8 fejl på vores første flyvetur med en baby – og hvad vi lærte

At flyve med en baby for første gang kan føles som en stor udfordring – og det var det bestemt også for os! Vi gjorde os mange klassiske begynderfejl, men lærte hurtigt af dem og fik rettet op. Vi oplevede alt fra upraktisk pakket håndbagage til udfordringer med tryk i ørene under start og landing. Der var også øjeblikke, hvor vi følte os overvældede af medpassagerers blikke, når vores baby blev urolig. Men vi fandt hurtigt nogen små tricks, der gjorde rejsen nemmere – som at vælge flyafgange, der passede til søvnrytmen, og altid have nok snacks og underholdning med. Dengang fandtes der ikke et væld af rejseblogs hvorfra vi kunne trække erfaringer, så vi måtte selv finde vejen. Nu deler vi vores erfaringer, så du forhåbentlig kan undgå de samme fejl.

Forberedelserne – vores tanker før første flyvetur

Vores første flyvetur med en baby var, da vores datter Andrea var 4 måneder gammel. Vi havde valgt at vente med at rejse, fordi vi gerne ville lære hende og vores nye rolle som forældre bedre at kende først. De første måneder var en stor omvæltning, og vi ville gerne føle os mere trygge i hverdagen, før vi kastede os ud i at rejse med en lille baby. Selvom vi savnede at tage på eventyr, vidste vi, at en god forberedelse ville gøre oplevelsen meget nemmere for både os og Andrea.

For at forberede os inden den første flyvetur tog vi på små ophold rundt i Danmark for at teste, hvordan det var at være på farten med en baby. Vi lærte, hvordan vi bedst tilpassede lur og måltider til rejser. Bare det at pakke til en overnatning krævede mere planlægning, end vi var vant til, og vi indså hurtigt, hvor vigtigt det var at have styr på de mest essentielle ting som bleer, skiftetøj og mad. Hver gang vi var afsted, blev vi lidt klogere på, hvad vi virkelig havde brug for, og hvad vi sagtens kunne undvære.

Fejl 1 – Vi bookede rejsen uhensigtsmæssigt

Vi var bestemt ikke de mest garvede rejsende (eller forældre) da vi bookede flybiletterne, og vi tænkte slet ikke nok over søvnrytmen og de daglige rutiner. Vi valgte derfor en rejse til Dubai med mellemlanding begge veje – og oven.i dette var hjemrejsen dårligt planlagt med rejsetid om natten – en stor fejl! Vi fokuserede mest på pris og destination uden at tage ordentlig højde for, hvordan mellemlandinger ville påvirke en baby på rejsen. Det betød mere ventetid i lufthavne og forstyrret søvn, hvilket gjorde rejsen mere stressende, end den behøvede at være.

På hjemrejsen faldt boarding sammen med Andreas sengetid, og fordi vi var i en lufthavn fyldt med lys, støj og mennesker, blev hun overstimuleret og urolig. Hun havde svært ved at falde i søvn og endte med at græde en del på den første del af hjemturen. Og da vi endelig havde fået hende til ro skulle vi atter stige af flyet for at klare vores mellemlanding. At skulle skifte fly på det tidspunkt, samtidig med at vi håndterede en overtræt baby, gjorde turen ekstra hård.

Læring: Book et direkte fly og vælg en afgang, der passer bedst til babyens søvnrytme. Hvis en mellemlanding er nødvendig, så sørg for, at den enten ligger i dagtimerne eller på et tidspunkt, hvor babyen kan sove uforstyrret. Tjek også lufthavnens faciliteter – nogle har stilleområder eller børnerum, der kan gøre ventetiden lettere. En velplanlagt rejse kan gøre en kæmpe forskel!

Fejl 2 – Boarding på flyet

For børnefamilier er der mulighed for at anvende Priority Boarding, hvor man kommer ombord på flyet som de første. Vi tænkte, at det ville give os god tid til at finde vores pladser og organisere os, så vi valgte at bruge Priority Boarding på de første to flyvninger frem til destinationen. Det betød dog, at vi sad stille i flyet i op mod en halv time ekstra, mens resten af passagererne boardede. Andrea blev hurtigt utålmodig, og det føltes som en lang ventetid, hvor vi brugte en masse energi på at holde hende beskæftiget, før flyet overhovedet lettede.

På en senere flyvning besluttede vi os for at gøre det modsatte og ventede med at boarde til sidst. Det gav os mulighed for at at være lidt mere frie til at kunne aktivere hende og at hun ikke skulle sidde stille for længe. Til gengæld opstod en ny udfordring: Der er nemlig ikke mulighed for at have håndbagage foran fødderne når man sidder på forreste sæde (familiesæderne). Og da vi kom ombord, var bagagehylderne allerede fyldte, og vi måtte placere vores håndbagage langt fra vores pladser. Det betød, at vi ikke havde hurtig adgang til bleer, snacks og legetøj mens flyet letter og lander, hvilket blev et problem, da vi skulle bruge nogen sager kort efter afgang.

