukke fotospots, du ikke må gå glip af

Der er flere fantastiske steder at tage billeder omkring Berliner Dom og Museumsinsel.

  • Trappen foran Domkirken er perfekt, hvis du vil have den imponerende kuppel som baggrund. Herfra kan du tage billeder med både perspektiv og storhed – især smukt i morgensolen eller lige før solnedgang.
  • Et andet oplagt fotospot er broen ved Lustgarten, lige foran Domkirken. Her får du både floden Spree, museernes søjlegange og den grønne kuppel med i baggrunden. Det er også et godt sted at holde en kort pause – vi satte os her og nød solen, stemningen og udsigten over den historiske ø.

📍 Stop 3: Unter den Linden og Humboldt Universitet

Fra Museumsinsel fortsætter gåturen ad den ikoniske boulevard Unter den Linden – en bred, allé-agtig gade, flankeret af lindetræer og prægtige bygninger, der leder dig direkte mod Brandenburger Tor. Det er en af de mest historisk ladede gader i Berlin og fungerer som et naturligt bindeled mellem den gamle bydel og de mere vestlige dele af centrum. Langs gaden passerer du flere historiske bygninger – og hvert eneste gadehjørne rummer spor af Berlins storhed og traumer.

  • Statsoperaen og Humboldt Universitet
    Først passerer du den smukke Deutsche Staatsoper – en klassisk operabygning fra 1700-tallet, som stadig er aktiv og afholder forestillinger. Overfor ligger Humboldt Universitet, et af Tysklands ældste og mest prestigefulde universiteter. Her har tænkere som Karl Marx, Albert Einstein og brødrene Grimm haft tilknytning. Hvis du er historisk interesseret, kan det næsten føles overvældende at stå her – midt mellem viden og kunst, mellem ideernes frihed og historiens mørke øjeblikke.
  • Bebelplatz – bøgernes bål og et tavst mindesmærke
    Lige foran universitetet ligger Bebelplatz, en åben plads med en tung historie. Det var her, nazisterne i maj 1933 organiserede det berømte bogbål, hvor tusindvis af bøger af “uønskede” forfattere – jøder, kommunister, homoseksuelle, systemkritikere – blev kastet på bålet under fanatiske tilråb. I dag er stedet markeret med et diskret men rørende mindesmærke: Et glaspanel i brostenene, hvor du kan kigge ned i et tomt, underjordisk bibliotek med hvide, tomme bogreoler. Mindesmærket hedder “Det tomme bibliotek”, og det er netop tomheden, der taler. Ved siden af er indgraveret et citat af den tyske digter Heinrich Heine: “Der, hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker.”

📍 Stop 4: Brandenburger Tor

Du nærmer dig nu et af de mest ikoniske bygningsværker i Europa: Brandenburger Tor. Den klassiske byport, med sine søjler og den karakteristiske kvadriga (fire heste med sejrsgudinden på toppen), har stået her siden slutningen af 1700-tallet – og har været vidne til alt fra kejsertid og krig til mur og genforening.

Brandenburger Tor var engang indgangen til det gamle Berlin, men i det 20. århundrede blev den noget helt andet: et kraftfuldt symbol på Tysklands deling. Under Den Kolde Krig stod porten isoleret i ingenmandsland – lige ved Berlinmuren – utilgængelig for både øst- og vestberlinere. Den var ikke længere en port, man kunne gå igennem, men en mur man kiggede på med længsel og frustration. Men den 9. november 1989 ændrede alt sig. Da muren faldt, og øst- og vesttyskere strømmede hinanden i møde, blev Brandenburger Tor forvandlet fra symbol på splittelse til ikon for genforening og fred. Det er svært ikke at få lidt gåsehud, når man står her og tænker på, hvad denne plads har været vidne til.

I dag er området omkring porten fyldt med liv, turister og gademusikanter. Der er næsten altid en violinist, en mimekunstner, en guide med flag og en masse selfiestænger. Det kan være kaotisk – men det er også en del af charmen. Porten lever, og det gør historien også.

📸 Fototip: Tag billeder lidt skråt forfra, gerne med nogle af de omkringliggende bygninger eller med folk i bevægelse – det giver liv i billedet. Om aftenen er porten flot oplyst og mindre crowded.

📍 Stop 5: Tiergarten og Reichtag

Efter Brandenburger Tor åbner byen sig op mod vest – og du træder næsten direkte ind i den store, grønne park Tiergarten. Det føles som at gå fra historisk storby til en fredelig skov, midt i byen. Stierne bugter sig mellem gamle træer, søer og blomsterbede, og her mærker man, hvor meget berlinerne værdsætter deres grønne åndehuller. Det er et perfekt sted at sætte tempoet lidt ned, især efter de mange historiske indtryk på ruten.

  • Reichtag – politik med panoramaudsigt
    En kort afstikker til venstre fører dig til det storslåede Reichstagsgebäude, hjemsted for det tyske parlament. Den massive, klassiske facade står i stærk kontrast til den moderne glaskuppel, som blev tilføjet efter genforeningen. Kuppelen symboliserer gennemsigtighed i demokratiet – og giver samtidig en spektakulær 360 graders udsigt over Berlin. Hvis du vil op i kuplen, skal du reservere tid i forvejen – men det er absolut det værd. Du går ad en spiralrampe op til toppen, hvor man både ser ud over byen og ned til parlamentssalen under sig.
  • Tiergarden – en grøn oase
    Vi gik her i solskin, og stemningen var helt anderledes end de tunge historiske steder tidligere på ruten. Børn legede i græsset, folk cyklede, og par slentrede hånd i hånd mellem træerne. En påmindelse om, at Berlin ikke kun er fortid – men også nutid og livsglæde.

