Vejle

12 seværdigheder i Vejle og omegn

Vi har boet i Vejle gennem hele vores liv, og kender derfor alle de gode steder. Alligevel gav det os lidt problemer, da en Australsk veninde kom på et visit, og ønskede at se vores by – for hvad er egentlig must see seværdigheder i Vejle? Det var første gang at vi har sat spørgsmålstegn ved hvilke seværdigheder vi egentlig har i Vejle og omegn. Vi har derfor oprettet dette indlæg med hvad vi mener er must sees i Vejle.

dyrehaven2

1. Dyrehaven

Dette er oplagt hvis du har børn, eller blot ønsker dig en hyggelig slentretur i skoven. I Dyrehaven findes der flere hyggelige vandrestier, men der er også mulighed for at køre igennem området. Her lever to hjortearter – dådyr og sikaer. Hjorte er normalt sky dyr, men i dyrehaven er de vant til mennesker og det er muligt at komme helt tæt på. Vær opmærksom på at det ikke er tilladt at fodre dem. Læs mere om Dyrehaven >>


2. Økolariet

Her finder man flere forskellige udstillinger primært om by og miljø. Størstedelen af udstillingerne omhandler økologi og klima, mens der er en større udstilling om byforandringer og byplanlægning i Vejle. Denne udstilling er en smule skjult oppe under taget, men den er værd at lede efter. Der er gratis entre til Økolariet, som er beliggende i Vejle midtby nær banegården. Læs mere på www.okolariet.dk


3. Arkitektur

Der findes en masse skøn arkitektur i Vejle såsom Bølgen, De 5 søstre, Vejle Mølle, Bryggen, Vejle Fjord Broen, Tröndur med flere. Byen har en haft store forandringer gennem de sidste mange år, med blandt andet ny havnepromonade og fornyelser i form af udendørs park arealer samt et fornyet byrum med masser af aktiviteter. Hvis du er interesseret i arkitekturen og byrummet i Vejle bør du overveje ovenstående udstilling hos Økolariet.

bølgen vejle

4. Vejle Kunst Museum

Museet rummer dansk malerkunst og skulpturer fra start 1900 og frem – Vejle Kunst Museum skildrer dermed fra klassisk modernisme og frem til nutidens nysurrealistiske strømninger. Museets samling består primært af værker af danske kunstnere, men du kan også se en europæisk samling med blandt andet Rembrandt. Læs mere på: www.vejlekunstmuseum.dk


5. Skyttehuset og Vejle Fjord

Indtag den skønne udsigt ud over Vejle Fjord fra Skyttehushaven. Haven er placeret på fjordens solside, og det store græsareal gør det muligt for dig at medbringe en hyggelig picnic. Her er desuden et stisystem der gør det muligt at gå en tur og bare nyde udsigten. Fra Skyttehuset kan man desuden se Vejles ikoniske bygninger såsom Bølgen, Vejle Fjord Broen og Vejle Mølle som er placeret oppe på bakketoppen på modsatte side af fjorden.


6. Vejle Ådal

Kører du ud ad Ribe Landevej får du muligheden for at komme ud til et udsigtspunkt ud over Vejle Ådal – også kaldt Kongens Kær. Her kan du se smuk natur ud over dalen og rigt fugleliv.


7. Sol og strand

I Vejle er vi heldige med at have flere gode strandområder. Nærmest har vi den bynære strand Albuen, som blandt andet byder på en god badestrand, legeplads, kiosk og volleybane. Herudover er der Tirsbæk Strand beliggende ved Tirsbæk Slot og i naturskønne omgivelser. I min barndom tog vi ofte til Tirsbæk Strand for at fange krabber og der er i dag etableret et lille snorkelrev. Mellem Vejle og Fredericia ligger der desuden flere populære strande: Hvidbjerg Strand, Mørkholt Strand og Høll Strand.


8. Givskud Zoo

Er du glad for dyr bør du tage et smut forbi Givskud Zoo, hvor de har en safaripark hvor du kan køre rundt blandt dyrene i din egen bil eller i en safaribus. Denne zoologiske have har hele 70 forskellige dyrearter, og der er mulighed for at se fodringer af flere af dyrene. Dette er en af vores favoritter når det kommer til zoologiske haver – læs følgende indlæg for st høre hvorfor. Læs mere om Givskud Zoo >>

zoologiskhave_2

9. Legoland

Du finder Legoland i Billund en halv times kørsel fra Vejle. I Legoland kan du have en sjov dag i parkens mange forlystelser. Parken har nemlig mere end 50 forlystelser der henvender sig primært til børn og børnefamilier. Læs mere om Legoland >>


10. Vejle gågade

Normalt forbinder man en gågade med shopping – og det er der heldigvis også rig mulighed for på Vejle gågade. Dog vil jeg her gøre jer opmærksomme på, at der langs gågaden er en masse spændende at se. Blandt andet spændende arkitektur ved Lido Biograferne og shoppingcenteret Bryggen, gammelt gårdmiljø hos Den Smidtske Gård samt Rådhustorvet og det gamle Rådhus. Herudover er der spændende skulpturer og du kan kigge ned i jorden til de gamle brosten fra “det oprindelige Vejle”. Ja der er masser at give sig til på Vejle Gågade – foruden at shoppe. Læs mere om oplevelser på Vejle Gågade >>


11. Skærup Zoo

I Skærup Zoo kan du opleve mere end 100 forskellige dyrearter. Heriblandt har Skærup Zoo flere dyr, som du kan få lov til at klappe og røre ved. Det er sågar muligt at købe foder, som du kan give til udvalgte dyr. På den måde kan du komme helt tæt på dyrene, hvilket er ideelt for børnefamilier. Læs mere på: www.skaerup-zoo.dk


12. Jelling

Her finder man Jellingestenene, som også kaldes Danmarks dåbsattest. Stenene er et symbol på, at danskerne blev samlet under én og samme regent – Gorm den Gamle. På stenene bliver navnet Danmark nævnt for første gang, og herudover er stenene også det første tegn på indførelsen af kristendommen i Danmark. Disse sten i Jelling er uden tvivl en del af verdensarven, og i 1994 blev de optaget på UNESCOs liste over bevaringsværdige mindesmærker. Foruden stenene kan du komme på et besøg på museet Kongernes Jelling. Læs mere om Jellingestenene >>

Jellingestenen

Kender du flere gode seværdigheder i Vejle og omegn?

Save

You Might Also Like

No Comments

Skriv en kommentar