Læring: På sin vis er der jo ikke noget rigtigt og forkert her, men her er mine anbefalinger: Med en baby under 8 måneder er priority boarding en fordel for at sikre, at håndbagagen er tæt på. Og med en ældre baby kan det være bedre at boarde sidst for at kunne aktivere barnet så længe som muligt.

Fejl 3 – Vi brugte al underholdning på en gang

Inde i flyet begyndte Andrea hurtigt at kede sig, og vi ville gerne undgå, at hun blev urolig. Derfor hev vi legetøjet frem af tasken – bøger, bideringe, bamser og små aktivitetslegetøj. Det holdt hende beskæftiget i starten, men problemet var, at vi brugte alle vores tricks på én gang, og inden flyet overhovedet var lettet! Efter kort tid havde hun set det hele, og intet var nyt eller spændende længere. Hun begyndte at blive utålmodig, og vi havde ikke flere overraskelser i ærmet til resten af turen. Men vi lærte, at det ville have været langt bedre at dosere underholdningen og holde noget i baghånden til senere.

Læring: Tag én ting frem ad gangen. Start med noget simpelt og vent med de mest spændende ting, til det virkelig er nødvendigt. Gem legetøjet væk, når interessen falder, så det kan bruges igen senere. Et legetøj, der har været væk i en halv time, kan føles nyt og interessant igen.

Fejl 4 – Forkert timing af mad

Ventetiden inde i flyet på den allerførste flyvetur føltes uendelig lang. Flyet holdt parkeret i evigheder, og vi anede ikke, hvornår vi endelig ville lette. Vi havde bevidst holdt igen med Andreas mad, da vi havde planlagt, at hun skulle spise ved takeoff for at hjælpe med trykudligning i ørerne. Det virkede som en god idé i teorien – men i praksis blev det en stor udfordring, for frøkenen var sulten lige nu og her.

Da hun først begyndte at give tegn på sult, troede vi, at vi lige akkurat kunne trække den lidt længere. Men minutterne gik, uden at flyet bevægede sig, og pludselig var vi fanget i en situation, hvor Andrea blev mere og mere frustreret. Vi endte med at give hende flasken, længe før vi overhovedet rullede mod startbanen, og da flyet endelig lettede, havde hun allerede spist færdig og var ikke interesseret i mere. Det betød, at vi mistede den naturlige trykudligning, som kunne have hjulpet med at undgå ubehag i ørerne.

På den næste flyafgang havde vi lært af vores fejl og planlagde måltiderne bedre. Vi gav hende en mindre portion lidt før boarding, så hun stadig havde appetit nok til at spise igen under takeoff. Det gjorde en kæmpe forskel – hun var mere rolig, og vi kunne bedre styre, hvornår hun fik maden.

Læring: Vent med at give mad, til flyet letter eller lander, så det kan hjælpe med trykudligning i ørene. Planlæg måltider strategisk i forhold til flyvetidspunktet, og giv evt en lille forret for at sikre at sulten ikke kommer snigende.

Fejl 5 – Problemer med opvarmning af mad

På en af vores flyvninger bad vi kabinepersonalet om at opvarme en flaske vand til modermælkserstatning, og vandet vi fik retur var kogende varmt! Normalt ville vi bare hælde lidt koldt forkogt vand i – men vi havde allerede brugt vores rationer af forkogt vand. Heldigvis var Andrea egentlig ikke så sulten på dette tidspunkt, men vi missede muligheden for at give hende mad da flyet lettede, hvilket gav uro ved takeoff.

Læring: Vi burde have medbragt mere koldt forkogt vand til at blande op med den varme væske, så temperaturen kunne justeres efter behov. Medbring evt. også en termoflaske hvor du kan få varmt vand forud for takeoff.

Fejl 6 – Vi sagde ja tak til babybassinet

Da vi bookede vores flybilletter, tænkte vi, at et babybassinet ville være en kæmpe hjælp. Tanken om at have et sted, hvor Andrea kunne sove, så vi slap for at sidde med hende i armene hele vejen, virkede utroligt tiltalende. Men i praksis var det langt fra den fordel, vi havde forestillet os.

For det første må babyen ikke ligge i bassinet under takeoff og landing. Og vi følte kun lige at Andrea var faldet til ro heri før at vi igen skulle vække hende og at hun igen skulle op og sidde på skødet. Det resulterede i en overtræt og frustreret baby, som havde svært ved at falde til ro igen. Desuden vågnede hun også flere gange ved turbulens eller stærkt lys lige ned i ansigtet, som vi ellers forsøgte at skærme med en stofble.

Derudover fylder bassinet ret meget, og selvom det var rart at have ekstra benplads ved de forreste rækker i flyet, blev pladsen hurtigt trang, når vi også skulle jonglere håndbagage, flasker og legetøj. Særligt på mindre fly kan bassinet være upraktisk, da pladsen er mere trang på forreste sæde. Vi fandt hurtigt ud af, at vi faktisk foretrak at have Andrea i skødet, hvor vi bedre kunne trøste hende og hjælpe hende med at sove, uden risiko for at blive afbrudt.