📸 To smukke fotospots, du ikke må gå glip af

  • Udenfor Reichtag: Stil dig lidt skråt foran hovedtrappen for at få både kuplen og bygningen med i billedet.
  • I Tiergarten: Fang sollys gennem trækronerne eller tag billeder over vandet i en af parkens små søer.

📍 Stop 6: Holocaust-monumentet

Fra Tiergarten går turen videre til det stærke og tankevækkende Holocaust-monument, officielt kaldet “Memorial to the Murdered Jews of Europe”. Det ligger lige syd for Brandenburger Tor og er et af de mest bevægende mindesmærker i Berlin. Monumentet består af 2.711 grå betonblokke – eller “steler” – arrangeret i et grid-mønster på en bølgende plads. Blokkene har forskellige højder, nogle lave og andre så høje, at man næsten bliver omsluttet, når man bevæger sig ind mellem dem. Det skaber en følelse af uvished og isolation, som symboliserer de ubeskrivelige rædsler, de jødiske ofre oplevede under Holocaust.

Det er vigtigt at huske, at Holocaust-mindesmærket som sådan ikke er en turistattraktion eller en legeplads. Mange besøgende sætter sig stille ned eller går langsomt, mens andre blot står og ser ud over de gentagne betonblokke, der tilsyneladende strækker sig uendeligt.

📍 Stop 7: Checkpoint Charlie

Checkpoint Charlie var den mest kendte grænseovergang mellem det amerikansk-styrede Vestberlin og det sovjetisk-styrede Østberlin under den kolde krig. Her kan du opleve det lille, men meget interessante Checkpoint Charlie-museum, som fortæller historier om flugtforsøg, spionage og livet delt af muren. På stedet står også en kopi af den historiske grænsekontrol og amerikanske soldater, der giver liv til fortiden. Rundt omkring finder du mange informationstavler, der gør det nemt at forstå den dramatiske historie bag muren.

📍 Stop 8: Slut ved Potsdamer Platz

Afslut din gåtur ved Potsdamer Platz, hvor det moderne Berlin for alvor folder sig ud. I dag er det et travlt knudepunkt fyldt med glasfacader, rulletrapper, biografer og shoppingcentre, men engang var det en af de mest ødelagte og tomme pladser i hele byen. Efter murens fald blev området nærmest genopfundet fra bunden – og det kan mærkes. Her mødes historie og fremtid i en storbykulisse, der summer af aktivitet. Fra Sony Center’s spektakulære tagkonstruktion til de elegante kontorbygninger og designhoteller – det hele føles nyt, lyst og fyldt med fremtidstro.

Efter en dag fuld af historiske indtryk og lange skridt, er dette det perfekte sted at puste ud. Find en café med udeservering, sæt dig med en cappuccino eller et glas vin, og se mennesker glide forbi – både turister, forretningsfolk og lokale.

Praktiske tips

For at få mest muligt ud af din dag til fods i Berlin, er det en god idé at være lidt forberedt. Her er vores bedste råd til en behagelig og oplevelsesrig tur:

  • Gode sko er uundværlige
    Berlin ser måske flad ud på kortet, men du kommer til at gå meget – og ofte på brosten, ujævne fliser og lange boulevarder. Vælg behagelige sko med støtte, og spar festskoene til om aftenen.
  • Medbring vand – og planlæg pauser
    Selvom der er masser af kiosker og caféer undervejs, er det rart at have en vandflaske i tasken, især på varme dage. Vi tog selv et par korte pauser på små caféer – det gav både nye kræfter og hyggelige øjeblikke til at fordøje indtrykkene.
  • Brug Google Maps
    Selvom ruten er ret lige til, er det en god idé at følge med på Google Maps, især hvis du vil tage små afstikkere eller finde en bestemt café, fotospot eller genvej. Du kan fx oprette din egen rute hjemmefra og gemme den som “gåtur Berlin” i din mobil.
  • Giv dig tid til at stoppe op
    Mange steder på ruten fortjener mere end et hurtigt billede. Brug tid på at læse skilte, kigge op, og mærke stemningen – det er det, der forvandler en byvandring til en rigtig oplevelse.

Gode sider til planlægning af rejsen: 

Bestil FLY hos Momondo  (reklamelink)
Bestil HOTEL hos Hotels.com (reklamelink)
Bestil AKTIVITETER hos Get Your Guide (reklamelink)

Indlægget indeholder reklamelinks. Jeg kan få en lille kommission, hvis du køber via mine links – uden ekstra omkostning for dig. Det hjælper med at holde bloggen kørende.


Berlin er ikke en by, man bare ser. Den skal mærkes, vandres og opleves. Vores gåtur gennem byen blev ikke bare en sightseeing-rute, men en rejse gennem lag af historie, nutid og liv. Vi fik tid til at tale sammen, standse op, lytte, kigge – og bare være til stede. Fra ikoniske monumenter til skjulte detaljer, fra storladne pladser til stille stunder i grønne omgivelser – hver kilometer åbnede nye perspektiver. Berlin fortæller sine historier højt og tydeligt, men også i det stille. Du skal bare tage det første skridt.

You may also like

Leave a Comment