På en senere flyvning valgte vi ikke at bruge bassinet og i stedet fokusere på at gøre vores eget sæde så komfortabelt som muligt. Vi havde medbragte hendes dyne som vi kunne bruge som en lille “rede” på skødet. Det viste sig at være langt mere fleksibelt, og Andrea sov meget bedre, fordi vi ikke behøvede at forstyrre hende.

Læring: Overvej om bassinet er en fordel eller ej. Personligt foretrækker vi at sidde med babyen i skødet.

Fejl 7 – Ble-eksplosion i flyet

Under en af vores flyvninger oplevede vi enhver forældres mareridt: en ble-eksplosion op ad ryggen – lige som flyet var ved at lande. Vi kunne lugte, hvad der var sket, og da vi løftede Andrea lidt, kunne vi hurtigt se, at det her ikke bare var en almindelig ble, der skulle skiftes. Det var en katastrofe.

Problemet? Vi kunne ikke rejse os, fordi alle skulle sidde fastspændt. Flyet var på vej ned, og vi vidste, at vi ikke ville kunne nå at komme til toilettet, før vi var landet. Samtidig opdagede vi en anden fejl: vores pusletaske lå i bagagen over sæderne længere tilbage i flyet – idet vi havde boardet flyet sent, og ikke havde fået plads til bagagen nærved. Vi kunne altså ikke engang skynde os af flyet for at finde det nærmeste toilet hurtigst muligt.

Så der sad vi – med en stinkende ble-eksplosion, og ingen måde at løse situationen på, før vi kunne rejse os. Da flyet endelig holdt stille, måtte vi vente på, at alle de forreste passagerer steg af, før vi overhovedet kunne få fat i vores pusleting. Vi skyndte os herefter ud på toilettet i lufthavnen og fik styr på situationen.

Læring: Når du flyver med en baby, kan du ikke altid forudse bleuheld – men det er altid en fordel at have pusletasken tæt på dig!

Fejl 8 – Ingen klapvogn i lufthavnen

Efter en snak frem og tilbage med en medarbejder i Billund lufthavn valgte vi at checke vores klapvogn ind. I flere lufthavne kan man man nemlig låne en klapvogn til at transportere barnet rundt i. I Billund Lufthavn fandt vi hurtigt en låneklapvogn, og det samme gjorde vi i Schiphol Amsterdam, hvor vi havde en mellemlanding. Det gjorde transporten nem, og vi følte os sikre på, at vi havde truffet det rigtige valg. Men da vi landede i Dubai, var der ingen låneklapvogne at finde. Pludselig stod vi i en enorm lufthavn med en træt baby, en tung pusletaske og håndbagage, som vi nu var nødt til at bære rundt på – uden en barnevogn til at aflaste os. Det blev hurtigt udmattende.

På flyveturen hjemad var vi endnu mindre heldige. Vi fandt på intet tidspunkt en låneklapvogn, hverken i transit eller ved ankomst. Det betød, at vi tilbragte hele ventetiden i lufthavnene med at skifte mellem at bære Andrea på armen og skubbe vores kufferter. På det tidspunkt fortrød vi virkelig, at vi ikke havde læst mere op på lektion omkring klapvogne i lufthavne.

Læring: På senere flyrejser har vi lært, at det er muligt at tage en klapvogn med hele vejen til gaten og først få den checket ind der. De fleste flyselskaber tillader dette uden ekstra omkostninger, og det betyder, at du har en klapvogn til rådighed i de lange ventetider i lufthavnen. Vi endte dog med at investere i en rejseklapvogn som kan tages med helt ind i flyet da den kan medbringes som håndbagage. Dette betød at vi vitterligt kunne putte en sovende baby direkte hen i klapvognen, hvor hun flere gange kunne blunde videre mens vi forlod flyet.

Hvad har vi lært?

Vores første flyvetur med en baby var lærerig – og fyldt med fejl! Men vi lærte hurtigt, hvordan vi kunne gøre fremtidige rejser langt mere behagelige. Vi fandt ud af, at små justeringer kan gøre en kæmpe forskel – som at vælge det rigtige flyvetidspunkt, pakke smart og ikke bruge al underholdning for tidligt.

En af de største lektier var, at forberedelse er nøglen. At flyve med en baby kræver lidt mere planlægning end en almindelig rejse, men det betyder også, at oplevelsen kan blive langt mere afslappet. Vi blev bedre til at forudse potentielle problemer – som hvor vi ville have brug for en klapvogn, hvordan vi håndterede mad på flyet, og hvordan vi bedst kunne holde Andrea underholdt.

En anden vigtig ting, vi lærte, var at forblive fleksible. Selvom vi havde en plan, opstod der altid små uforudsete udfordringer. Vi fandt ud af, at det hjalp at tage tingene med ro, lade sig guide af babyens behov og ikke stresse over det, man alligevel ikke kunne kontrollere.

Har du rejst med en baby? Del gerne jeres fejl og største erfaringer fra jeres første flyvetur 🙂

Follow:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *